Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

It-sektoren anno 2015 – investeringsværdig eller ej?

Alt om DATA har bedt en chefstrateg fra Danske Bank om at vurdere it-sektorens robusthed anno 2015. Er den på vej ind i en ny boble? Eller er der kommet andre mere investeringssikre boller på suppen?.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når vi normalt skal tage temperaturen på it-branchen, søger vi indsigt i de traditionelle analysehuse såsom IDC og Gartner. Men denne gang har Alt om DATA spurgt chefstrateg Frank Øland Hansen fra Danske Bank om, hvordan han vurderer it-sektoren lige nu. Som investeringsstrateg har han et andet perspektiv på it, der udelukkende fokuserer på afkast til investorerne.
Frank Øland Hansen, er it-sektoren på vej ind i en ny boble?

Det er der mange ting, der tyder på, at den ikke er. Hvis man ser på NASDAQ (det amerikanske aktieindeks, red.), så ligger det godt nok i præcis samme høje niveau i dag – niveau 5000 – som dengang i år 2000, lige før it-boblen brast. Da markedet toppede i 1999, lå pris i forhold til virksomhedernes indtjening helt oppe på niveau 72. Det er det niveau, vi kalder P/E – eller pris pr. krones indtjening.

Normalt skal det tal ligge på 15-20. P/E ligger i dag på 27, hvilket stadig er højt, men inden for rimelighedens grænser. Så der var altså en helt vild – og urealistisk – prissætning af it-virksomhederne dengang. Mange af virksomhederne var bare gode ideer, som blev børsnoteret. De havde aldrig bevist, at de kunne give et overskud,” siger Frank Øland Hansen.

”Derudover har sammensætning af NASDAQ også ændret sig siden 2001. Det er blevet et andet indeks. I dag består det ikke kun af traditionelle it-virksomheder, men også af biotekvirksomheder og virksomheder som Netflix og Tesla. Så det er blevet et bredere indeks og derfor mere stabilt. Og endelig kan man se, at lønningerne i USA er steget med ca. 40 pct. i forhold til 1999. Så hvis NASDAQ skulle have fulgt lønningerne, skulle det ikke ligge i niveau 5000, som det gør i dag, men i stedet i niveau 7000 eller noget i den stil. Så kunne man tale om en ny boble.”

Hvis Frank alligevel skal pege på spirende faremomenter i prissætningen af it-virksomheder, så kigger han mod Silicon Valley og konstaterer, at der er mange unoterede mindre virksomheder, der er prisvurderet meget højt.
”Der er mange små it-virksomheder, der bliver handlet i håbet om, at man kan købe en virksomhed, børsnotere den og vokse sig stor. Men man skal huske på, at fællesnævneren for de fleste af disse virksomheder er, at det er virksomheder, som endnu ikke har leveret en reel stabil indtjening.”

Old tech vs. new tech

Hvad kendetegner it-branchen som investeringsobjekt sammenlignet med andre brancher?
”It-branchen er en branche, der flytter sig meget hurtigt. Især små virksomheder kan lige pludselig dukke op ud af det blå og enten klare sig godt eller gå nedenom og hjem. Det kan godt være, at Apple er foran sine konkurrenter lige nu, men de skal flytte fødderne hurtigt, for ellers er de pludselig sejlet agterud. Tænk bare på Nokias tilsvarende dominans på mobilmarkedet for 10-15 år siden,” siger Frank Øland Hansen.

”Den form for usikkerhed står i kontrast til eksempelvis forsikringsbranchen eller medicinalindustrien, som giver mere stabile afkast år efter år. De brancher er ikke så konjunkturafhængige – folk skal stadig have forsikret deres hus, deres bil osv., ligesom de også stadig har brug for hovedpinepiller og gigtmedicin. Det fascinerende ved it-sektoren er, at den giver mulighed for at finde virksomheder, som lige pludselig stiger voldsomt i værdi. Til gengæld er der flere og større udsving. Det appellerer til nogle investortyper.”

Er der nogle teknologiområder, der interesserer jer mere end andre lige nu?
”Helt grundlæggende kan vi godt lide de virksomheder, som leverer den basale arkitektur frem for dem, der leverer løsningerne ovenpå arkitekturen. Man kan måske kalde det ene for old tech og det andet for new tech. Old tech er sådan noget som datasikkerhed, netværk, chips osv., mens new tech er mange af softwareløsningerne. Der er helt klart store muligheder i softwarevirksomhederne, men der vil også være mange, der viser sig at være døgnfluer, der ikke er i stand til at levere et stabilt afkast over tid.”

”Lidt mere konkret kigger vi også meget på, hvilke leverandører og hvilke aktører, der kommer til at nyde godt af den kommende Internet of Things-bølge. Der er ikke nogen tvivl om, at Internet of Things kommer, men vi er interesserede i at fange dem, der kommer til at levere arkitekturen i Internet of Things. Det kan være virksomheder inden for tung industri, der er med til at procesoptimere i alle leddene af en produktionsvirksomhed, eller det kan være monitorering og optimering inden for eksempelvis healthcare-sektoren,” siger Frank Øland Hansen. Han tilføjer, at han som investeringsstrateg også har et godt øje til de it-virksomheder, der kan få de forskellige dele af IoT-økosystemet til at hænge sammen.

”Der har sådan nogle som Monsanto vist nogle interessante tanker. De arbejder inden for landbrugssektoren, og de kan blandt andet overvåge en traktorflåde, så landmanden får at vide, hvilke maskiner der skal til service hvornår; de kobler data sammen med vejrdata, så timingen i service og vejrforhold følger hinanden, ligesom de også putter sensorer i jorden, så landmanden kan få hjælp til at vide, hvornår det er mest optimalt at gøde eller vande jorden,” slutter Frank Øland Hansen.

Begrebet P/E står for price/earnings og bruges af virksomheds- og aktieanalytikere. P/E måler, hvor mange penge, en investor skal betale for en årlig indtjening på en krone ved køb af en aktie. P/E udregnes som den
nuværende pris for en aktie, P, divideret med enten et gennemsnit af tidligere indtjeninger over en periode, eller en vurdering af fremtidig indtjening.

Kilde: wikipedia.dk