Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: JBL Charge 5: Bærbar festhøjttaler deler ud af strømmen

Simpel og velspillende Bluetooth-højttaler med så stort et batteri, at den kan dele ud af strømmen.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Skal du afsted i vildmarken eller på festival (lad os håbe at det snart kan ske igen), så er stemmestyring og andre smarte features ret ligegyldige. Her handler det om de helt basale egenskaber som god lyd og lang batterilevetid (og du skulle nødigt gå glip af de seneste sportsresultater). Begge fordele leverer Charge 5 i rigt mål.

Der er tale om en torpedoformet højttaler på knap et kilo. Den er større end både Streetz, Sonos og Creative, men relativ nem at transportere – i en rygsæk, en cykelkurv eller bare i hånden.

En IP67-certificering sikrer, at den er beskyttet mod vand og støv, så du skal ikke være bange for at tage den med til poolparty eller fest. 

Opladning sker via USB-C, og mobilen kobles til med Bluetooth 5.1, så den er fint up-to-date på teknologien.

Charge 5 er skabt til at ligge ned. Skridsikre gummifødder sørger for, at den ligger nogenlunde sikkert. På toppen er store, lettilgængelige gummiknapper, som gør det helt lige til at betjene højttaleren.

Der findes også en app til Charge 5. Den kan dog ikke meget andet end at opdatere højttaleren og parre denne med andre JBL-højttalere. Det sker med den såkaldte Partyboost-funktion, som gør, at du kan få betydelig større lyd, når du lader flere højttalere spille i kor. Desværre er det ikke muligt at lave ægte stereo med to højttalere.  

Åbent lydbillede

Selvom man utvivlsomt får større lyd ved at koble flere højttalere sammen, kommer man langt med blot én Charge 5, når der skal fyres op i festen eller heftig stadionlyd skal gengives. 

Der er godt med bund i den lille højttaler, men det er faktisk ikke bassen, der dominerer. Der er flot klarhed i det øvre spektrum, så du får en åben og velafbalanceret lydoplevelse, der fungerer til mange typer musik. I lydkvalitet ligger den tæt op ad den dobbelt så dyre Bose Portable Home Speaker, dog uden helt samme dybde i bassen.

Holder liv i mobilen

Batterilevetiden er cirka 20 timer ved moderat volumen. Du kan derfor være ret sikker på, at festen går død før højttaleren. Kun den dyre B&O-højttaler overtrumfer på dette felt. 

Det er således et stort batteri, der sidder i, og strømmen får du lov at udnytte til mere end blot musik.

Bag en gummiklap sidder en USB-port. Når du kobler mobilen til denne, oplades den via højttalerens batteri. Genialt, hvis du er på vildmarkstur eller festival og mobilen er ved at gå død.

Med en kapacitet på 7500 mAh er der strøm nok til cirka to opladninger af de fleste mobiler.