Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Jerntronen over dem alle

Den verdensomspændende seersucces og højt præmierede serie Game of Thrones er klar med hele sæson 4 på dvd og Blu-ray. Og serien er bedre og mere spændende end nogensinde...

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Middelalder-fantasy tv-serien Game of Thrones har fascineret tv-seere verden over, og nu er fjerde sæson i rækken af HBO’s massesucces klar på Blu-ray og dvd.

Hvis ikke du har set de første tre sæsoner af den spændende serie og starter helt forfra på serien, er der mange timers god underholdning i vente, og det er ikke kun seerne men anmelderne, der hylder serien. De første sæsoner af Game of Thrones har nemlig vundet intet mindre end 32 priser såsom 9 Emmy’er og en Golden Globe. Game of Thrones er baseret på romanerne ”A Song of Ice and Fire” af forfatteren George R. R. Martins.

Ingen hovedpersoner

Måske er en af brikkerne til seriens store succes, at den helt utraditionelt ikke har en række faste hovedpersoner, som vi ellers kender det fra stort set alle andre tv-serier. Det gør historien meget uforudsigelig, da det
bliver sværere at regne handlingen ud og måske ender den person, du holder med, med at dø i næste afsnit. Heldigvis kan vi også i den nye sæson opleve danske Nikolaj Coster-Waldau i en af de bærende roller.

Handlingen i Game of Thrones-serien finder sted i middelalderen i kongeriget Westeros og baserer sig på mere traditionelle temaer som magt, ære og forræderi. Vi følger syv familier i syv kongedømmer, der alle kæmper om at opnå kongedømmet og den eftertragtede og for serien ikoniske jerntrone. I seriens første tre sæsoner vælter det med konger, dronninger, riddere og løgnere og luften er tyk af triumfer og nederlag.

I den fjerde sæson sidder Lanninster-familien på jerntronen, men familien kan ikke vide sig sikker mod deres fjender. En hær bliver genoprettet, et bryllup skal stå, og folk står i kø for at genvinde jerntronen …

Flere sæsoner på vej

Uden at afsløre for meget kan vi sige, at fjerde sæson af Game of Thrones er fuldt på højde med de første tre afsnit og, når du har set denne sæson, kan du glæde dig over, at HBO har bekræftet både en femte og sjette sæson af serien.

Der er også gentagne rygter om Game of Thrones som spillefilm. Det er endnu ikke bekræftet, men forfatteren bag bøgerne, George R. R. Martins har udtalt, at han gerne så serien filmatiseret som spillefilm som afslutning på alle sæsonerne.

Jerntronen eller ”The Iron Throne” er ikonisk for Game of Thrones. Det er på denne trone, at kongen over de syv kongedømmer sidder. Det er dog ikke kun kongen, der kan få æren af tronen men også hans højre hånd. Jerntronen befinder sig i byen King’s Landing i the Great Hall.

Den imponerende jerntrone var i bogen ”Game of Thrones lavet af 1000 sværd, som blev overdraget til kongen Aegon i krigen ”War of Conquest”af hans fjender. Aegon var den første konge over de syv kongeriger. Disse sværd blev smeltet sammen til tronen af Aegons drage Balerion the Black Dread, og Aegon fik tronen lavet, så den ikke er behagelig at læne sig tilbage i. En konge skal ikke slappe af…

1000 lyder af mange sværd og rent faktisk består den trone, de bruger i filmatiseringen af serien, da også ”kun” af mindre end to hundrede. Den filmiske version af tronen er også en del pænere og mere symmetrisk end den jerntrone, som forfatteren George R.R. Martin havde i tankerne i bogen. Her var det en stor grim og assymetrisk jerntrone, der fyldte det meste af et rum.

• Game of Thrones havde premiere i Danmark den 4. maj 2011
• Hvert afsnit koster 6 millioner dollars at lave – en pris der stiger hver sæson
• Optagelserne af serien finder blandt andet sted i Kroatien, Irland, Marokko, Skotland, Malta og Island
• Der er syv bøger i serien ”A song of Ice and Fire”, som serien er baseret på
• Game of Thrones fås også som spil til pc og konsoller

Fakta:
Produkttype: DVD og Blu-ray
Udkommer: 16. februar
Leverandør: Warner Home Video