Home » Mobiltelefon » Emma Gad – hvor er du, når vi har brug for dig?
Emma Gad – hvor er du, når vi har brug for dig?

Emma Gad – hvor er du, når vi har brug for dig?

Share

Klumme: Mobiltelefoner er udbredt blandt befolkningen – i modsætning til takt og tone.

”En saadan Mangel på den elementæreste Savoir-vivre!” – således vrisser etatsråden i Gustav Wieds satyrspil Dansemus. Og han er hverken den første eller den sidste, der beklager sig over mangel på levemåde:

”Sammen med en Opfindelse, der breder sig hurtigt i Befolkningen, opstaar der Former for dens Brug, som først lidt efter lidt vinder Indpas og derfor trænger til stadig at indskærpes. Blandt disse nyopstaaede Former er Telefonhøflighed noget af det vigtigste, men hvad der næsten er endnu vigtigere, er den Telefonerendes Opfattelse af Pligterne mod andre Tilstedeværende. Dette Hensyn forsømmes som oftest slemt.”

Må vi være fri

Nej, det drejer sig ikke om smartphones. Citatet er præcis 100 år gammelt og står i Emma Gads Takt og Tone.

Som med mange andre emner, admiralinden behandler, er det stadig særdeles aktuelt. Jeg er for eksempel næppe den eneste, der er træt af at blive inddraget i andre folks intimeste vilkår på offentlige steder. Hvad rager det mig, at kæresten er skredet, eller at veninden har fået klamydia? Hvorfor skal jeg partout tvinges ind i soveværelset eller med til stillingssamtalen?

Herre eller tjener?

Et andet irritationsmoment er tilbøjeligheden til, at folk bliver slaver af deres telefoner. Hvornår har du sidst set koldt på den gøende telefon og tænkt: ”Jeg gider ikke lige nu”? Det er meget udbredt, at deltagerne i en sammen-komst lægger deres telefoner på bordet foran sig. Hvis man ser et nyforelsket par spise på en restaurant, kan man trygt regne med, at mobilen ligger fremme – mellem dem. Der er ingen vej udenom. Jeg må igen ty til Emma Gad:

”Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale.” Netop, Emma!

Nu leger børnene i pauserne

Imidlertid sker der noget. I Frankrig har Nationalforsamlingen vedtaget et total-forbud mod mobiltelefoner på franske skoler. Meningen er vist, at eleverne skal lære noget. De skal blandt andet lære at omgås andre. Det gør de ikke mindst ved at lege sammen, ikke ved at klamre sig til den digitale sutteklud. Nogle danske skoler har indført lignende regler. Det gælder således for Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg. Og her har det virket. Som skoleleder Lise Ammitzbøll La Cour udtrykker det: ”Det er nemmere at henvende sig til hinanden og skabe øjenkontakt, fordi de ikke sidder med hovedet ned i deres mobiler. Nu taler og leger børnene sammen i pauserne.” Hillemænd.

Tyrannisk, men uundværlig

Jeg ved det godt, og jeg forsømmer sjældent en lejlighed til at skrive det: Mobiltelefonen er et herligt redskab. Den har beriget vores tilværelse. Men lad os bruge den med fornuft. Emma Gad for sidste gang: ”Selv den mest forbenede Tilhænger af Fortidens Liv i Modsætning til vor moderne Tilværelse undlader ikke at benytte sig af dette tyranniske men uundværlige Hjælpemiddel i Samkvemmet”.


DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2019
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S