Det vælter frem med trådløse earbuds, der er fulde af avanceret lydteknologi og smarte funktioner. Det er dog langtfra alle, der er lige velegnede til sport og træning.
Ofte må man gå lidt på kompromis med lyd og funktioner, når man vælger et sportsheadset. Men ikke hos Jaybird. Producenten har specialiseret sig i netop denne type.
Vista er topmodellen, og her har vi at gøre med anden generation. De er væsentligt mere hårdføre og vejrbestandige end det gængse sæt earbuds. Ifølge Jaybird er de testet efter amerikanske militærstandarder. De er knusningssikre, faldsikre og certificeret med IP68 for vand-, sved- og støvtæthed. Selv etuiet er vandafvisende med IP54-certificering. Vi havde derfor ingen skrupler ved at tage dem en tur ud at løbe, selvom tunge skybrudsskyer truede i horisonten.
De særlige Sport Eargels føles behagelige i øret, og en lille krog sikrer, at Vista 2 ikke ryger ud, selvom du træner godt igennem.
Lyden leveres af 6 mm-drivere, hvilket umiddelbart ikke lyder af det helt store, men de giver faktisk et flot og bredspektret lydbillede med tilstrækkelig bund, til at du uden problemer kan mærke pulsen. Der er rigelig klarhed i det øvre spektrum, til at du kan fornemme de fine deltaljer.
Vi har ikke hørt bedre i et fitness-headset til denne pris, men bevæger vi os uden for denne specifikke kategori kunne vi godt nævne et par eksempler.
Med aktiv støjreduktion og hear-through er der, hvad man forventer i et sæt øretelefoner af den bedre klasse. Støjreduktionen er fin, men det vil nok være hearthrough, man bruger mest. Den lukker lyde fra omgivelserne ind og kan endda forstærke dem, så du kan høre, hvad der sker omkring dig, selvom du løber med musik i ørene.
Der er også fine mikrofoner indbygget, så du kan foretage telefonopkald, og Vista 2 har en brugervenlig mobilapp til styring af diverse funktioner.
Du får op til 8 timers batteritid på 16 timer i æsken, hvilket er ganske glimrende. Ønsker du et førsteklasses headset til udendørs sportsaktiviteter, bør Vista 2 være øverst på listen.
Pris: 1499 kroner