[TEST]: Jooki højttaler

[TEST]: Jooki højttaler

Share

På det store marked af trådløse højttalere er den farvestrålende Jooki noget så specielt som en højttaler rettet mod børn.

Jooki startede som en kickstarter-kampagne, og er nu på markedet i Danmark. Fidusen ved Jooki er, at børnene selv kan styre deres musik via de fem medfølgende figurer (eller andre flade tokens), der placeres på toppen af højttaleren. Disse figurer fungerer som ”tredimensionelle cd’er”, da du kan fylde dem med forskellige playlister af dine børns yndlingsmusik samt lydbøger.

Der var allerede fyldt musik på vores, men via en webbrowser, var det nemt at administrere figurerne, omdøbe dem og tilknytte nye playlister, som oprettes ved at trække din musik over i browserens vindue. Der er også en app til iOS og Android, hvor du kan administrere din Jooki.

Jooki kan afspille MP3-filer, AAC osv., som du f.eks. har rippet fra dine cd’er, musikfiler du har købt i iTunes, og har du en betalingsversion af streamingtjenesterne Spotify eller Deezer, kan du også benytte disse til at tilknytte musik til figurerne. Jooki virker via Wi-Fi og har Bluetooth, men den kan også benyttes offline, så du kan tage højttaleren med dig rundt.

Se også:  Amazon Echo Plus [TEST]: En lille børnesygdom - men ellers svær at slå

Vores små testpersoner fandt selv ud af at tænde Jooki samt ”spole” via knapperne på oversiden. Disse var (i modsætning til meget andet elektronik) lidt hårde at trykke. Begejstringen var stor hos børnene, og der blev hurtigt leget stopdans, og lyttet den musik igennem, der var på figurerne – selv ”voksen”-musikken vagte glæde, når man selv kunne styre den.

Idéen er rigtig god, og mange børn har glæde af at have noget rent taktilt at kunne knytte musikken til. Prisen ligger i den høje ende, men lyden er god og kvaliteten på produktet ret robust.

Via appen kan du bestemme, om lyden skal være begrænset (så børnene ikke kan skrue alt for højt op), slukke Jooki, hvis børnene falder i søvn til musikken m.m. Der er også stik til hovedtelefoner, mulighed for isættelse af MicroUSB, og højttaleren oplades via USB.

Se også:  BuddyPhones Play [TEST]: Hørebøffer til børn

Der er ca. 8 timers batterilevetid. Desværre er der ingen batteriindikator, så du kan ikke se, om du bør smide den på batteri, før du skal ud ad døren, og den medfølgende USB-ledning er meget kort.

Derudover er det en skam, at Jooki ikke virker med Apples musikstreamingtjeneste (som Sonos) men kun dit købte iTunes-musik, så bruger du normalt denne tjeneste kan det blive en dyr fornøjelse at hælde musik på dine figurer. Disse ting til trods ender vi alligevel på fire stjerner og en anbefaler, pga. den gode kvalitet og den store popularitet i funktionaliteten hos børnene.

Jooki højttaler

Sammenfatning

Pris: 1599 kroner

4
Del denne