Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Jabra Engage 55: Sikkert headset til samtaler

Engage 55 fra danske Jabra er i sit dybeste fundament bygget til samtaler.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det fås i en mono-udgave, men her tester vi stereoudgaven, som gør sig lidt bedre, hvis du skulle få lyst til at høre musik eller sætte en video på. Den opgave klarer headsettet faktisk over forventning. Det er ikke hi-fi, men lyden står fint og klart, uden bulder i bassen.

Netop klarheden, især i mellemtonen, uden forstyrrende frekvenser i det nedre spektrum, gør, at samtaler får den skarphed og tydelighed, som giver Engage 55 sin berettigelse.

Du hører støjen

Man kan dog blive vildledt. Når man læser producentens beskrivelse af Engage 55, fremgår det, at der er støjreduktion, altså afskærmning af støj til dine ører, altså en funktion, der giver ro på din side af samtalen. Det er ikke tilfældet her.

Støjreduktionen sidder ikke i ørekopperne. Lyden siver faktisk ret nemt ind bag de små puder, og derfor er man udsat, hvis man befinder sig i et lokale, hvor der snakkes meget. Heldigvis rækker headsettets trådløse forbindelse ikke mindre end 150 meter, så man har i det mindste mulighed for at bevæge sig væk fra støjen.

Forbindelsen er i øvrigt sikret med militærklassificeret 256-bit kryptering, så samtaler ikke sådan lige kan opsnappes af lidt for nysgerrige ører.

Brugeren kan selv justere lydniveauet på ørekoppen, og Jabra SafeTone 2.0 samt Acoustic Shock Prevention hjælper til at beskytte din hørelse ved at reducere potentielt skadelige støjniveauer og normalisere volumen.

Tal uden forstyrrelser

Støjreduktionen sidder i mikrofonen. Det er derfor personen i den anden ende af øret, der får glæde af den. Den hindrer omgivende støj i at forstyrre din tale. I kombination med stemmeforbedrende teknologi sørger den for, at din tale går klart og tydeligt igennem.

Det lyder, som om man har sat en hård gate på, der åbner for lyden, når du taler og lukker helt, når du ikke gør det. Der er derfor bomstille i pauserne mellem dine ord. Ret effektivt.