Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Konsolstrategi som fungerer

Der findes ikke mange realtime strategispil, som fungerer til konsoller, da savnet af mus og tastatur er for stort – en controller er simpelthen for langsomt et styreredskab.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne genudgivelse af sommerens strategispil, R.U.S.E, fungerer faktisk ganske glimrende, fordi det er Move kompatibelt.
Historien foregår under Anden Verdenskrig, hvor du styrer de allierede tropper under forskellige kampagner i Afrika, Rusland og Europa.

Det er et typisk RTS-spil, hvor du skal bygge baser og enheder, hvorefter du angriber fjenden. Dog er R.U.S.E ikke så lineært som andre spil i samme genre.
Der er fokus på bedrag af fjenden og overraskelsesangreb, hvilket gør, at du bliver nødt til at tænke taktisk i form af snilde frem for blot antallet af styrker, der står til rådighed.

Fjenden kan narres til at tro, at du foretager bestemte handlinger, som der så reageres på, og det kan udnyttes, når din plan i virkeligheden er en anden.
Takket være Navigation- og Mo-tion-controlleren går det nemt og hurtigt med at komme i kontakt med tropperne og føre dem i den rigtige retning.

Du bruger din Mo-tion-controller til at pege og klikke, mens Navigation-controlleren styrer udsigten over banen, du kæmper på. Det tager lige lidt tid at vænne sig til dette styresystem, men når det først sidder fast, er styringen meget intuitiv.

R.U.S.E er et godt strategispil, hvor du ofte kæmper med få tropper og ressourcer, hvilket gør, at du skal bruge dit taktiske snilde.

DATATID MENER:

Historien er elendig, og stemmeskuespillet er grotesk, men gameplayet fungerer rigtig godt.