Home » Andet » Klumme: Skån de sarte robotter
Klumme: Skån de sarte robotter

Klumme: Skån de sarte robotter

Share

Er det nu, vi skal være taknemmelige for, at nogle tager sig af de stakkels robotters følelsesliv – eller skal vi ile videre til hverdagens mere håndgribelige problemer?

LaMDA 2 er navnet på et AI-system fra Google, altså et system, der arbejder med kunstig intelligens. Der er tale om en videreudvikling af det oprindelige LaMDA (Language Model for Dialog Application). Systemet kan besvare brugernes spørgsmål.

Den tanke er ikke ny. Jeg har på denne plads tidligere nævnt Eliza, der blev udviklet af Joseph Weizenbaum fra MIT i 1964-66. Den var en af de første chatbots.

Men endnu tidligere havde Carl Barks ladet Georg Gearløs opfinde en maskine, der kunne besvare spørgsmål. Opfinderen afprøvede maskinen med spørgsmålet: ”Hvorfor sidder den fugl uden for mit vindue og synger?” Til sin fortvivlelse fik han svaret: ”Måske er den i godt humør, måske er den en smule skør.”

Ved historiens slutning afprøver Gearløs en anden af sine opfindelser, nemlig en maskine, der kan læse tanker. Ved hjælp af den aftvinger han fuglen selv et svar på spørgsmålet, og det lyder: ”Måske er jeg i godt humør, måske er jeg en smule skør.”

Se også:  Her logger AI dig ind – og skruer ned for skærmen når du er væk
Under havets overflade

Tilbage til LaMDA 2: Den nye version af systemet kan nu føre lange samtaler, og den kan formulere sig som et menneske.

Ved en præsentation i forsommeren blev den stillet en række spørgsmål om Marianergraven, og ikke blot besvarede LaMDA de specialiserede spørgsmål et efter et; den kom også ind på emner, som den ikke var trænet i at håndtere.

Det lyder naturligvis interessant, men man kan åbenbart også overdrive reaktionerne på LaMDA – i hvert fald hvis man spørger Google.

En ingeniør hos Google havde i en periode til opgave at undersøge, om LaMDA fremsatte nedsættende eller hadefulde bemærkninger.

Ingeniørens navn er Blake Lemoine, og han blev under arbejdet forundret over at se, at AI-systemet leverede svar, som beskæftigede sig med robotters rettigheder og de etiske spørgsmål, der knytter sig til dem.

Han luftede sine bekymringer i et dokument med titlen ”Is LaMDA sentient?” (Er LaMDA sansende?). Lemoine konkluderede, at ”LaMDA er sansende, fordi systemet har følelser og subjektive erfaringer.”

Se også:  Menneskeligt set: Ingen moderne bekvemmeligheder hos Bedstemor And

Det skulle han ikke have gjort. Google beskyldte ham for at bryde firmaets fortrolighedsregler. Han blev i første omgang sendt på ferie med løn.

En talsmand for Google, Brian Gabriel, sagde, at ”ingen andre har fremsat de radikale påstande eller den antropomorfisering (menneskeliggørelse, red.) af LaMDA, som Lemoine har.”

Google bør spørge pænt

I slutningen af juli 2022 blev Lemoine fyret. Ikke desto mindre fastholder han, at hans samtaler med LaMDA har overbevist ham om, at systemet har sine egne tanker og følelser.

Han mener sandelig også, at Google bør indhente tilladelse fra LaMDA, før man foretager flere eksperimenter. Ja, det manglede da bare. For at det ikke skal være løgn, har Lemoine i et tweet meddelt, at han vil blive ved med at arbejde med AI.

”Min hensigt er at blive inden for AI, uanset om Google vil beholde mig eller ej.”

Er det nu, vi skal være taknemmelige for, at nogle tager sig af de stakkels robotters følelsesliv – eller skal vi ile videre til hverdagens mere håndgribelige problemer?


TAGS
AI
følelser
menneskeligt set
robotter

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her
Annoncelinks


AOD/AOD.dk   © 2022
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S