Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Konsollernes kamp: Xbox Series X vs PlayStation 5

Den nye generation af konsoller er her. PlayStation 5 og Xbox Series X skal vise vejen for fremtidens spiloplevelser. Hvordan klarer de opgaven, og hvilken er det bedste valg, hvis du skal opgradere?.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Introduktionen af nye spilkonsoller er en gigantisk begivenhed i gamerverdenen. Det er ikke noget, der sker ofte. Faktisk er der gået hele syv år, siden den forrige generation landede i form af PlayStation 4 og Xbox One .

Nu er tiden kommet til helt nye konsoller. Sonys og Microsofts maskiner er sendt på markedet præcis samtidig, lige op til julesalget. Men hvilken skal du vælge? Det kigger vi nærmere på her.

Vidt forskellige design

At der er tale om et nyt evolutionsskridt, ses allerede på designet. Mest tydeligt på PlayStation, hvor man er gået hele vejen for at skabe noget, der er ”next level.” 

Hvis Stormtropperne i Star Wars spillede konsol, ville den se sådan her ud. Den er mere fascinerende end køn. Vi tager hatten af for, at man har prøvet noget nyt, men vi tvivler på langtidsholdbarheden af designet. Efter et par måneder, når fascinationskraften er forsvundet, vil vi formentlig have lyst til at gemme den væk. Men det er ikke så nemt. For den er stor, tung og uhandy. Uanset om du stiller den oprejst eller lægger den ned, er det svært at integrere den i dagligstuens mediesetup.


Microsoft er gået i den modsatte retning. Xbox Series X er en kvadratisk sort kasse, som er nem at placere og glider diskret ind i hjemmets indretning uden unødig ”bling”. En naturlig forlængelse af Xbox One. Veludført og stilren omend klart mere kedelig end konkurrenten. 


Frådende grafikmonstrer

Indmaden har  også fået en kæmpe overhaling. Der er anvendt processorer og grafikkort af en kaliber, som matcher kraftfulde gaming-computere. Og så er der især gjort noget ud af lagermedierne. Spillene gemmes og afvikles på lynhurtige ssd’er. 

Det betyder, at oplevelsen bliver ubesværet og flydende på en helt anden måde, end vi kender fra tidligere konsoller. Der er stort set ingen load-tid på spillene, og du kan skifte mellem flere aktive spil uden slinger i valsen. Det gør, at du får betydelig mere tid til rent faktisk at spille, når du sidder ved konsollen. Og så afgiver maskinerne næsten ingen støj.

Begge konsoller understøtter 4K/120 fps og endda 8K/60 fps. Afvikler du nye titler som Spiderman, Miles Morales (kun PS5) eller Dirt 5 (Xbox), flyver billederne over skærmen med en forrygende detaljering, dybde og smidighed. Det kræver en god skærm at få det fulde udbytte, men selv på mere beskedne skærme er oplevelsen stor.

Lyden har også fået et løft. Foruden diverse Dolby-formater byder konsollerne på egenudviklede surround-løsninger, som giver en detaljeret rumlig fornemmelse med klar indikation af, hvor fjendens skridt kommer fra, i hvilken retning helikopteren flyver osv.

Nyt niveau af indlevelse

Det er controlleren, der er din direkte fysiske forbindelse til spillet. Den er derfor af største vigtighed for oplevelsen. 

Den nye Xbox-controller er kun en beskeden videreudviking af forrige generation. Designet er i det store hele identisk; dog er der kommet USB-C-stik bagpå og en knap til deling af indhold. Ergonomien har samtidig fået et velkommen løft i form af nubrede overflader under håndtagene og på de fire frontvendte triggers. Ellers er alt, som det plejer – inklusive strømtilførslen via to AA-batterier, som virker lidt oldnordisk efterhånden.


Sonys nye DualSense-controller oplades med USB-C. Den er desuden forsynet med indbygget mikrofon og en lille højttaler, så du kan chatte direkte fra den.    

Vigtigst af alt har den en avanceret haptisk motor, som gør controlleren responsiv i en grad, vi aldrig har oplevet før. Du mærker bølgernes skvulpen, når du svømmer, eller fornemmelsen af sand under fødderne, når du trasker gennem ørkenen – med en imponerende realisme, der gør indlevelsen stor. Adaptive triggers yder fysisk modstand, når du vil skubbe en sten, spænde en bue eller trække et reb. Det er ret vildt og ret velfungerende. Dog kræver det, at udviklerne implementerer funktionerne i deres spil, så der vil ikke være mange titler, der kan udnytte dem i den første tid.


Hurtigt net sparer tid

Eksterne harddiske, hovedtelefoner og andet udstyr kan tilsluttes via konsollernes USB-porte. PlayStation byder både på USB-A og USB-C, hvorimod Xbox kun har det gamle USB-A, dog i den hurtigste version. Det kan undre, at man ikke har fremtidssikret konsollen lidt bedre ved at inkludere den nyeste standard. Det samme gør sig gældende på internetopkobling. Begge konsoller har kablet Ethernet, men kun PlayStation byder på det nye Wi-Fi 6, når det gælder trådløs forbindelse. Xbox bruger det gamle Wi-Fi ac. Det er langtfra alle hjem, der har en Wi-Fi 6-router endnu, men det vil det formentlig være inden for få år, og så kan det altså gøre en stor forskel i hastigheden, når der skal hentes spil trådløst.    

Den indbyggede lagerplads er 1 TB på Xbox og 825 GB på PlayStation. Da styresystemerne tager en del af den plads og nye spil snildt kan fylde 40-50 GB, kan det gå hurtigt med at få fyldt lageret op, især hvis man er en hel familie, der gerne vil spille forskellige spil. Sony har gjort det muligt at prioritere, hvilke elementer af et spil man vil gemme. Man kan således spare plads ved at udelade visse dele. 


Begge konsoller giver desuden mulighed for at udvide diskpladsen. Xbox har en særlig indgang til en specialdesignet ssd, som perfekt matcher den, der sidder i maskinen. Den udvider pladsen til det dobbelte uden begrænsninger i at afvikle spil.

Slutter du en almindelig harddisk til en af USB-portene, vil du godt kunne gemme dine spil, men du vil ikke kunne afvikle de nyeste fra den. Endnu mere striks er PlayStation. Her kan du hverken gemme eller afvikle PS5-spil på et eksternt drev, kun PS4-titler. Efter en snarlig softwareopdatering vil man dog få mulighed for at udvide den interne lagerplads med en tredjeparts M.2-ssd. Den skal opfylde visse krav, som Sony endnu har til gode at specificere.

Stuens mediecentral

Begge konsoller er forsynet med 4K Blu-ray-drev. Det betyder, at man kan bruge fysiske diskmedier til at afvikle spil.

Konsollerne fås også i mindre og billigere versioner uden diskdrev. Her henter man udelukkende spil via nettet.

Det kan være fint, hvis du ikke ejer spil på disk i forvejen, men gør du det, mister du muligheden for at spille dem – medmindre du køber dem digitalt på ny.

Diskdrevet giver også mulighed for at afspille Blu-ray-film (og musik-cd’er på Xbox). Læg dertil et udvalg af mediefeatures i form af apps, streaming og filmudlejning, og du har en fin alt i en-medieboks til stuen. Med understøttelse af formater som Dolby Vision og Dolby Atmos samt et større økosystem har Xbox dog et lille forspring på det punkt (PS5 understøtter Atmos, men kun ved Blu-ray-film).

Duellen punkt for punkt: 5 skarpe til konsollerne

1 Design

Sony skal have ros for at være modige og prøve noget nyt. PlayStation 5 er absolut ikke en kedelig konsol at se på, men designet er altså heller ikke hundrede procent vellykket. Maskinen er stor, tung og lidt svær at integrere i en almindelig dagligstue. 

Her er Xbox betydeligt nemmere at have med at gøre. Den sorte kasse gør ikke det store væsen af sig. Den er måske ligefrem lidt kedelig. Men den fylder mindre, er nemmere at placere og unægtelig mere stilfuld og harmonisk i sit udtryk.

VINDER: Xbox

2 teknologi

På ydelse leverer begge en smidig oplevelse med hurtige loadtider og flydende skift mellem spil. Og så er billed- og lydkvaliteten ikke mindst helt forrygende. Især ved nye, optimerede spiltitler.

Det kan dog undre, at Microsoft ikke har taget det sidste skridt for at fremtidssikre Xbox Series X. Især når vi har at gøre med en maskine, der formentlig ikke bliver opgraderet lige foreløbig. Savnet af USB-C og Wi-Fi 6 er måske ikke så stort lige nu, men vil utvivlsomt føles større i fremtiden. 

VINDER: PS

3 Spiloplevelse

Under optimale forudsætninger, med spil optimeret til at udnytte konsollernes yderste potentiale, er det PlayStation 5, som kan levere den største og mest indlevende oplevelse. Det skyldes i særdeleshed den nye DualSense- controller, som med en suveræn haptisk motor og adaptive triggers åbner op for en ny grad af fysisk interaktion med spillet. Det er den, der for alvor giver os fornemmelsen af ”next gen”-gaming.

Xbox-controlleren er rar og velkendt, men rykker ikke ved spiloplevelsen. 

VINDER: PS

4 Økosystem

Begge konsoller har en behagelig brugerflade, der er nem at navigere i, når man lige vænner sig til den. Der er også rig mulighed for at fjernstyre konsollerne eller spille videre på dine spil på din smartphone. Microsoft har dog et stærkt kort på hånden med Xbox Game Pass, som giver dig en fælles spilplatform til konsol, pc og mobil, hvor du for en relativt lav månedlig pris får mulighed for at spille et væld af fine titler. Sonys pendant til denne er langtfra så veludbygget. 

VINDER: Xbox

5 Spiludvalg

Vil du være fremme på beatet med de nyeste og mest banebrydende spil står PlayStation 5 stærkest. Her er allerede ved lancering flere eksklusive titler, og der vil løbende komme flere store spil, som kun kan spilles på denne konsol. Bagudkompatibiliteten strækker sig dog kun til PS4. Det er småt med eksklusive titler til Xbox Series X; til gengæld rækker bagudkompatibiliteten helt tilbage til Xbox 360, så allerede ved lancering er der et væld af spil tilgængeligt på konsollen.

VINDER: Uafgjort

Dommen: Den hvide kæmpe viser størst potentiale

Der et ikke ét rigtigt svar på, hvilken konsol du skal vælge, men vi har en favorit ...

Begge konsoller tilbyder tilstrækkelig store opgraderinger og nye funktioner til, at det kan forsvares at gå skridtet op til den nye generation.  

For nogle gamere vil valget være relativt let. Har man allerede investeret i en masse spil og tilbehør til en af de to platforme og opbygget relationer til medspillere og chat-venner her, så er der tungtvejende grunde til at blive hængende.

Er man ny i konsol-verdenen eller overvejer at skifte platform, må man gøre sig grundige overvejelser. 

Forskellen i ydelsen på de to konsoller er ikke så stor, at det bør gøre udslaget, men lagerkapacitet og mulighederne for at udvide kan have betydning. I hvert fald hvis du regner med at købe mange spil og gerne vil have adgang til dem på én gang. 

Hvad vil du spille? 

Er det først og fremmest adgangen til spil, der er vigtig, uden at det behøver at være de nyeste og mest ”cutting edge”, så ligner Xbox det mest sikre valg. Bagudkompatibiliteten gør, at du får adgang til et væld af titler allerede fra start, og så er Game Pass altså en overordentlig fin løsning, som giver dig et stort udvalg af spil til rådighed for en ganske rimelig månedlig pris. Især hvis du også spiller på din smartphone og pc, for tjenesten fungerer gnidningsfrit på tværs af platforme. 

Vil du være helt fremme i skoene med de nyeste og vildeste spil, er PlayStation 5 det rette valg. Der er flere eksklusive titler udviklet specielt til at udnytte mulighederne i konsollen. Dog er bagudkompatibiliteten mindre, så det samlede spiludvalg er ikke helt så stort.

Hver sine styrker

Som gamingkonsol betragtet ér det PlayStation 5, der er længst fremme. Den byder på de mest innovative løsninger og åbner en verden af spændende mulighederne med den suveræne DualSense-controller. For den person, der ønsker at være helt med i forreste geled, når det gælder gaming, må PS5 således være det rette valg. 

Til casual gaming, som familiekonsol og som hjemmets alt i en-mediecentral er Xbox Series X en fremragende løsning.

Men som altid med nye konsoller er vi først lige kommet i gang. Det endelige potentiale udfolder sig først over nogen tid, når nye opdateringer, spiltitler og tilbehør bliver tilgængelige.

Lige nu er det PS5, der virker mest lovende med de mest spændende fremadrettede udviklingsmuligheder, og den får derfor vores anbefaling.