Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kan Windows 8 klemmes ned på 8 tommer?

Iconia W4 giver dig et komplet Windows 8.1-system og Office-pakke i en lille 8”-tablet. Lige til at have med i jakkelommen. Men giver det mening at klemme Windows 8 ned i så lille et format?.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi har hidtil været vant til, at små mobile enheder var begrænsede i deres funktionalitet og primært var tiltænkt lettere opgaver såsom underholdning og internet.

Da Microsoft kom med Windows 8, udsendte de således styresystemet i den tablet-venlige RT-udgave. Den synes dog efterhånden at være forsvundet helt, og i stedet ser vi apparater som Iconia W4, der på trods af sine supermobile 8” giver dig en komplet og kompromisløs pc-oplevelse med fuld Windows 8.1 og medfølgende Office-pakke.

Udmærket ydelse

I maskinen sidder en 1,8 GHz Intel Atom Z3470 dual core-processor, som selvfølgelig ikke er alverden i forhold til det, du får i en god bærbar, men ikke desto mindre er tilstrækkeligt til, at man får en ganske smidig oplevelse. Alt for mange apps skal man dog ikke køre samtidig, før maskinen begynder at få besvær med at holde tempoet.

Skærmen er ligeledes af udmærket kvalitet, men heller ikke ligefrem overdådig med sine 1280 x 800 pixel. Da der blot er 8” at dække, er det dog fuldt ud rigeligt til et fint billede. Ikke mindst fordi der er anvendt ips-panel, som sørger for fine betragtningsvinkler og flot farvegengivelse.

Behagelig at håndtere

Designet feljer så vidt heller ikke noget, selvom det måske kan virke en smule smagløst at lade plasticbagsiden efterligne børstet aluminium. Den lille tablet er dog rimelig robust og behagelig at håndtere.
På bagsiden finder du et kamera på 5 MP, mens der på fronten er et 2 MP-kamera til videochat. Siderne er beklædt med indgang til MicroSD-kort samt de gængse tilslutninger og en fin bonus i form af micro-HDMI.

En tablet for de få

Teknisk er der således intet i vejen med Iconia W4. Spørgsmålet er blot, om en tablet som denne har særlig megen berettigelse.
Vælger du at bruge den som desktop-baseret Windows-enhed, er skrivebordet selvsagt så mikroskopisk lille, at det er en udfordring at navigere uden en pen.

Man bliver også meget hurtigt træt af at arbejde med Word-dokumenter, hvis man udelukkende gør brug af touch-tastaturet. Et eksternt tastatur er således mere eller mindre en nødvendighed for at få ordentligt udbytte af de ekstra muligheder, en fuldt udrustet Windows 8-tablet kan tilbyde. Skal du slæbe rundt på sådan et, ryger en del af mobiliteten imidlertid, og så er der ikke megen pointe i en tablet som denne.

Det betyder dog ikke, at det lille apparat ikke kan være det helt rette for visse brugere, og med Iconia W4 får disse en helt igennem velfungerende tablet.