Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: JBL Reflect Flow: Lækkert trænings-headset, helt uden ledninger

Helt trådløse in-ear-hovedtelefoner – også kaldet true wireless – stormer frem på markedet, og det gælder også til træning. JBL ligger helt i front i dette marked, og med det nye true wireless træningsheadset, skuffer de ikke.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

JBL Reflect Flow har først og fremmest længere batterilevetid end sine forgængere og leverer hele 10 timer samt intet mindre end ekstra 20 timer i det medfølgende etui. 5 minutters lynopladning giver desuden en times brug.

Reflect Flow har udskiftelige øretipper samt vinger, der sikrer, at de sidder ekstra godt i ørerne og ikke faldt ud, trods vores ihærdige forsøg. Derudover er de IPX7-certificerede, så de klarer vand og sved.

For at imødekomme dem, der både træner ude i trafikken eller indendørs, kan du hurtigt via den ene øreprop aktivere en ”Ambient Aware” og ”TalkThru”-indstilling, så du får chance for at lukke lidt af omgivelserne ind og høre biler, cykler m.m. Det er rigtigt praktisk, når man træner under blandede forhold – eller hvis du vil høre en kollega tale til dig på kontoret. Derudover kan du via to hurtige tryk på højre øreprop aktivere din digitale assistent som Siri eller Google Assistant, skifte nummer, tage telefonopkald m.m.

God lyd og lang batteritid

Det er dog ikke kun den gode pasform og de smarte funktioner, der gør headsettet til en af vores favoritter til træning – også lyden er helt i top med en flot og god bas, der ikke mudrer til. Mellemtone og diskant er også klart, og tilsammen giver det en solid lydoplevelse, som er en af de bedste, vi har hørt i et sportsheadset.

De eneste få anker, vi har, er, at etuiet er til den lidt store side og ikke passer godt i lommen (til gengæld får du tilsammen 30 timers batterilevetid), og så kunne vi godt ønske os, at der var en genvej til at skrue op og ned for volumen (udover at aktivere ambient-aware).

Vil du ud og investere i et sæt helt trådløse hovedtelefoner til træning, bør du overveje JBL Reflect Flow som et af de første.