Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kaspersky hjælper politiet

Et nyt samarbejde mellem Rigspolitiets National Cyber Crime Center – NC3 – og Kaspersky Lab bygger på en gensidig aftale om at dele ekspertviden og information om it-trusler.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Formålet er at styrke myndighedernes mulighed for at bekæmpe it-kriminalitet. Cyberkriminaliteten vokser nærmest eksplosivt, og i takt med digitaliseringen stiger ligeledes omfanget af forbrydelser begået online.

Truslerne indebærer flere efterforskningsmæssige udfordringer for politiet. Blandt andet er cyberkriminaliteten ofte grænseoverskridende, hvilket gør opklaringsarbejdet komplekst og tidskrævende, da det skal foregå på tværs af lande og retssystemer. Et andet grundlæggende problem er, at produkter og onlinetjenester generelt er usikre, og at it-sikkerheden er op til forbrugerne selv.

 ”Vi har en forventning om, at det nye samarbejde med Kaspersky Lab kan hjælpe os med særligt kompliceret it-kriminalitet. Den hollandske pendant til NC3 har opnået rigtig fine resultater via deres samarbejde med Kaspersky Lab, og det har vi fulgt nøje med i,” siger Kim Aarenstrup fra NC3.

I øvrigt meddeler Kaspersky, at efter en periode med færre finansielle malwareangreb er antallet af angreb designet til at stjæle penge og værdifulde finansielle oplysninger igen for opadgående. Kaspersky Lab rapporterer en stigning på hele 46 procent i 2016 sammenlignet med 2015. Forklaringen på de it-kriminelles øgede interesse for finansiel malware er den stigende økonomiske gevinst ved at inficere smartphones.