Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kameraet der ikke skulle være

Canons EOS M er det uønskede barn som var en nødvendighed, og tak for det!.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Canon har længe annonceret, at de ikke ville komme med et systemkamera. Nu er der alligevel kommet en lille af slagsen til verden. Og “det uønskede barn” er en herlig efternøler. Systemkameraet har længe holdt sejrsfest, mens branchens største har holdt sig fra dette ”nymodens pjank”. Canons argument har været, at de har en perlerække af gode kameraer, som er kompakte og indeholder så meget zoom i det faste objektiv, at det spejlløse koncept er ligegyldigt.
Fint nok - det er ikke helt ved siden af. Men når nu os forbrugere synes, det er ret lækkert med et kompakt kamera, hvor vi selv kan vælge objektiv og have mange af de fordele man finder i et DSLR. Ja så bliver verdens største også nødt til at bøje sig. Og tak for det.

Bedre sent end aldrig
For når man har den knowhow, som Canon har fra både kompaktkameraer og især DSLR til forbrugerpriser. Ja så er slaget ikke tabt på forhånd selvom om Oplympus og co er i gang med gud ved hvilken generation af systemkameraer. Og Canon har da også virkelig lagt sig i selen for at komme med et unikt produkt. Det er tydeligt, at man ikke har panikket for at få et produkt på gaden. For det første indtryk af Eos M er solidt. Et gedigent kamerahus, der ligner lidt et forvokset Ixus og på det et ret markant objektiv. Det betyder, at Eos M fremstår meget lækkert men også fysisk lidt stort. Objektivet klarer fra 18-55 mm og med en gangefaktor på 1,6 passer det fint i det område, man har brug for. Det giver et godt arbejdsområde og meningen med de spejlløse er jo netop ,at du kan tilkøbe andre objektiver, hvis du har behov for andet. Pt er der kun dette og et lille ”pancake” at vælge mellem, men flere kommer til.

Med indmad fra prosumer
Eos M’s store objektiv er ikke kun for sjov. For når man nu har været så rundhåndet at udstyre den med samme 18 megapixels billedsensor som i Canons bedre DSLR modeller, kræver det også objektiver, der kan følge med. Med andre ord har Canon gjort meget for at her er tale om en seriøs spiller.

Så kvaliteten bør være i orden - og det er brugervenligheden i den grad også. Kameraet har kun et minimum af knapper, og dem der er, er lette at komme til. Især den let skråstillede udløser knap, hvor du også kan skrifte mellem at filme og skyde stills manuelt eller automatisk fungerer godt. Og som de mindre kameraer har du også automatisk motivgenkendelse samt en masse funktioner, der kan få dig til at ligne en mesterfotograf. For eksempel at skabe baggrund uden fokus, så kun det i forgrunden står skarpt. Et gammelt kneb som mange fotografer bruger - sæt objektivet på fuld blændeåbning, zoom ind og stil skarpt på for eksempel en person. Super effekt, som Eos M kan klare med tryk på en knap, eller via LCD skærmen for den sags skyld - den er nemlig trykfølsom.

En værdig konkurrent?
Milliondollar-spørgsmålet er så, om Canon er for sent ude eller om de ved at sætte alle sejl til - herunder også at kunne filme i Full HD, er en værdig konkurrent til dem, der har været her længe. Og svaret er et rungende ja. For det har kvaliteter billede- og funktionsmæssigt, som vi ikke finder helt magen til hos konkurrenterne. Det har en lækker stoflighed/naturlighed i billederne samt en glød i farverne, der er meget flot at se på. Det er tydeligt at objektivet sagtens kan honorere den høje opløsning. Atutofokus er ikke så kvik som især Olympus, til gengæld er Eos M ekstremt brugervenligt. Og det er det sidste kombineret med den høje kvalitet, der gør det til en værdig konkurrent til Olympus, Nikon, Samsung eller de nye fra Sony. Eos M formår at være sin egen og er en perle for dig, der gerne vil have et spejlløst kamera i entusiastklassen.