Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: JBL Quantum One: Et større lydunivers til dine spil

De mindste detaljer kan være afgørende, når slaget står på den digitale slagmark. Lyden af et lille fodtrin kan være det der gør, at du lokaliserer fjenden, før han får ram på dig. Det kræver et headset, der er gearet til opgaven, og lige præcis det er Quantum One, der har sin helt egen specieludviklede surround-teknologi.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er JBLs første rigtige gaming-headset, og man ikke ligget på den lade side i udviklingsafdelingen. Quantum One kommer med sin helt egen specialudviklede teknologi til surroundlyd.

QuantumSPHERE 360 er baseret på 7.1 surround, men er i virkeligheden nærmere 7.4.1, da den tilfører en ekstra dimension af vertikal positionering i lydbilledet. Lydenes placering kan ikke kun identificeres i en flad omkreds af 360 grader, men også i højden. Så hvis en helikopter kommer tordnende i luften skråt bag dig med maskinkanonen på fuld blæs, kan du med rolig præcision vende dig plaffe den ned med din bazooka. Eller noget i den dur.

Det er faktisk ret velfungerende. Teknologien giver en flot fornemmelse af de rumlige forhold i spillet og et præcis lydligt match til det du ser på skærmen.

Kalibreres til dine ører

For at få det fulde udbytte skal headsettet forbindes med det medfølgende USB-kabel til en pc. Du vælger så fuld plade på 7.1-surround-indstillinger i computeren lydmenu.

Herefter skal der foretages en særlig kalibrering til dine ører. Det sker med en lille -in-ear-mikrofon, der sættes skiftevis i det ene og det andet øre. Det er nemt og tager ikke lang tid.

Effekten er hørbar. I vores tilfælde gik lyden fra lettere mudret og alt for bastung til klar og detaljeret. Diskanten var dog lige lovlig hidsig. Generelt synes det svært for headsettet at ramme den rette balance mellem en bund der ikke mudrer og en top, der ikke skærer, men der er mulighed for at finjustere lyden med en EQ, og det kommer man faktisk langt med.

Alsidigt headset, men bedst til gaming

EQ'en finder man i QuantumENGINE 360-programmet, hvor alle andre indstillinger også foretages - eksempelvis tilpasning af lyseffekterne uden på headsettet. Det er smag og behag hvad man synes om den slags. Lad os sige det sådan, at vi var glade for at man kunne slå dem fra.

For så er Quantum One faktisk både et nydeligt og behageligt headset, der også fint kan fungere på kontoret. Der er indbygget noise cancelling og en glimrende aftagelig mikrofon, så man kan foretage samtaler.

Det kan nemt kobles til både konsoller og smartphones, dog får man ikke her mulighed for at udnytte QuantumSPHERE 360-teknologien. Og den må siges at være headsettets største styrke. Til musik og underholdning i ganske almindelig stereo findes der bedre headsets til prisen, men når QuantumSPHERE 360-teknologien får lov at komme til sin ret i et godt pc-spil, så kan det her headset noget ganske særligt.

Pris: 1.899 kroner