Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Jabra Elite 75T: Helt trådløs og fuldstændig perfekt

Med Elite 65T ramte Jabra opskriften på et sæt helt trådløse in-ears nærmest til perfektion. Så hvordan overgør man lige det?.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det gør man først og fremmest ved at klemme størrelsen på øretelefonerne og æsken 20 procent ned og samtidig give mere batteritid. Det er ret imponerende, at man har kunnet lave de nye Jabra Elite 75T så små. Vi må faktisk sige, at vi nu er der, hvor de helst ikke skal blive mindre. Man skal jo også lige kunne få fat i dem. Æsken er så lille, at den faktisk forsvandt i vores jakkelomme en dag. Vi troede vi havde glemt den.

Batterilevetiden er oppe på 28 timer sammenlagt. Øretelefonerne holder i sig selv 7,5 timer på en opladning. Elite 75T sidder perfekt i ørerne, i hvert fald vores. Helt stabilt og med effektiv afskærmning fra omgivelsernes lyde. Vil du lukke lyd ind, kan du gøre det via HearThrough-funktionen, hvorfra graden af indkommende lyd kan justeres. Det sker i appen Sound+.

Her er også muliglighed for at foretage lydindstillinger med en indbygget EQ, aktivere soundscapes, foretage opdateringer og konfigurere digitale assistenter. Elite 75T fungerer både med Siri, Alexa og Google Assistant. De kan aktiveres med et enkelt tryk på den ene øretelefon.

Lyden har fået et lille løft. Sammenlignet med forgængeren er der mere bund og fylde. Det er ret imponerende, at man kan frembringe den slags bas i så små enheder. Der mangler absolut intet i de nedre spektre.
Heldigvis er resten af frekvensområdet også fint dækket ind, så man får en flot balanceret gengivelse.

Avancerede mikrofoner sikrer, at headsettet også gør sig rigtig glimrende til telefonsamtaler. Jabra Elite 75T er det tætteste, man lige nu kommer et sæt perfekte true wireles in-ears, og så er prisen endda helt rimelig.

Pris: 1499 kroner