Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kom med ind i kryptovalutaernes hemmelige univers

Digitale penge, minedrift og en grum fremtid for grafikkort. Bitcoin og andre kryptovalutaer har kæmpe indflydelse på computerverdenen og resten af verdenen. Vi vil forsøge at give dig det komplette overblik.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med få års mellemrum vender kryptovaluta tilbage til rampelyset med vilde prisspring, og pludselig vil folk investere – eller flygte fra valutaen. Denne gang må vi formode, at alle med en blot flygtig interesse for computerhardware har en fornemmelse af, hvad bitcoin er. Men hvordan fungerer det faktisk, og hvornår kan vi komme til at købe grafikkort til fornuftige priser igen? 

De fleste hørte første gang om bitcoin i 2011, da fænomenet gik fra at være et bizart eksperiment til at få konkret værdi: Prisen nåede op over 30 dollar pr. BTC (bitcoin). Så dykkede den til under 2 dollar, og mange begyndte at tale om Ponzi-svindel. I begyndelsen af 2021 har vi set nye rekorder med priser, der har nået op på 58.000 dollar, før kursen igen er styrtdykket.

Monster-minedrift

Fotoet foroven viser en russisk bitcoinmine, hvor hele væggen i en tidligere industrihal er dækket med grafikkort.

Hvor langt vil værdien falde i denne omgang? Vil Elon Musk bakke helt ud, og vil Mastercard og andre i stedet tvinge prisen endnu højere op? Og hvorfor skulle milliardærer interessere sig for kryptovaluta? Det skal vi finde ud af.

Det begynder med blokkæder

Bitcoin og andre kryptovalutaer begynder med begrebet blockchain – på dansk “blokkæde”. Det er blevet et “buzzword”, men den korte beskrivelse er ret kuldslået. En blockchain indeholder en åben hovedbog med alle de transaktioner, der har fundet sted på et givet kryptovaluta-netværk. Har du sendt penge til onkel Preben som betaling for et grafikkort? Det står i blockchainen, og enhver kan se det. Når din ven hævder, at du aldrig har betalt ham for koncertbilletterne eller fastfood-besøget, kan du finde et uafviseligt bevis – på den ene eller den anden måde.

Det kan lyde interessant, men det lyder sikkert også urovækkende. Hvorfor skulle man ønske, at alle og enhver kan se, hvad der foregår på det, der svarer til ens digitale bankkonto? Det er her, den anden del af blokkæden kommer ind i billedet: Alle transaktioner er til en vis grad anonyme. Medmindre man offentligt oplyser sin bitcoin-tegnebogsadresse – og det er nemt at oprette flere adresser, således at man kan have mere end én – er det svært at afgøre, hvilke penge der tilhører hvem. Det er ikke umuligt, især hvis man bruger tilstrækkelig med tid og anstrengelser og bruger en specifik tegnebog, men der findes metoder til at sløre ens transaktioner og holde dem skjult for nyfigne øjne.

Et vigtigt aspekt af kæden er ikke blot, at den holder rede på alle ens transaktioner. Den kritiske faktor består i, at den bygger på stærk kryptografi. Når det gælder bitcoin, hedder den SHA256, og der findes mange andre kryptografiske algoritmer til andre coins. Oprettelsen af en god kryptografisk algoritme kræver megen kompleks matematik, og slutmålet er, at man kun kan bryde den med magtanvendelse. SHA256 har en 256-bit-cifferlængde, og hvis man skal bryde krypteringen for en enkelt meddelelse, er man nødt til at finde det ene tal ud af en række tal på 2256, som er korrekt.

Lyder det ikke uoverkommeligt? Så lad os formulere det på en anden måde: 2256 er det samme som 1,158 × 1077. Med andre ord: Det er 1 efterfulgt af 77 nuller. Vores solsystem har omkring 1,2 × 1056 atomer, Mælkevejens galakse har cirka 2,4 × 1067 atomer, og afhængig af hvordan man regner det ud, har hele universet et sted mellem 1078 og 1082 atomer. Det betyder, at en 256-bit-talrække er stor nok til, at man sagtens kan tildele et unikt tal til hvert atom i galaksen og stadig have plads tilovers.

Vi forenkler sagerne en del, men hovedsagen er, at det at bryde kryptografien bag bitcoin vil være ekstremt vanskeligt, og andre valutaer bruger endnu stærkere kryptografier. Bitcoin og andre kryptovalutaer bruger også kryptografi til de unikke bruger-tegnebogsadresser, og i bitcoins tilfælde er der i øjeblikket potentielt 2160 adresser eller omkring en octillion. Det svarer til et 1-tal efterfulgt af 48 nuller. Man kan også sige, at det er 1 billion × 1 billion × 1 billion × 1 billion. Vi kommer ikke til at løbe tør for tegnebogsadresser lige foreløbig.

Al denne kryptografi spiller en central rolle inden for kryptovalutaer, som det fremgår af navnet. De er “valutaer” – det ville måske være rigtigere at kalde dem digitale aktiver – der er baseret på kryptografi. Og når vi siger kryptografi, taler vi om kompleks matematik af en art, der kan give selv en garvet matematiklærer nervøse trækninger. Såkaldte fiat-valutaer såsom den danske krone bygger på støtte fra regeringen og pengeinstitutter. Bitcoin og ethereum bygger på vores tillid til matematik. Eller rettere: De bygger på matematik plus alle de mennesker, der er villige til at deltage i sikringen af kryptovalutanetværket, og det bringer os til vores næste emne.

Sådan sikres kæden

Vi har været inde på kryptografi, men hvad er det nøjagtig, som gør hele dette blockchain-foretagende sikkert? En kryptovaluta kører som et stort distribueret netværk af computerenheder, hvori de forskellige nodes kommunikerer med hinanden. Hver gang nogle vil flytte coins – eller snarere dele af en coin, idet de fleste kryptovalutaer kan håndtere beløb i op til otte decimaler – sender de en transaktion ud på netværket, hvor den kan blive optaget i den næste blok. Hver blok samler alle transaktionerne siden den forrige blok i én pulje, opretter en digital hashsignatur for blokken, og så bliver hele historien leveret som en ny tilføjelse til kæden.

Det er her, at det begynder at blive interessant. Man kan ikke blot føje en ny blok til netværket, når man har lyst. Blokken skal leve op til bestemte krav. Kort sagt skal man finde en løsning på en matematisk funktion, der er defineret af coin-algoritmen. Funktionen bruger resultaterne fra den forrige blok som input og går tilbage i en kæde til den oprindelige urblok. Det betyder, at ingen kan skaffe sig et forspring ved at prøve at forberede kommende blokke, indtil den aktuelle blok er blevet “løst”. Algoritmerne er også lavet sådan, at løsningerne i realiteten er vilkårlige og udvalgt fra det samlede talkatalog for kryptografi-nøglen. Der kan være et enormt antal af mulige løsninger, og ens hardware skal blot finde en af dem.

Når et system finder en løsning, får det lov til at vælge, hvilke transaktioner der bliver inkluderet i den blok (ideelt set dem alle, men det vender vi tilbage til om et øjeblik), samler dem i en sirlig bunke, udregner en digital signatur og sender den til netværket. Andre nodes på netværket kan derefter verificere løsningen og acceptere eller afslå den. Hver potentiel løsning har et tidsstempel, og netværket har forskellige kriterier til at finde ud af, hvilken blok der blev fundet først. Til sidst når netværket frem til en bestemmelse blandt andre noder, om at sagerne går videre. Hvis to forskellige mennesker (maskiner) finder forskellige løsninger på samme tid, er det kun den ene, der til sidst bliver erklæret den accepterede “vinder”.

Indstillinger til gpu-minedrift

Hvis man er interesseret i udvindelse af kryptovaluta, møder man en masse modstridende råd om, hvordan man skal opnå den optimale ydelse. Mange guider giver pokker i forsigtigheden og opfordrer til maksimering af hash-rates, idet de glemmer forskellene på individuelle grafikkort. Det er den lige vej til død hardware, hvis man ikke passer på. Det er sandt, at grafikkort fra AMD og Nvidia som regel er tunet temmelig konservativt, men formålet er her at få kortet til at håndtere mange timers gaming hver dag i årevis. 24/7-kryptovaluta-minedrift er en helt anden historie.

Der er en grund til, at Nvidias datacenter-gpu’er normalt er clocket lavere end forbrugerenheder fra GeForce og med meget forskellige køling-konfigurationer. Supercomputere bruger højhas-tigheds-ventilatorer, der skubber en masse luft gennem kølerne, og ventilatorerne er beregnet til at være hot-swappable. Kortene er udviklet til 24/7-brug, og det indebærer, at kølepuder og andre elementer også er lavet til de specifikationer. Selv den, der hver dag spiller otte timer om dagen, kommer ikke i nærheden af at belaste et kort, som minedrift gør. Det er værd at huske.

Husk også, at det, der virker godt på én gpu, eller på et bestemt kort med en specifik gpu, ikke nødvendigvis virker overalt. Silicium-lotteriet er en realitet. Enhederne bliver afprøvet efter bestemte kriterier, og nogle har mere overskud end andre. Ved at fyre op under et grafikkort for at få bedre hash-rates kan man måske opnå kortsigtede gevinster, men man risikerer at brænde ventilatorerne, VRM’er, hukommelseschips og måske endda gpu’en af. Begynd langsomt og se, hvordan kortet klarer sig på temperaturer og ventilatorhastigheder, og lad være med at halse efter hver eneste hash.

Når det gælder måling af temperaturer og ventilatorhastigheder, anbefaler vi HWInfo64 (billedet til højre). Den seneste version viser de maksimale GDDR6X-temperaturer på RTX 3080 og 3090, og den viser GDDR6-temperaturer på de fleste AMD RX 5000- og RX 6000-kort (foreløbig er GDDR6-temperaturer på RTX 20-serien og RTX 30-gpu’er i den lave ende ikke tilgængelige). De specifikke kort-og ventilator-typer spiller en rolle, og forbrugerkort er ikke beregnet til at køre ved en konstant ventilatorhastighed på 80-100 procent døgnet rundt.

Mange kort begrænser den maksimale ventilatorhastighed til omkring 50 procent og vil ikke gå højere end det, medmindre situationen virkelig bliver alvorlig, for eksempel ved superhøje GDDR6X-temperaturer. Grafikkort rettet mod forbrugere er også tilbøjelige til at prioritere lavere støjniveauer og lavere temperaturer, og det er uheldigt ved 24/7-minedrift.

Hvis man ønsker et rimeligt estimat af, hvordan et kort bør køre sine ventilatorer, skal man slukke for enhver overclock og starte et krævende spil såsom Metro Exodus ved 1440p-ultraindstillinger og lade det køre i 15–20 minutter, hvorefter man tjekker temperaturer, ventilatorhastighed, clockfrekvenser og så videre. Den maksimale ventilatorhastighed, man ser, er det, der ifølge producenten giver kortet en levetid på mindst tre år. Hvis man overstiger det, stiger risikoen for, at ventilatorer eller andre komponenter svigter.


Lavere temperaturer er generelt at foretrække (men ikke under frysepunktet). Til langsigtet minedrift ville vi prøve at holde gpu-temperaturen under 70 grader. Det er også godt at holde VRM-temperaturerne (Voltage Regulator Modules) under 85 grader, og vi går bestemt ikke ind for hukommelsestemperaturer over 100 grader, hvis kortet skal blive ved med at fungere. RTX 3080 og 3090 er de værste syndere – GDDR6X ligger ofte på 106-110 grader, men bedre kort – eller kort, hvor man har erstattet varmepuderne med noget bedre – kan holde GDDR6X-minetemperaturerne under 90 grader.

Afhængig af gpu’en kan justering af ydelsen ofte markant reducere strømkravene uden at påvirke hash-rates, og lavere strøm betyder i reglen lavere temperaturer. Ethereum-minedrift foretrækker hukommelsesbåndbredde frem for rå computerkraft. Hvis man skruer ned for gpu-frekvensen og strømkravene, mens man overclocker hukommelsen, opnår man som regel en bedre ydelse. Lavere spænding til gpu-kernen kan også være med til at reducere varme, navnlig på visse AMD-gpu’er. Søg på nettet efter oplysninger om din specifikke gpu, men husk at være konservativ, og lad være med gå direkte til de maksimale indstillinger for ydelse. Hvis dit kort ender med at være 10-15 procent langsommere på hash-rates, end man ser det hos andre brugere, mens dine temperaturer og strømforbruget er lavere, vil kortet sandsynligvis holde længere.

Hvad er en ASIC?

Vi har primært fokuseret på beskrivelsen af minedrift med gpu’er, men bitcoin blev oprindelig udviklet til at blive udvundet ved hjælp af cpu’er. Det viste sig imidlertid, at i takt med at gpu’erne i stigende grad blev programmerbare, fandt softwareudviklerne ud af, at de kunne få 10, 100 eller måske endda 1000 gange så megen ydelse ud af en cpu ved at foretage beregningerne på en gpu.

Gpu’er er imidlertid ikke optimerede til blot at foretage kryptografiske hashing-beregninger – de rummer en hel masse ekstra sager til teksturer, 3D-grafik, ray-tracing og så videre. Hvad ville der ske, hvis man fjernede alle disse unødvendige funktioner og fokuserede på at lave en chip, der kun var god til én ting: kryptografisk hashing?

Den ville være hurtigere end en gpu og kunne potentielt udvinde flere bitcoin. Det er ikke så sært, at mange syntes, at det da var en god idé.

Resultatet hedder en ASIC, Application Specific Integrated Circuit. Teknisk set er en gpu en form for ASIC; den fokuserer blot på grafikarbejde. En cpu er derimod en altmulig-ASIC til x86-arkitekturer eller ARM eller noget andet. Bitcoin-ASIC’er fokuserer på at booste SHA256-hashing-rates så meget som muligt. De eksisterende ASIC’er kan yde omkring 1000 gange flere hashes pr. sekund end selv de bedste gpu’er, og de bruger ikke mere strøm.

Der var også et trin mellem gpu’er og ASIC’er: FPGA (Field Programmable Gate Array). FPGA’er er chips, som kan konfigureres til at køre forskellige algoritmer. I en kort periode blev FPGA’er brugt til bitcoin-minedrift. De gav omkring 10 gange så stor ydelse som en gpu med det samme strømforbrug, men det varede ikke længe, før skræddersyede ASIC’er erstattede FPGA’er i forbindelse med de fleste hashing-algoritmer.

Det er langt mere produktivt at bruge en ASIC til kryptovaluta-udvinding, end det er at bruge en gpu eller en cpu.

Hvad er minedrift?

Coin-minedrift har en tilbøjelighed til at gøre mange gamere og pc-entusiaster vrede – vrede eller rige, afhængigt af, hvornår de gik i gang. Når man hører folk tale om mangel på gpu’er og om minefarme, udspringer det af den nævnte kryptografi og sikring af netværkene. De fleste kryptovalutaer er afhængige af, at mennesker verden over indgår i coin-netværket med henblik på at levere sikkerhed. Det, alle disse mennesker i realiteten gør, er at donere hardwarecyklusser, der kan køre de kryptografiske algoritmer og finde de blokke, som holder det hele i gang. Men hvorfor skulle nogen ville gøre det? Svaret er nemt: De får en belønning.

Incitamentet til at stille hardware til rådighed og donere cyklusser til et bestemt netværk, hver gang en ny blokløsning bliver fundet og accepteret, er penge. For bitcoin var belønningen i begyndelsen 50 BTC pr. blok, mens ethereum gav 5 ETH pr. blok. Men det drejer sig ikke kun om at finde en blok og få en belønning.

Med henblik på at begrænse udbuddet reducerer de fleste coins også blok-belønningerne med tiden. Bitcoins algoritme halverer belønningen for hver 210.000 blokke – og mekanikken bag det tal vender vi tilbage til lige om et øjeblik. En anden valuta, dogecoin, havde en vilkårlig belønning på 0–1.000.000 doge pr. blok til at begynde med, og den maksimale belønning blev halveret for hver 100.000 blokke, og så skiftede det til en statisk blok-belønning på 10.000 doge efter blok nummer 600.000. Ethereum valgte en anden tilgang uden nogen hård grænse og uden en fast halveringsalgoritme. I stedet brugte man en ordning, der byggede på regelmæssige netværksopdateringer. Blok-belønningen for ethereum blev sat til 3 ETH i slutningen af 2017 og skiftede igen til 2 ETH i begyndelsen af 2019.

Hvis du undrer dig over forskellene på blok-belønningerne, er det værd at bemærke, at hver coin-algoritme også angiver sin egen målsats for nye blokke. Bitcoins mål er et gennemsnit på 10 minutter pr. blok – det er lang tid, men det var den første kryptovaluta, og så snart den havde fået en udbredt popularitet, blev det i stigende grad svært at ændre den underliggende algoritme. Bitcoin hang med andre ord på en bloktid på 10 minutter. Valutaen litecoin har mange ligheder med bitcoin, men denne valuta definerede en blok-målsats på 2,5 minutter, og belønningen blev halveret for hver 840.000 blokke.

Foruden mekanikken med halvering af blok-belønningen er der en grænse for det samlede antal bitcoins, som nogensinde vil blive oprettet: 21 millioner, hvoraf halvdelen bliver genereret i de første 210.000 blokke, efterfulgt af halvdelen af halvdelen i de følgende 210.000 og så videre. Teknisk set når vi aldrig dertil, men vi kommer stadig tættere på grænsen. Litecoin fordoblede det samlede antal coins, som blev oprettet, til 84 millioner. Andre coins har somme tider voldsomt afvigende systemer, men generelt er kodeordet sjældenhed. Sjældne ting er mere værd.

Den kritiske faktor for alle coins er, at algoritmerne er beregnet til at justere, hvor svært det er at finde en løsning. Jo mere hardware, der kører algoritmerne, desto hurtigere ville det gå med at finde blokke, hvis sværhedsgraden var statisk. Løsningsområdet ender med at blive justeret, så det stemmer med bestemte parametre, der så gendanner den typiske bloktid. Konsekvensen for et givet hardware-system er, at jo flere mennesker, der kører mine-algoritmen, desto færre coins vil hver af dem få igennem mineprocessen. Det har den bivirkning, at der opstår et våbenkapløb om at få mere hardware op at køre så hurtigt som muligt. Det indebærer, at kryptovaluta-farmenes størrelse stiger konstant, og det fører igen til gpu-mangel – eller ASIC-mangel.

Belønninger er imidlertid ikke begrænset til blok-belønningen. De omfatter også alle honorarerne for de transaktioner, som er inkluderet i blokken. Tidligere var disse honorarer gerne meget begrænsede, men det har ændret sig. For eksempel er transaktionshonorarerne på ethereum-blokke nu ret tæt på at matche blok-belønningen på 2 ETH, og det betyder, at hver blok faktisk er 4 ETH værd. Ideen er, at når de statiske blokbelønninger nærmer sig nul, er de blevet overhalet af transaktionshonorarerne.

Fart og tempo

I sidste ende bliver coin-minedrift et spørgsmål om hastighed og effektivitet. Det måler man normalt i hash-raten, der er udtrykt ved hjælp af SI-præfikser og H/sek. (hashes pr. sekund). Hashing-algoritmernes kompleksitet varierer i høj grad, og det indebærer, at der ikke er nogen universel hash-rate for noget hardwaresystem. Nogle algoritmer er også beregnet til at kræve mere hukommelse (for eksempel ethereum), og det kan yderligere begrænse de typer af hardware, som effektivt kan køre hashing-beregningerne.

Disse eksempler er sikkert lidt mere glamourøse end et gennemsnitligt minesystem, men sådan kan det se ud.

 
Den i øjeblikket hurtigste gpu, RTX 3090, har en hash-rate på omkring 120 MH/sek. (megahashes pr. sekund) for ethereum-algoritmen, og den kaldes Ethash (en opgraderet version af Dagger-Hashimoto, hvis du skulle være interesseret). Den samme gpu kan klare omkring 10 GH/sek. med bitcoins SHA256-algoritme. Til sammenligning kan moderne SHA256-ASIC’er levere 25 TH/sek. 

Hastigheden er vigtig, men strømforbruget er også en del af det samlede billede. Hvis et stykke hardware er 10 gange hurtigere, men kræver 10 gange så meget strøm, opnår man ingen nettogevinst. Det er også vigtigt at justere hardwaren med henblik på optimal ydelse. Lad os tage et eksempel: En RTX 3080, der lige er kommet ud af æsken, bruger måske sit maksimum på 320 W til at komme op på 85 MH/sek. for ethereum. Hvis man reducerer cpu-frekvensen og begrænser strømmen, mens man overclocker hukommelsen, er det muligt at opnå 95 MH/sek. med et strømforbrug på kun 220 W.

Når man reducerer strømforbruget, reducerer man også gpu-temperaturen, hvilket betyder, at ventilatorerne kører langsommere, og at gpu’en (forhåbentlig) holder meget længere. Nvidias RTX 3080 og 3090 er imidlertid udstyret med GDDR6X-hukommelse, der kan give større varmeproblemer, end gpu-kernerne gør. Referencekortene 3080 og 3090 Foun-ders Edition rammer begge 110 grader på deres GDDR6X-hukommelse ved standardindstillingerne, og det vil vi ikke være trygge ved at have kørende som en langsigtet minedriftløsning. Man kan forbedre situationen ved at udskifte varmepuderne, tilføje ventilatorer og indføre andre ændringer, og vi anbefaler alle, der vil drive minedrift med et GDDR6X-kort, at tjekke hukommelsestemperaturerne.

Sådan graver man

Grundreglerne for udvinding af kryptovaluta har ikke ændret sig meget i årenes løb. Man skal have den fornødne hardware – gpu, ASIC eller endda cpu – og den tilhørende software. Der findes nogle softwarepakker på markedet, og mange af dem kan være ret komplekse at konfigurere og få til at køre optimalt. Hvis man søger en nemmere adgang til at afprøve minedriften, kan man overveje NiceHash.

Vi anbefaler ikke at gå solo ind i minedrift. Det var måske muligt i bitcoins første tid, men lad være med at prøve det i dag. Nu om dage er det langt bedre at bruge en minepulje. Det betyder, at man for det første skal finde en pulje, og det kræver noget research på internettet (en søgning på “best ethereum pool” burde give nogle fornuftige muligheder). Så skal man oprette en konto, downloade den relevante minesoftware og konfigurere startindstillingerne.

Vær særlig opmærksom på eventuelle puljeafgifter. De ligger typisk på 0-3 procent eller mere, men mange gode løsninger ender på 1 procent. Det koster penge at køre servere og infrastruktur til en pulje (og skaffe puljeejerne en indtjening). Eventuelle “gratis” puljer kan sagtens vise sig at være upålidelige eller give lavere afkast, der fjerner fordelen ved ikke at betale.

En meget vigtig advarsel: Brug ikke det samme kodeord på nogen sites, der har med kryptovaluta at gøre. Lad være. Brugen af et unikt kodeord på hvert eneste site er ikke blot solid sikkerhedspraksis, det er vejen frem, hvis man vil undgå at blive udplyndret af potentielt skruppelløse site-ejere.

Advarsel: stærkstrøm

Vi har sagt meget om håndtering af kryptovaluta, men der er et sidste emne, som vi skal forholde os til, og det er et, der er meget vigtigt. Man kan hævde, at der er værre måder at tjene penge på end ved udvinding af kryptovaluta, men der findes også mange, der er bedre – måder, som ikke tilnærmelsesvis indebærer den flygtighed og de risici, som knytter sig til coin-udvinding. Det kan kræve megen tid og mange penge at anskaffe den fornødne hardware, og det gør det svært for pc-entusiaster at opgradere deres pc’er. Men et endnu større problem er, at minedrift bruger tonsvis af computerkraft på at holde blokkæden sikker.

I det bedste scenarie og med den mest strøm-effektive hardware vil ethereum-netværket i øjeblikket bruge omkring 1 milliard watt, mens bitcoin vil bruge 5,5 milliarder watt. I virkeligheden er tallene desværre langt højere, fordi en stor del af denne hashing ikke finder sted med den mest effektive hardware. Online-estimater anslår strømforbruget for ethereum-netværket til omkring 21 TWh om året og 45 kWh pr. transaktion. Med andre ord bruger ethereum-hashing 60 GWh hver dag, og det koster omkring 120 millioner kroner (med danske afgifter). Det bliver til 90 kroner i strømudgifter (ved 2 kroner pr. kWh) blot for at sende ethereum fra en tegnebog til en anden.

Bitcoin er endnu værre. Netværket har i øjeblikket et anslået forbrug på 78 TWh om året, mens en enkelt transaktion står i cirka 690 kWh. Det svarer til det, en gennemsnitlig dansk husstand bruger på 57,5 dage! Og det betyder, at bitcoin bruger næsten 156 milliarder kroner om året blot på at sikre blockchainen. Det tal vokser støt. Bitcoin og ethereum er de to største kryptovalutaer, men der er mange andre, som oveni bruger en anselig mængde strøm.

Ikke bæredygtigt

Når man ser på de penge og den strøm, som går igennem disse netværk, er det svært at se optimistisk på det langsigtede potentiale. Vi driver rovdrift på digitale coins, og det er ikke bæredygtigt. Det er en del af bitcoins cykliske væsen, at valutaen til sidst når et niveau, hvor det ikke kan hænge sammen. Virksomheder og private holder op med at investere i valutaen, og der indtræffer en stor omvæltning. Få år senere har tilstrækkelig mange mennesker glemt, sidste gang alt dette skete, og så begynder det hele forfra. Der er blevet foreslået alternativer til belønningsmekanikken såsom proof-of-stake i stedet for proof-of-work, men det har også ulemper.

Tænk, hvis alle de anstrengelser, der bliver lagt i udvindelse af kryptovaluta, blev brugt på forskning. Bitcoins SHA256-hashing kan ikke bruges til ret mange andre opgaver: Den stærkeste supercomputer i verden – japanske Fugaku – har et maksimalt strømforbrug på 30 MW. Det svarer til en mindre storbys forbrug, men bitcoin-netværket bruger henved 3000 gange så megen energi. Hvad kunne videnskabsfolk udrette med yderligere 3000 af de hurtigste supercomputere? Vi ved det ikke, men vi ville gerne. De penge, der flyder ind i kryptovalutaer, kunne bruges langt bedre. 

Disse ulemper afholder dog ikke folk fra minedrift, medmindre der er andre, der tvinger dem til det. Nogle regeringer er begyndt at slå ned på minefarme – Det indre Mongoli (en del af Kina) har indført et forbud mod udvinding af kryptovaluta. Andre af verdens områder følger måske trop. Regulering forekommer uundgåe-lig. For noget, der skulle befri folk fra bankernes undertrykkelse, er det tankevækkende, at hver eneste coin henter sin værdi fra det, den er værd i dollar, pund, yen og så videre. 

Hvis du alligevel vil prøve minedrift, og hvis du allerede har en beskeden pc og bor i et område, hvor strømmen ikke er ret dyr, og forsyningen ikke allerede lider under store problemer, kan du da prøve.

Men lad være med at sætte alt ind på pc-hardware og opgraderinger blot for minedriftens skyld. Der er god grund til at tro, at du kan komme til at jage svindende indtægter, måske i årevis. Du skal blive ved med at udvinde valuta i håbet om, at du spinder guld i form af en fremtidig stigning i priserne på kryptovaluta. Vi tvivler stærkt på, at vi har hørt det sidste fra bitcoin og ethereum og minedrift, men der er en stor sandsynlighed for, at den, der prøver at begynde nu, kommer alt for sent til festen. 

Bitcoin-netværket bruger 3000 gange så megen energi som verdens hurtigste supercomputer, den japanske Fugaku.

Al den strøm skal komme et sted fra, og produktion af elektricitet er ikke altid den grønneste branche, der findes.

Udvinding af bitcoin med en gpu: NiceHash

Den nemmeste måde at komme i gang med udvinding af kryptovaluta på er formentlig ved hjælp af NiceHash.

Vi har været inde på, at det ikke længere kan betale sig at udvinde bitcoin direkte med en gpu, fordi ASIC’er er langt hurtigere og mere effektive. Det betyder dog ikke, at man ikke kan få BTC ud af en gpu.

NiceHash blev lanceret i 2014 og sænkede markant barrieren for at gå i gang med minedrift. Det fjerner spekulationerne om, hvilke coins man skal udvinde, og det er ekstremt nemt at håndtere. Man lejer sin pc’s hashing-kraft ud til andre brugere, som kan vælge, hvad de vil udvinde, og man får betaling i bitcoin. NiceHash beholder en lille smule af den potentielle profit, og ens pc kan komme i gang med minedrift på få minutter.

Firmaets specielle software, NiceHashMiner, måler ens hardware med forskellige kendte hashing-algoritmer og tilbyder masser af muligheder for konfiguration. Derefter vælger NiceHashMiner, hvilken hashing-algoritme der i øjeblikket betaler de bedste priser på baggrund af, hvad folk er villige til at betale for at leje ens hardware. Sommetider bliver der lanceret en ny coin, eller nogle vil afsætte en masse minekraft til en specifik coin, og det betaler de mere for at gøre. I stedet for at udvinde ethereum 24/7 vil ens hardware af og til køre en anden algoritme, og det hele bliver styret af softwaren. Softwaren har også auto-opdatering, der sikrer, at man er ajour med den seneste udvikling.

Der er andre måder at udvinde på med NiceHash – for eksempel med dens QuickMiner-software, som har til opgave at gøre processen endnu nemmere. En anden mulighed er en Linux-baseret installation af NiceHash, som man kan køre i stedet for Windows.

Ydelse og effektivitet er potentielt højere, og til dedikeret 24/7-minedrift formodes dette at være det bedste valg.

Når du hører nogen sige “Man kan ikke længere udvinde bitcoin med gpu’er,” kan du sætte dem på plads. Direkte udvinding af BTC med en gpu ikke er en god idé, men tjenester som NiceHash leverer en praktisk løsning. En anden mulighed at at udvinde ethereum eller noget andet på egen hånd og derefter veksle resultatetet med bitcoin.