Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det er Swappies mission at fjerne al tvivl og alle vanskeligheder, der normalt hænger sammen med at købe istandsatte smartphones.
Med et gennemsigtigt og strømlinet koncept, skal kunderne være sikre på, at de får fingrene i en istandsat iPhone af høj kvalitet.
Det startede med et fupnummer
Swappie blev født efter en dårlig oplevelse med at købe brugte smartphones online. Direktør i Swappie, Sami Marttinen, blev snydt af en svindler online, og da han så, at han langt fra var det eneste offer, besluttede han sig for at skabe et tryggere og lettere alternativ til at købe smartphones fra fremmede online.
Telefonerne sælges online i Swappies webshop med en beskrivelse af deres stand, og alle telefoner gennemgår en omfattende teknisk test med 52 trin, før de bliver sat til salg. Det skal sikre, at forbrugerne altid køber det bedst mulige produkt.
”Hvis vi finder en fejl i testfasen, sørger vi for at udføre alle nødvendige reparationer i vores specialiserede fabrik. Desuden får du 24 måneders garanti, hvilket er mere end på Apples nye telefoner,” siger Sami Marttinen, der er direktør i Swappie.
Istandsatte telefoner er godt for miljøet
På bare fire år har Swappie erobret markedet for istandsatte iPhones i Finland, Sverige og Italien. Og med danskernes store fokus på bæredygtighed og miljø var Danmark det åbenlyse marked at gå ind i som det næste.
”Vi valgte Danmark, fordi danskerne tænker meget på miljøet. Ved at købe en istandsat iPhone bliver produktets levetid forlænget, farlige kemikalier holdes væk fra jorden og værdifulde ressourcer spares. En ny undersøgelse fra Ericsson viser, at den energi, der bruges til at producere en ny smartphone, svarer til den strøm, en smartphone sluger i løbet af ti år,” siger Sami Marttinen.
Swappie køber også danskernes gamle iPhones. På Swappies hjemmeside angiver man detaljer om telefonens stand, hvorefter man modtager et estimat på telefonens værdi. Efter prisestimatet modtager man en fragtlabel, og når Swappies teknikere har bekræftet standen på telefonen, bliver pengene overført.