Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kan Microsoft sende din bærbare på pension?

Med den nye Surface Pro 3 har Microsoft skabt en mobil multimaskine, der uden at fylde mere end en tablet, giver dig alt, hvad du behøver i en bærbar pc.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En tablet er smart, når du vil surfe på nettet, tjekke Facebook eller se lidt video. Til arbejde duer den knap så godt. Her er en almindelig bærbar bedre. Derfor ender man ofte med at slæbe to apparater med på farten.
Det er der imidlertid ikke nogen grund til. Med Surface har Microsoft vist, hvordan man kan samle funktionaliteten fra begge apparater i én elegant enhed, der ikke fylder mere end en tablet.

Surface Pro 3, der fås fra 6199 kroner uden tastatur, er den seneste i rækken, og her er tale om den største opdatering af Surface, siden serien så dagens lys i 2012. På én gang er den blevet mere mobil og samtidig stærkere og mere alsidig end nogensinde før.

Slank enhed med stor skærm

Selvom Surface Pro 3 både er tyndere og lettere end sine forgængere, så er skærmen vokset. Med 12" er den flotte ClearType-skærm nu på størrelse med den, du finder i mange bærbare computere, og den er således perfekt til film og mere seriøst arbejde i Office-programmer og lignende. En forøget skærmopløsning på 2160 x 1440 pixel giver et knivskarpt billede, og hver skærm er individuelt farvekalibreret fra fabrikken, så du får en flot og naturtro farvegengivelse.

Styresystemet er som altid Windows Pro – denne gang i den nye version 8.1. Med den todelte brugerflade har du mulighed for at styre Surface som en tablet via de store ikoner på startskærmen, og samtidig arbejde helt som du plejer på din desktop-pc, når du skifter over til det traditionelle skrivebord.

Det hele kører flydende takket være en Core i5-processor på 1,9 GHz. Den giver kræfter til langt det meste, men maskinen fås også med Core i3 og i7 samt ram og lagerplads i forskellige mængder, så du kan få en maskine, der matcher dine behov.

Batterilevetiden, som er af afgørende betydning for en mobil enhed som denne, er vokset, så den nu kan hamle op med de bedste tablets. Du får op til ni timers websurfing på en enkelt opladning. Selv uden at komme i nærheden af en stikkontakt får Surface dig snildt gennem en arbejdsdag.

To 5 MP-kameraer og tilslutninger som USB-3.0, mini displayport og microSD-kortlæser sikrer desuden, at du har, hvad der er behov for i både en tablet og en bærbar.

Stor fleksibilitet

Den karakteristiske Kickstand, som gør det muligt at stille Surface oprejst, har også fået en kærlig behandling. Den kan nu bukkes stort set hele vejen bagover. Så er det nemmere at placere Surface. Eksempelvis er det en fordel at kunne lægge enheden ned – med blot en lille hældning – når du skriver eller tegner med pennen, der følger med.

Den redesignede aluminiumspen er nu indrettet så smart, at du blot med et tryk på knappen i toppen åbner noteprogrammet OneNote.
Til Surface Pro 3 er også designet et nyt Type Cover, der både fungerer som tastatur og cover. Meget tiltrængt har det fået en større touchpad, og det er blevet mere robust.

Der er nu mulighed for at bukke det op mod skærmen, hvilket giver bedre ergonomi, når du sidder og skriver, samt en større fleksibilitet i forhold til at positionere Surface. Således er det nu muligt at få en nogenlunde behagelig skrivestilling, selv når du sidder med Surface i skødet.

Når nu tastaturet udgør en essentiel del af Surface-oplevelsen og ikke kan undværes, hvis du vil have det fulde udbytte af maskinen, er det ærgerligt, at Microsoft ikke inkluderer det i pakken. I stedet sælges det separat, men det giver så til gengæld mulighed for, at du selv kan vælge den farve, du foretrækker.

Klarer det hele

Man kan med rette være skeptisk over for Windows som tabletsystem, for det er hverken helt så intuitivt eller ligeså velforsynet med apps, som konkurrerende systemer. Men det lærer man hurtigt at leve med, for alsidigheden i et fuldt Windows 8.1-system gør, at der ikke er grænser for, hvad du kan foretage dig med Surface Pro 3.

Når du samtidig kombinerer det med en superflot 12"-skærm, en stærk processor og et gennemført udvalg af tilbehør, er det svært at se, hvad vi skal med den klassiske bærbare, og hvorfor man dog skulle slæbe rundt på to apparater, når du kan klare det hele med en Surface. Det skulle da lige være på grund af prisen. For helt billigt er dette kvalitetsprodukt uanset konfiguration bestemt ikke.