Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

It-medarbejderens rejse mod skyen

Mange virksomheder er midt i en transitionsfase, hvor de lægger mere og mere af deres it op i skyen. Pas på, du ikke smider dine nuværende it-drifts-folk ud i processen. For det er ofte de traditionelle it-folk, der stiller de rigtige spørgsmål til den nye cloud-arkitektur.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Virkeligheden for mange virksomheder var indtil for nylig, at det var gutterne ”nede i it”, som var hverdagens helte, og som reddede produktiviteten, når der skulle slukkes it-ildebrande.

Men når en virksomhed outsourcer alt fra backup til basale it-funktioner og flytter dem op i skyen – hvor efterlader det så de gamle helte? It-ansatte, som tidligere har været nøglepersoner i virksomheden, mister deres ansvarsområde og værd. Men der er ingen grund til at lede efter døren ud, siger it-råd-giver Torben Christensen fra Edgemo A/S. For de tidligere it-nøglemedarbejdere får også stor betydning i fremtiden.

Cloud ready

”Pludselig handler det rigtigt meget om at passe på og sikre virksomheden i helt nye sammenhænge,” siger Torben Christensen om skiftet op i skyen. ”Det handler om at matche og finde de rigtige services, virksomheden får, så det også passer med forretningen – for modsat, hvad mange tror, så løser cloud-løsninger ingenting i sig selv. Virksomheden er bare ved at overgå fra at være teknologidrevet til at være procesdrevet.”

Torben Christensen forklarer, at Edgemo A/S har set en tendens til, at de traditionelt tunge driftsfolk får taletid, når der diskuteres it-strategi for at sikre, at strategien er cloud ready. ”Cloud-terminologien og de tekniske implikationer kan virke intimiderende for mange, og ingen ønsker at fejle. Driftsfolkene er oftest dem, der stiller de afgørende vigtige spørgsmål til cloud-udbyderne. Og det er præcist her, at forskellen mellem succes og dundrende fiasko skal findes,” siger Torben Christensen.

God forretning

Han forklarer, at udfordringen for mange virksomheder lige nu går på at sikre, at it-afdelingen ikke braser sammen og ender i hjerneflugt, som i sidste ende skader meget mere end blot it-systemerne.

”En virksomheds forretning er mere end nogensinde afhængig af it-ansatte, som forstår sammenhængen mellem informationssystemer og infrastruktur – hvad end de er lokale eller i skyen. Faktisk bør en sammensmeltning mellem informations-it og it-infrastruktur ske lige nu. Og den proces kræver skarpe hjerner for at skabe god forretning,” siger Torben Christensen.

Ikke noget it on premise

I shippingvirksomheden Unifeeder begyndte de for cirka et år siden at kigge nærmere på skyen som et alternativ til det on premise Citrix-miljø, de dengang drev al deres it på. Det forklarer it-direktør Morten Bilgrav Mathiasen.

”Det var bl.a. Lotus Notes, Navision ERP og nogle branchesystemer. Vores setup dengang betød, at vores ca. 400 brugere kun kunne få adgang til applikationerne via en Citrix-server on site. Det var ikke så fleksibelt. Vi er ejet af en kapitalfond og kan se et sandsynligt vækstscenarie for os, hvor vi enten opkøber andre virksomheder eller selv starter noget nyt op.

I et 100 pct. internt driftet setup vil man altid være lidt bagud på sin it – eksempelvis hvis man skal bruge mere plads her og nu. Vi ville have et miljø, hvor vi kunne skalere efter behov, og hvor vores medarbejdere hurtigt kunne få adgang til de nødvendige systemer, uanset hvor i verden de befandt sig både indenfor og udenfor et Unifeeder-kontrolleret netværk.

Løsningen endte med at være en aftale med en hosting-partner, som tog over på alt, hvad vi drev internt, og så lagde vi de ting i skyen, som var muligt,” forklarer Morten Bilgrav Mathiasen og siger, at Unifeeder i dag næsten er færdige med at migrere fra Lotus Notes til Microsofts cloud-platform Office 365. ”Målet er ikke at have noget som helst kørende on premise.”

Kombination af viden og forretningsforståelse

Morten Bilgrav Mathiasen fortæller, at han har været med til lignende cloud-projekter tidligere, og efter hans erfaring er det klogt at dele processen op i små bidder – især når man som Unifeeder har været vant til at drive alt selv.

”Vi har jo stadig 100 pct. kontrol med vores it. Men i stedet for selv at gøre de ting, vi gerne vil have gjort, beder vi bare andre om at gøre det – eksempelvis overvågning af systemerne.

Morten Bilgrav Mathiasen siger, at transitionen op i skyen ikke er en spareøvelse. Det er et strategisk valg, som bedre understøtter virksomhedens vækstambitioner.

”De folk, vi havde i driftsafdelingen har gennem mange år været vant til at drive optimerings-it. Men de har samtidig også en relativt god forståelse for forretningens behov. Den kombination af viden om vores systemer og forretningsforståelse gør, at de i høj grad er med til at sikre, at vi får præcis den samme værdi ud af vores it hos hosting-partneren, som da vi selv drev vores it,” siger Morten Bilgrav Mathiasen.

Løft blikket

Han forklarer, at der ofte sker en udvikling med den traditionelle it-driftsmedarbejder, når it-parken flytter ud, og han får redefineret sine opgaver.

”Driftsfolk er vant til helt bogstaveligt at kigge ned for at se, om der er lys i alle lamper. Men når andre pludselig varetager den opgave, begynder de pludselig at løfte blikket. Det er en sund proces – og det er ofte godt for virksomheden, fordi de begynder at skabe værdi på en helt ny måde. I stedet for kun at være ham, der styrer passwords, begynder de at spørge til medarbejdernes behov, og hvordan de bedre kan understøtte dem,” siger Morten Bilgrav Mathiasen.

”De traditionelle it-driftsfolk kan også noget i forhold til vendor management. De bliver bindeleddet mellem den meget tekniske verden og kravene fra forretningen. De er en god sparringspartner for hosting-partneren, fordi de forstår at tale sproget. De ved, at når forretningen siger kvadratisk, så mener de egentlig rektangulær, og det kan de formidle videre til leverandøren. De ved, hvad der er vigtigt, og hvad der er ikke er vigtigt og kan derfor finde ud af at prioritere opgaven for leverandøren. Det har stor værdi,” slutter Morten Bilgrav Mathiasen.