Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: KEF LSX: Når trådløst bliver kompromisløst

Dette højttalersæt koster i underkanten af en halv snes tusind kroner. Kabinetterne er ganske små, men du kan streame til dem og lydmæssigt er sættet i særklasse. Vi har kigget på KEF LSX.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvem i alverden vil give 9000 kroner for trådløs højttalerlyd? Godt nok er der tale om et stereosæt – men så mange penge for et par lydgivere, der hver især ikke er højere end 24 cm?

Det er det forholdsvis nye højttalersæt KEF LSX, vi har fået ind på testbænken. Hvis man prismæssigt skal sammenligne denne britiske nyhed med noget (prismæssigt og typemæssigt) må det være Naim Mu-so, der leverer topkvalitetslyd fra en enkelt, ret stor og ganske smuk ”kasse”. Naim er flot integreret med Spotify, Tidal og flere andre digitale systemer og har et udvalg af indgange, så du kan tilslutte kablede signalkilder også.

Men KEF LSX er noget helt andet. LSX leverer nemlig stor lyd fra et stereosæt kompakte højttalere. Også her kan du koble dig op på tjenester som Spotify, Tidal og andre af lignende slags, og der er godt med indgange bagpå. Men det er blot en ekstra fordel med disse indgange, for LSX’erne skal først og  fremmest vælges for deres trådløse fleksibilitet.

Spiller som ægte hi-fi

Som stereosæt lyder KEF LSX mere som ægte hi-fi end stort set alle andre trådløse højttalere på markedet. Og fordi højttalerne er så små, er de meget nemme at placere i rummet. Du kan så at sige flytte din stereoscene derhen, hvor du har lyst til: på badeværelset, i stuen, i køkkenet eller på kontoret. Der er frit slag.

De er helt trådløse, undtagen hvis du vil lytte til musik i højere opløsning end cd-kvalitet, så skal de forbindes med et kabel – fra master-højttaleren til slave-højttaleren. Du kan også kabelforbinde master-højttaleren til et tv, så du nemt kan få fyldig tv-lyd.

LSX styres lidt mærkværdigt med to apps. Den ene bruges til opsætningen, og den anden til at kontrollere gengivelsen og vælge musik. Og særlig Tidal-understøttelsen er skrabet. Der er ingen anbefalinger, færre funktioner og endda lydudfald under testen. Spotify gennem Spotify Connect fungerer meget bedre. Højttaleren har i den dyreste udgave også Bluetooth.

Hul igennem

Men alle beklagelserne over softwaren smelter som sne for solen, når først musikken strømmer mod dig. Mavedunkende bas får du ikke, men det er alligevel imponerende så kraftig gengivelsen er i de dybe frekvenser. Du kan tilslutte subwoofer, hvis ikke det er nok.

Men ellers er der så meget ”hul igennem” til musikken. Der er heftig dynamik. Og scenen er overraskende stor og bred.

Det er utvivlsomt et hysterisk dyrt højttalersæt, men ikke hvis du vil være helt kompromisløs, når du er trådløs. Du kan få meget mere ydelse pr. krone ved at købe et billigere alternativ, men du kan næppe få meget bedre lyd fra noget andet trådløst højttalersæt.