Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Doro 6531: Klaptelefoner og andre senior-gadgets

En Doro klaptelefon er lige sagen, når synet og motorikken bliver udfordret af fødselsattesten.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I DigitalDanmark er alderdom og svagelighed afskaffet ved lov. Uanset CPR-nummer og motoriske skavanker er udgangspunktet hos myndigheder og virksomheder, at al kommunikation i begge retninger både kan og skal foregå digitalt. Det offentlige kompenserer lidt ved at tilbyde Borgerservice til særligt udfordrede, og nogle firmaer kan formedelst hidsige gebyrer fremsende breve på papir.

Men i praksis er det ofte de yngre pårørende, som må træde til, når der skal tjekkes årsopgørelser, søges om hjælpemidler, bestilles transport, betales regninger, og hvad der nu ellers hører med til seniorlivet. Som læser af Alt om DATA er du sandsynligvis dobbelt udfordret. Ikke alene fungerer du nok i et eller andet omfang som digitalt serviceorgan for familien eller netværket.

Som it-nørd i en eller anden grad bliver du vel også spurgt til råds ved anskaffelse af smartphones og andre gadgets. Så hvis du også vil hygge dig med dine nærmeste, vil det være smart at guide dem frem til nogle produkter, der ikke kræver konstant attention fra din side.
Selv hvis prisen ikke skulle betyde noget, er svaret nemlig langt fra altid den nyeste og dyreste iPhone eller Galaxy.

Nøgletal for Doro 6531

Pris: 1400 kr.
Skærmstørrelse: 2,8” LCD
Skærmopløsning: 320 x 240 pixel
Processor: Ikke specificeret
Kamera: Bag: 2 MP
Ram: Ikke specificeret
Drev: Intern flash ikke specificeret, microSD op til 32 GB
Batteri: 800 mAh
Mål (b;h;d): 55,1 x 103,9 x 19,2 mm
Vægt: 108 g
Styresystem: Egenudviklet

Designet er klassisk før-smartphone, men de vigtige seniorfunktioner er årgang 2016. De sorte, fysiske knapper melder tilbage, så man aldrig er i tvivl, om man har trykket eller ej. Designet er klassisk før-smartphone, men de vigtige seniorfunktioner er årgang 2016. De sorte, fysiske knapper melder tilbage, så man aldrig er i tvivl, om man har trykket eller ej.

Er Doro 6531 bedste seniortelefon?

Norma har altid været vild med gadgets. Min svigermor er efterhånden blevet oldemor til fem, og hun er stadig dybt fascineret af hvad som helst, der kan dytte, båtte, blinke og punktsvejse under vand. Selvom hun ikke løber så hurtigt, som hun har gjort, er hun selvtransporterende i lokalområdet i kraft af sin elscooter. En frisk ældre dame, kan man vist godt sige.

Norma er selvklart på Facebook. Hvordan skulle hun ellers kunne bevare kontakten med børne- og oldebørn? Hertil bruger hun en iPad med 10”- skærm. Den har ikke givet de store vanskeligheder, og når der har været problemer, f.eks. med forsvundne ikoner, har familien eller jeg klaret dem.

Det hører med til billedet, at der ikke ligger følsomme data på iPad’en, så intet går tabt ved en nulstilling og gendannelse, og ingen kan få andet end et hærværkskick ud af at hacke den.

Men når vi taler om mobiltelefoner, er en smartphone simpelthen ikke sagen til Norma. Selvom hun fra sin iPad er fortrolig med brugerfladen på en iPhone, bliver ikonerne på den meget mindre skærm for små, og touchfelterne alt for svære at ramme ordentligt. Og en Android? Glem det!

Dens menu-struktur er håbløs i hendes optik. Især de tre små prikker i øverste højre hjørne, der i funktion minder lidt om højreklik-knappen på en mus, har mange ældre brugere erfaringsmæssigt svært ved at kapere.

Telefon med klap

Jamen, hvad så? Norma er ikke i tvivl. En klaptelefon er den rigtige løsning til hende, og det er der flere grunde til. Hendes mobiltelefon-
historik begyndte i 2007 – altså lidt senere end Samsungs forsøg på at skabe den første smartphone og næsten samtidigt med iPhone – med en arvet Nokia.

Efter nogle eksperimenter med andre af tidens traditionelle mobiltelefoner fandt Norma og jeg i fællesskab frem til, at hun skulle have en klaptelefon. Denne konstruktion bliver lidt tykkere, men den giver plads til både et tastatur med relativt store knapper og en skærm med læsevenlige tegn. Desuden løste klapkonstruktionen problemer med ”lommeopkald” og aktivering af uønskede funktioner, som det kunne være svært for hende at annullere.

Det er rigtigt, at et tastatur kan låses, ligesom enhver mobiltelefon kan beskyttes med en kode, men Norma ville og vil ikke have nogen af delene. Hun vil ikke risikere at misse opkald, fordi hun kommer til at fjumre lidt.

Den første Doro

Doro havde jeg i slutningen af 00’erne aldrig hørt om, men det havde Normas ene barnebarn, som arbejder med it. Han skaffede sådan en telefon, og så var Norma solgt.I dag er hun på Doro nummer tre, en 632, som hun købte i april 2016, primært fordi den gamle ikke kunne holde strøm på batteriet, men også fordi hun altid kan bruge en undskyldning for at købe nyt legetøj.

Nu har hun som seniortester lagt fingre, ører og høreappa-rater til den helt nye Doro 6531, der er topmodellen i den såkald-te 65-serie.
I forhold til forgængeren oplever Norma, at 6531 har en klart bedre lydkvalitet, og hun foretrækker nu for det meste at bruge høreapparaternes teleslynge-funktion. Tidligere skyndte hun sig at flå disse hjælpemidler ud af ørerne, når telefonen ringede.

En anden fordel ved model 6531 er dens udvendige skærm, som gør det muligt at se, hvem der ringer, uden at åbne telefonen. De store tegn på denne skærm sikrer, at hun som regel kan tyde dem, mens telefonen ligger på bordet foran hendes yndlingsstol.

Andre fordele med Doro 

De fleste smartphones bliver markedsført med en masse data for hardware og software. De svenske udviklere hos Doro vurderer, at deres målgruppe ikke interesserer sig for processorer, hukommelse, benchmarks og den slags it-specifikationer.

Hvad angår model 6531, er de mest brugbare specifikationer telefonens mål og vægt samt kapaciteten på det udskiftelige li-ion-batteri – 3,7 V/800 mAh, hvad der ikke lyder af meget, men stadig er rigeligt til at outperforme en strømtørstig iPhone med flere længder. Hos Norma holder en Doro strøm i to-tre dage, før hun tanker den op, og det gør hun typisk, når batteriet er nede på halv kapacitet.

Doro bruger også plasthuse til deres telefoner. Det er ikke så tjekket som et fedt aluminiumshus, der er udfræset i ét stykke, men det sparer penge og – nok så væsentligt – får de indbyggede antenner til at række længere, hvad der er dokumenteret i adskillige test. Norma bor i et område med ret dårlig mobildækning, og det morer hende at se andre seniorer få motion ved at fare rundt og lede efter et sted med blot en smule signal til deres iPhones, mens hun blot kan sidde i stuen og tale i sin Doro.

Norma er absolut ikke teknologiforskrækket. En elscooter sørger for hendes mobilitet i lokalområdet, og en klaptelefon er hendes elektroniske livline – sammen med en iPad og talrige andre gadgets. Norma er absolut ikke teknologiforskrækket. En elscooter sørger for hendes mobilitet i lokalområdet, og en klaptelefon er hendes elektroniske livline – sammen med en iPad og talrige andre gadgets.

Sms for begyndere

Norma er også en flittig bruger af sin Doro til sms. Denne feature er ikke længere så hot blandt familiens yngste, men den er stadig praktisk.
En Doro 6531 er uendeligt langsom til folk, som er vant til at skrive med begge hænder på en smartphone-skærm. På denne Doro foregår skrivning på den gamle måde, hvor hver taltast også kan vælge bogstaver og andre tegn, og så tager tingene tid. Til gengæld er taltasterne til at ramme, og de svarer tilbage, så Norma aldrig er i tvivl, om hun har trykket eller ej.

Sms er endnu en færdighed, der skal holdes ved lige. Derfor har min kone trænet med sin mor og indført den rutine, at Norma sender hende en besked hver eneste morgen, når hun er stået op. Dette livstegn holder Norma i god sms-form og er med til at gøre alle trygge.

Tryghed og positions-oplysninger med Doro

En Doro 6531 kan virke som det enkleste i verden, men den er udstyret med mange avancerede features.
En såkaldt tryghedsknap på telefonens bagside gør det muligt – med ét tryk – at ringe op til en eller flere modtagere på brugerens nummerliste og sende en sms, hvor beskeden f.eks. kan være ”Hjælp!”, samtidig med at telefonens indbyggede gps leverer positionsoplysninger.

Doros betalingsapp Care & Connect svarer ikke alene til en gps-tracker. Den giver også brugeren nem adgang til et helt socialt netværk.
Hvem kan hjælpe senioren med lidt indkøb? En kort besked, og anmodningen er ude i det private netværk.

 

Norma bryder sig ikke så meget om denne feature – den kommer lidt tæt på hendes privatsfære. Min kone vil gerne have hende til at aktivere den, så hun kan få besked, hvis f.eks. elscooteren skulle løbe tør for strøm. Så må vi se, hvem der blinker først.

En mere avanceret option er appen Doro Connect & Care, som kan samle seniorers pårørende og venner i et socialt netværk og gør det muligt at håndtere alt fra nødsituationer til bestilling af varer eller udførelse af græsslåning. Denne app er tilgængelig til både iOS- og Android-enheder. Den er gratis det første år og koster derefter 39 kroner om måneden.

Norma synes, at Connect & Care virker noget langhåret, og hun er heller ikke vild med tanken om en fast månedlig udgift svarende til en halv flaske drikkelig vin. Min mavefornemmelse er, at hvis hun beslutter sig for denne opkobling, kommer min kone og jeg på arbejde med at få det hele sat op. Da Norma bor lige i nærheden, klarer vi hendes telefonting i hinandens selskab. Ellers ville vi uden tvivl støtte os til Doros gratis app My Doro Manager, som svarer til Windows’ fjernadgang og gør det muligt for os at administrere hendes 6531 fra en smartphone.

Ingen opdateringer

I modsætning til smartphones og andre computere skal en Doro ikke opdateres løbende. Selvom den kan gå på nettet, lukker den aldrig ned, fordi dens hjemmeudviklede styresystem eller øvrige software trænger til opgradering.

Doro retter og forbedrer kontinuerligt deres software, og nye telefoner fødes naturligvis med de seneste versioner. Hvis allerede leverede telefoner skal opdateres, skal de til service. Det har Norma ikke været nødt til med nogen af sine Doro’er.