Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: KEF Space One Wireless: Design og byggekvalitet i top

Briterne og tyskerne kan sagtens få tingene til at gå op i en højere enhed. Det demonstrerer KEF Space One Wireless med al tydelighed, selvom hovedtelefonen på nogle punkter ikke lever op til det, man kan forvente i prisklassen.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Forventningerne er selvfølgelig skruet en anelse op, når man noterer sig, at denne hovedtelefon er et samarbejde mellem den (som årene er gået) nærmest legendariske højttalerproducent KEF og Porsche Design.

KEF er selve indbegrebet af britisk lydteknologi, når den er bedst. Firmaet blev grundlagt i 1961 af Raymond Cooke, der havde gjort sig sine første praktiske erfaringer hos en anden markant, britisk højttalerproducent, nemlig Wharfedale. Højttalere og hovedtelefoner er fætter og kusine, men KEF's første hovedtelefon kom så sent som i 2014 som svar på det forbrugerkrav om kvalitetshovedtelefoner, der opstod midt i årtiet.

Tyske Porsche Design er noget helt andet – søsterselskab til den kendte bilproducent – men Porsche Design har kvalitetsstrategien til fælles med KEF. Til en pris på 3495 kroner befinder KEF Space One Wireless sig i en ret eksklusive klasse. Med Bluetooth aptX og aktiv støjreduktion slås hovedtelefonen med halvluksus som B&W PX og Sony WH-1000XM2.

Porsches fingeraftryk

Fingeraftrykket fra Porsche er den gennemførte, stilrene aluminiumsopbygning. Den ser selvfølgelig knaldgodt ud. Hvad skulle man ellers forvente af dette makkerskab? Og det er langt mere indbydende end plastikkonkurrenternes produkter. Læderbåndet og memory-skummet sikrer høj komfort. Det er ikke superoriginalt design, men det virker. Et minus er det dog, at hovedtelefonen ikke kan klappes sammen under transport (der er den simpelt hen for audiofil!).

Der sidder enkelte knapper på undersiden af højre ørekop – en knap til at skifte nummer, en play/pause-knap, der også bruges til at tage imod opkald, og en skifteknap til at slå støjreduktionen til og fra med.

Vi er ikke vilde med knapperne. Det er svært at skelne dem fra hinanden uden at kigge på dem, og der mangler en volumenkontrol. Her gør eksempelvis Sony det langt bedre med det trykfølsomme panel på WH-1000XM2.

Man forventer de samme smarte funktioner som i Sonys og B&W's nævnte hovedtelefoner. Vi er jo oppe i et vist prisleje her. Men du får ikke B&W's automatiske musikpause, når du løfter en ørekop. Du får heller ikke Sonys fikse funktion, hvor du lægger en hånd hen over øret for midlertidigt at sænke volumen, så lyd udefra kan slippe ind.

Effektiv støjreduktion

KEF's støjreduktion er virkelig god, på niveau med de bedste konkurrenter. Tag hovedtelefonen på, og alle lyde i omgivelserne forsvinder med det samme. Lydkvaliteten er som forventet på et højt niveau. Gengivelsen er rig og detaljeret med en klar bas. Du savner i det hele taget ikke detaljer, især ikke i diskanten.

Det er en særdeles velspillende hovedtelefon, men skal vi selv vælge vores næste hovedtelefon, så ligger de nævnte modeller fra Sony og B&W højere oppe på ønskelisten. KEF's diskant er en anelse til den hårde side sammenlignet med Sony, og der er lidt mindre varme i toppen af mellemtoneområdet.

Kort sagt: KEF gør ikke mange ting forkert. Det er et topprodukt. Men de førende rivaler i prisklassen gør det altså lige en anelse bedre på de fleste punkter.