Kandao, hvem? Det var reaktionen, da vi fik en pressemeddelelse fra elektronikleverandøren Boston Distribution. Avancerede videokonferencesystemer er Kandaos niche, og ambitionsniveauet fejler ikke noget.
Det testede Meeting 5-mødekamera er ikke ligefrem billigt, men det ligger i den lave ende af firmaets sortiment, der spænder helt op til kameraer med 12K-opløsning, 360 graders dækning, 3D og VR.
Kandao Meeting S er rettet mod b-t-b-markedet og er et forholdsvis kompakt mødekamera – lidt tykkere og højere end to coladåser stillet oven på hinanden.
Det adskiller sig fra små webkameraer og konferencesystemer, der trækker datakraft fra en computer, ved at have en ret kraftig processor, som understøttes af 64 GB hukommelse og kører Android-styresystemet i version 10 – med andre ord en indmad som en mobiltelefon.
Det kan selv afvikle Zoom og lignende mødeapps. Det kan gå både trådløst og kablet på et lokalnetværk, og det kan ydermere fungere som almindeligt webkamera i forbindelse med en computer.
Der går efterhånden længe imellem, at vi tester it-enheder, som ikke kan styres med en app. Til gengæld kommer Meeting S med en gedigen fjernbetjening med plads til fingre i menneskestørrelse, og den bliver leveret med en endnu større sjældenhed: nul batterier.
Ok, et par AAA-batterier ruinerer ikke AOD, men det undrer os endnu mere, at fjernbetjeningen ikke ankommer parret til det produkt, den skal styre. Det er et spørgsmål om at trykke og holde på to knapper, men ærligt talt …
Efter at have rodet lidt rundt valgte vi den ultimative udvej: at følge den primitive manual og starte med at slutte mødekameraet til en skærm med et HDMI-kabel (heller ikke med i kassen).
Så gik det nemt at komme i gang og få liv i fjernbetjeningen, som har en bevægelsesfølsom markørfunktion, og desuden tilsluttede vi en halemus, koblede os på husets Wi-Fi, installerede Zoom og opdaterede software.
Når denne opsætning først er klaret, er det intet problem at bruge et medfølgende USB-C-kabel og oprette forbindelse til en computer. Her fungerer Meeting S også umiddelbart med både Windows Kamera og Zoom.
”Astronaut-hjelmen” på toppen af Meeting S sidder fast, og Kandao udnytter kameraobjektivets enorme dækningsområde på 180 grader til at kunne fokusere og zoome både billede og lyd ind på de aktive personer i synsfeltet.