Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Koga Pace B20: Flyv afsted med 45 km/t på cykelstien

Elmotoren på Koga Pace B20 hjælper dig op på hæsblæsende 45 km/t - helt lovligt. Det er en sand fryd at drøne ud af de brede cykelstier på den såkaldte speed pedelec, som heldigvis er fuldt optimeret til de høje hastigheder.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den lovlige tophastighed for almindelige elcykler er 25 km/t. Den er den fart elmotoren må hjælpe dig op til. Der er dog en undtagelse. Den gælder de såkaldte speed pedelecs. De er konstrueret efter andre standarder og overholder andre sikkerhedskrav. Derfor er det lovligt at køre hurtigere på disse.

Koga Pace B20 går under denne kategori, og det var med en blanding af fryd og frygt at vi satte os op på den lynhurtige jernhest.

Nyeste cykelteknik

Den er overraskende let og sporty i designet, når man tænker på de store kræfter den rummer. En robust sportscykel, som selv uden motorkraft ruller ganske smidigt på cykelstien.

Batteriet er til at få øje på. Det sidder som en stor klods på stellet. Det klikker sig nemt fast, når du har haft det ude, og er nemt at tage ud og med, takket været et indbygget håndtag.

I stedet for en klassisk kæde har cyklen remtræk. Det fungerer rigtig glimrende. Elcykler belaster kæden betydeligt mere end almindelige cykler, og her er en rem ikke på samme måde i risiko for at blive slap eller knække.

Der er desuden trinløst gearskift. En ting, der er begyndt at blive mere udbredt, men det er første gang vi stifter bekendtskab med den, og vi må umiddelbart melde os som tilhængere. Den glidende overgang fungerer ganske fint og giver større frihed til at justere trækket end ved almindelige trindelte gear.

Klippestabil køreoplevelse

Cyklen får sine kræfter fra en Bosch Performance Line Highspeed 63 Nm motor. Da det er en centermotor, skal der noget pedalkraft til at komme op i fart, men du er hurtigt forbi de 25 km/t, som andre elcykler typisk stopper ved.

For at komme op på de maksimale 45 km/t skal der dog trædes godt til. Faktisk nåede vi kun lidt over 44 km/t under vores test, og det var med medvind og let ned ad bakke. 44 km/t er dog også temmelig hurtigt. Cyklen er klippestabilt bygget og giver en enestående kontrolfornemmelse i både fart og styring, så vi følte os på ingen måde usikre på den, men man er bare ikke altid sikker på hvad der kommer lidt om hjørnet. Og går det galt ved 44 km/t, så kan det gå rigtig galt.

Ingen er i tvivl om du kommer bag dem, hvis du bruger den elektroniske ringeklokke, der har en høj enerverende lyd.

Andre cyklister på cykelstien er heller ikke nødvendigvis forberedt på, at der kommer nogen drønende med den fart, så det er med at vise hensyn. For at sætte det i perspektiv, er det dog ikke fordi man nødvendigvis drøner forbi alle cyklister. Ved cirka 40 km/t kørte vi lige med op med flere mandlige medcyklister i spandex. Så om der er motor på eller ej, er altså ikke det der gør om en cykel har en potentielt risikofyldt fart.

Der er tale om et forholdsvis kraftfuldt batteri på 500 Wh, men forbruget er selvsagt højere end på en almindelig elcykel, så der er behov for noget power for at få et rimeligt antal kilometer ud af det. Vi nåede cirka 45 kilometer på en opladning med fuld assistance.

Kan erstatte pendlerbilen

Man kan diskutere om en elcykel skal have lov at køre så hurtigt, om man bør have kørekort for at betjene denne type osv. Men den snak må dreje sig om rytterne og trafiksikkerheden generelt. Der er ikke noget at komme efter på selve cyklen, i hvert fald ikke når det gælder Koga Pace B20.

Har kunne have siddet en nummerplade, men det kræver loven ikke i øjeblikket. Har kunne have siddet en nummerplade, men det kræver loven ikke i øjeblikket.

Det er et enormt velbygget køretøj, som leverer en stabil, komfortabel og ikke mindst sjov køreoplevelse. Det er svært at gå tilbage til en almindelig cykel, når man først har prøvet Koga Pace B20.

Dog kan prisen fungere som en kold spand vand i hovedet. Det er ikke fordi vi vil kalde den urimelig, men 37.999 kroner er bare voldsomt meget for en cykel. Med mindre altså Koga Pace B20 kan en erstatte din bil på den daglige pendlertur. Det vil den formentlig kunne gøre for mange. Så bliver regnestykket pludselig et andet.