Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Jabra Elite 85T: Nul støj og høj lydkvalitet

Den nye Jabra Elite 85T giver effektiv støjreduktion og meget høj lydkvalitet. Prisen på 1999 kroner gør dog, at de i den grad hører til i luksusklassen.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den nye Jabra Elite 85T er en oplagt kandidat til titlen som en af de bedste, helt trådløse in ear-hovedtelefoner på markedet nu.

85T er noget større end lillebroren 75T, men sidder faktisk bedre til i øret. Du har næsten fuld frihed til via app at indstille, hvordan øretelefonens knapper skal bruges til at tage opkald og styre musik. Du kan også meget præcist styre, hvor meget støjreduktionen skal fungere.

Effektiv støjreduktion

Det er netop de fordele kombineret med den høje kvalitet, der gør 85T til noget særligt. Tilmed er støjreduktionen særdeles effektiv (via hele seks mikrofoner) og holder rigtig godt al uønsket lyd ude. Når den vælges, kan du meget let høre, hvor stor effekten er. 

Reduktionen har dog hørbar negativ effekt på lydkvaliteten. Musikken bliver mere klemt, der er knap så meget luft i toppen, og lyden får mindre albuerum. Du kan skrue lidt ned for støjreduktionen for at finde det kompromis, du synes er bedst. Støjreduktionens negative indflydelse på musikkvaliteten gælder dog for alle hovedtelefoner. 

Blandt de allerbedste

Helt uden støjreduktion er der en klarhed, dynamik og naturlighed i lydbilledet, som vi sjældent har hørt bedre. Du skal have fat i pristilsvarende konkurrenter fra Sennheiser eller JBL for at opnå samme høje lydkvalitet. Disse har dog ikke samme høje niveau i støjreduktion som Jabra. Det er derfor, at sættet er den ukronede konge blandt luksus-øretelefonerne lige nu.

For: Høj lydkvalitet, effektiv støjreduktion.

Imod: Pris i entusiastklassen.

Samlet vurdering: 5/6 stjerner