• Home »
  • Andet »
  • København skal være centrum for ny bølge af teknologiudvikling
København skal være centrum for ny bølge af teknologiudvikling

København skal være centrum for ny bølge af teknologiudvikling

Share

Techfestival er et nye initiativ, som skal inspirere den kommende generation af udviklere, iværksættere og beslutningstagere til at tænke samfundsperspektiv på fremtidens teknologi

Tech-verdenen er inde i en uset turbulens. Offentlige protester over teknologigiganter som Facebook og Airbnb, frygt for teknologiens indflydelse og et samfund der i stigende grad føler sig hægtet af udviklingen. Det vil en gruppe danske iværksættere og arrangører finde råd for, når de gør København til centrum for den ophedede debat – og især dens løsninger. 

Når det nystartede initiativ, Techfestival, forventes at samle op mod 16.000 deltagere i København, er det for at gøre Danmark til nyt teknologi-centrum. Det er ikke hightech og nye smartphones, der er på dagsordnen, men derimod teknologiens anvendelse og dets samspil med det omgivende samfund. Således vil Techfestival byde ind med et nyt og aktuelt format på det globale tech-kort.

Det er digitale frontløbere, iværksættere, designere, produktudviklere og programmører fra hele verden der inviteres, når Techfestival overtager Kødbyen 5.-9. september 2018. Under fem dages intensiv festival afvikles over 200 arrangementer om morgendagens teknologiudvikling i Kødbyens lokaler samt på en udendørs scene.

”Tech-verdenen er i en uset turbulens efter skandaler med Facebook, Uber og Google og leder efter et sted at finde en ny vej frem. Offentligheden er gået fra at kende sine helte til at kende sine skurke. Der er brug for en ny generation af progressivt teknologi-lederskab fra den digitale verden. Alt set med samfundsperspektiv,” siger serieiværksætter Thomas Madsen-Mygdal, der er initiativtager til Techfestival.

Techfestival er en international festival om mennesker og teknologi, som blev afholdt for første gang i København i september sidste år. 16.000 mennesker deltog fra ind- og udland ved festivalens 132 arrangementer. Festivalen blev arrangeret af over 200 med-værter fra hele verden.

Se også:  QUIZ: Teknologiske termer

”De vigtigste spørgsmål i teknologiens verden er ikke længere, hvad den nye iPhone kan eller hvor meget Mark Zuckerberg er værd. Fremtidens teknologiudviklere og iværksættere vinder på at have gode svar på, hvordan man skaber deltagelse, tillid, diversitet og gennemsigtighed. For at skubbe på denne spændende nye udvikling vil festivalen i år have fokus på at skabe og publicere konkrete principper og anbefalinger til alle, der arbejder med teknologi,” siger festivalchef Marie Louise Gørvild.

Armbånd til alle festivalens dage koster 200 kr. Program for Techfestival 2018 vil blive offentliggjort løbende på www.techfestival.co.

Festival bygget på aktiv deltagelse midt i København

I år bliver festivalen centreret i Kødbyen, når Techfestival rykker ind og afholder sine aktiviteter på lokale barer, restauranter, lagerbygninger, gallerier, natklubber etc. Dertil afholdes offentlige talks, samtaler, expos og udstillinger fra en udendørs hovedscene midt i Kødbyen.

Techfestival er bygget op om deltagende formater og tilbud til både indviede teknologi-medarbejdere og iværksættere, men også nysgerrige borgere. I løbet af dagtimerne tilbyder festivalen heldags- og halvdags workshops, hvor deltagerne i fællesskab skal diskutere og undersøge alt fra demokratisk deltagelse, sextech, byudvikling, cybersikkerhed, fødevareteknologi, kunstig intelligens, kryptovaluta, selvkørende biler og meget mere. Om aftenen samles deltagerne foran den udendørs hovedscene til talks, middage og udstillinger. De mange arrangementer skal munde ud i en række anbefalinger, guides og principper, der efterfølgende vil blive publiceret til offentligheden.

Hermed giver arrangørerne tech-interesserede mulighed for at komme ud af de støvede konferencelokaler og møde teknologien i øjenhøjde.

Programfokus: Danmark og det digitale verdenssamfund

Ifølge Danmarks tech-ambassadør, Casper Klyngeer Techfestival en tiltrængt og nødvendig saltvandsindsprøjtning for alle, der skal forme fremtidens teknologiudvikling.

”Techfestival er et spændende nyt initiativ og på mange måder et event, der afspejler den tid vi lever i, hvor virksomheder, borgere og offentlige beslutningstagere leder efter innovative løsninger på, hvordan vi som samfund bedst – og på en balanceret måde – kan drage nytte af den teknologiske udvikling. Et samfundsmæssigt perspektiv tager i sagens natur udgangspunkt i de mennesker, som teknologien dagligt berører, og det er en vigtig debat, som vi gerne vil være med til at understøtte. I tråd med digitaliseringens grundlæggende internationale karakter bør debatten anskues i et globalt lys og inddrage de mange grene af samfundet, som teknologiudviklingen interagerer med. Her ser jeg et klart potentiale for, at Techfestival kan bidrage til at bibringe både nye nationale og internationale perspektiver og vigtig viden til denne debat,” siger Danmarks Tech-ambassadør Casper Klynge.

Casper Klynge er, på vegne af Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet, vært på et af årets 30 dags-workshops. Her vil der være fokus på teknologiens betydning for det internationale samfund og den rolle, som bl.a. internationalt samarbejde, offentlige/private partnerskaber, rettigheder samt forskning og uddannelse spiller i forhold til at udnytte de muligheder og imødegå de risici, som den teknologiske udvikling medfører. Regeringen udnævnte Casper Klynge til Danmarks (og verdens) første tech-ambassadør i 2017. Siden har han og hans team arbejdet målrettet for at styrke dialogen med centrale internationale tech-aktører – om både de nye muligheder og udfordringer digitaliseringen bringer med sig. På mange måder er arbejdet med til at sætte nye standarder for, hvordan stater kan tænke i diplomatisk praksis og skabe nye værdifulde samarbejdsplatforme såvel som kritisk dialog med indflydelsesrige teknologi-virksomheder såvel som forskningsmiljøer, myndigheder osv.
Techfestival er støttet af en række af landets kerneinstitutioner, der arbejder på at give København en stærk internationale teknologi-profil med eventen. Det tæller bl.a. Københavns Kommune, Udenrigsministeriet, Forsknings- og uddannelsesministeriet, Vækstfonden, og en række virksomheder og startups.

Se også:  Quiz: Teknologi, der lige kan det dér ekstra... men hvad kan disse produkter?

Del denne