Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

It-kompetencehus i voldsom vækst

Den danske netværks- og systemleverandør Conscia har oplevet en markant vækst i forretningen, samtidig med at krisen har buldret. Få forklaringen på hvorfor fra direktøren selv.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Man skulle tro, at seks års konstant krisestemning kunne tage pusten fra de fleste virksomheder. Det er bare ikke tilfældet i danske Conscia, som er leverandør af datacenter-, netværks- og mobilitetsløsninger til primært enterprise-virksomheder. Mogens Bransholm er administrerende direktør i Conscia, og han er forsigtig med at trække tråde mellem krisen og forretningens gode resultater. Han peger i stedet på en generel øget opmærksomhed på it blandt virksomheder, der ser det som et efterhånden mere og mere fundamentalt omdrejningspunkt for dens basale drift.

“Når man kigger på vores egen vækst, tror jeg, at det hænger sammen med, at vi er et højkompetencehus. Den it-infrastruktur, som virksomhederne benytter sig af til flere og flere arbejdsopgaver, er blevet mere kritisk. Vores kunder kan simpelthen ikke leve med systemer, der ikke er oppe hele tiden,” siger Mogens Bransholm.

“Hvis man alligevel skal koble til finanskrisen, kan man sige, at i krisetider sker der typisk det, at det, man kan undvære, skærer man væk. Det kan eksempelvis være, at man har kørt med en udskiftningscyklus på de bærbare computere på tre år, og så sætter man den op til fem. Eller at man forlænger levetiden på et system, som ellers var sat til at blive udskiftet. Men den helt basale it skal bare være i luften, og den tendens er kun accelereret under krisen.

Forleden snakkede jeg eksempelvis med et lille arkitektfirma med 20 ansatte. Hvad kan de i dag lave, hvis ikke deres netværk er i luften? Som de forklarede, er det ikke mange år siden, de kunne arbejde hver især på deres laptop, og så var det fint. Men i dag ligger alt på servere og ude i skyen, så de er afhængige af, at infrastrukturen altid er oppe,” fortæller han.

Mobiliteten boomer

Mogens Bransholm forklarer, at der inden for det overordnede begreb “netværk” er en række underkategorier, som driver væksten i markedet lige nu. Det er ikke overraskende området mobilitet, som ikke bare figurerede øverst på analysehuset Gartners årlige Top 10 for de vigtigste strategiske teknologitrends for 2014, men også næst øverst med henholdsvis Mobile Device Diversity and Management som nummer et og Mobile Apps and Applications som nummer to.

Vi har jo hørt, at mobilitet boomer gennem mange år. Bliver udviklingen bare ved?
“Ja. Og så er det et område, der rykker lige nu. Der er så mange mennesker, der efterhånden har en smartphone og en tablet og de app-services, der følger med.

Dem vil de også anvende i erhvervssammenhæng. Det betyder, at flere og flere virksomheder kigger på enterprise-apps til deres medarbejdere, så man kan køre forretningen meget mere mobilt. Det er så stor en bevægelse, at både smartphones og tablets i dag indgår som en helt naturlig del af virksomhedernes faste infrastruktur. Den tendens vil blive yderligere forstærket gennem de næste år,” siger Mogens Bransholm.

Udover mobilitet peger han også på et af tidens andre store buzzwords, cloud, som en væsentlig driver i netværksmarkedet. Det foregår især på to områder.

“For det første er der ikke mange virksomheder i dag, der kan sige sig fri for at have en cloud-service kørende på virksomhedens netværk - bevidst eller ubevidst. Det kan eksempelvis være noteværtøjet Evernote eller lagringstjenesten Dropbox. Den udvikling skal alle virksomheder forholde sig til. Hvis man ikke selv kan tilbyde sine ansatte en service, der er lige så brugervenlig som den, der er på consumer-markedet, bruger de bare en public cloud-løsning. Det rejser nogle nødvendige sikkerhedsspørgsmål,” siger Mogens Bransholm.

“Den anden tendens inden for cloud er, at al it efterhånden bliver afviklet i store datacentre ud fra et ønske om at rationalisere og centralisere driften og gøre den mere stabil. Det vil sige, at enhver, der i dag skal have et nyt program eller tage stilling til it-infrastrukturspørgsmål, vil blive mødt med spørgsmålet om, hvorvidt det skal afvikles i skyen eller lokalt. Alt, hvad man køber, skal man tage en aktiv beslutning om.

Det peger igen på, hvorfor integrationsfolk som jer har vind i sejlene i disse år.
“Præcis. Vi kalder os selv for value added resellers, og den betegnelse er virkelig kommet til sin ret. I dag handler det i høj grad om at kunne yde rådgivning til virksomhederne, så de kan træffe de rigtige it-valg. Det lever vi godt af,” slutter Mogens Bransholm.