Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kedeligt syn – herlig lyd

Blandt testens billigste, men lydkvaliteten er i den høje ende.

Af Kasper Nesager-Hansen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kedeligt udseende er ikke ensbetydende med, at der ikke banker et lidenskabeligt hjerte i brystet. Sony MDR-10RBT er lavet af let plastik, og farverne er kedelige, men du bliver med overvejende sandsynlighed forelsket, når du først får hovedtelefonerne på, og musikken spiller.

MDR-10RBT giver dig en fyldig bas, der ikke overdøver hverken dis-kant eller mellemtoner. Om du spiller akustisk popmusik, elektronisk baspumpende numre eller klassisk, formår Sonys grå kvinde at synge sød musik i dine ører.

Vokalen går klart igennem mellem dundrende kontrabas og trommer, mens high-hatten træder tydeligt frem i lydbilledet uden at skære i ørerne. Hvor MDR-10RBT kommer en anelse til kort er opdelingen af lydbilledet. Når du ved, at den akustiske guitar spiller i venstre side i dit favoritnummer, sidder du spændt og venter på, at den kommer i venstre side, men her snubler Sony.

Sonys hovedtelefoner sidder bekvemt takket være standardlæderbeklædningen i bøjlestangen og på indersiden af ørekopperne. Ørekopperne lukker sig komfortabelt rundt om dine ører, og du aner blot baggrundsstøjen, når du er ude blandt andre.

MDR-10RBT har en bred pallette af funktioner. Hovedtelefonerne er udstyret med en glimrende mikrofon, hvormed du er i stand til at føre samtaler med en tydelig stemme. Et lille minus er det, at fjernbetjeningen er en smule kluntet, da styrefunktionerne ikke er samlet på et sted, men tre. Dermed skal du både bruge højre og venstre hånd, når du skal kontrollere hovedtelefonerne.