Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: iStorage diskAshur Pro2: Sætter dine data bag lås og slå

Hvis du ikke kan sikre dine data godt nok, så overvej dette uindtagelige drev.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du render rundt med vigtige informationer, er du selvfølgelig interesseret i ikke at miste dem eller få dem stjålet.

Her kommer iStorage diskAshur Pro2 ind i billedet som en sikker gardering. Det er en ekstern harddisk, en kompakt enhed, som kan sikre data, uden at du skal installere software på de computere, du kobler drevet på.

Pro2 fås i et ret stort udvalg af kapaciteter: 500 GB, 1 TB, 2 TB,
3 TB, 4 TB og 5 TB. Det er den ”tungeste” af dem, vi tester her.
Det er ikke nogen helt billig sag. Priserne ligger mellem 2800 og 5000 kroner afhængigt af kapaciteten. Seagate Backup Plus, et konkurrerende produkt, koster i 5 TB-udgaven lige knap 1100 kroner. Så forskellen er til at føle på.

Men du finder hurtigt ud af, hvorfor iStorage tør være så dyr. Når du får enheden i hænderne, opdager du et produkt af allerhøjeste kvalitet. Over- og undersiden er i det lækreste metal, og på kanten er der blødt, nubret plast. Der medfølger en skumforet æske, som giver enheden et rart hjem, når du ikke bruger den. At der er lagt kræfter i indpakningen, kan man se af prisen. Selv om du går fra en 5 TB-model til en 2 TB-model sparer du kun cirka 700 kroner.

Tast dig ind

Set fra designperspektivet er der to ting, som gør Pro2 speciel. Den første er det indbyggede USB-kabel. Det er kun 12 cm langt, men det er nok til at plugge det i en pc. Kablet kan ikke afmonteres, og du kan altså ikke miste det (kun en ulempe, hvis stikket eller kablet blev skadet).

Den anden lækre detalje er det indbyggede numeriske tastatur, hvor du indtaster den nummer-kode, som giver adgang til at bruge drevet.

Tasterne sidder formentlig på en membran, men de er gode i brug og afgiver en fin kliklyd som bekræftelse på, at du har tastet. Der er også et par specialtaster, som du bruger til at styre enheden, når den er tisluttet en pc.

Over tastaturet er der tre farvede LED'er, som viser aflåsning, drevaktivitet og feedback på vigtige procedurer.

Kryptering med processor

Vi har set en del tilsyneladende sikre lagerenheder, som kan åbnes med en smule kreativ tænkning. iStorage er ikke en af dem. En mikroprocessor (EAL4+-forberedt) tager sig af kryptering. Teoretisk betyder det, at selvom selve drevet hives ud af chassiset, er der ingen mulighed for at aflæse det.

Datatyven skal bruge den adgangskode på mellem syv og 15 cifre, som blev skabt, sidst Pro2 blev konfigureret. Rent gætværk dur heller ikke, for hvis man fortsætter med at gætte, vil drevet slette krypteringsnøglen, så indholdet er helt uden for rækkevidde for evigt. Ok, måske findes der folk i sikkerhedsbranchen, som kan bryde AES-XTS 256-bit, men for alle andre er dataene væk.

Ud over et softwareforsvar har Pro2 flere hardwaremure, som sikrer mod manipulation og fysiske angreb. Hvis enheden opdager et forsøg på at bryde chassiset op eller pille ved USB-kablet, vil den gå i en frossen tilstand, som gør alle yderligere forsøg håbløse.

James Bond-destruktion

Den mest James Bond-agtige kode, du kan definere, er en selvdestruktiv sekvens. Den vil igangsætte en intern kryptosletning, hvor alle pinkoder og al data udslettes, og drevet skal reformateres, før det på ny kan tages i brug.

Det eneste forbehold, vi kan have her (og med andre funktioner) er, at indstillingerne kan være noget komplicerede at bruge. Du skal have Pro2’s manual ved hånden for ikke at fare vild i proceduren. Men alt er jo en vanesag, og efterhånden vil du lære fremgangsmåden at kende.

Trods sammenkoblingen med krypteringen er drevets ydelse ikke negativt påvirket. Læsning og skrivning foregår med 148 MB/s og 140 MB/s. Det er fint. En ssd ville være hurtigere, men en traditionel harddisk bliver ikke meget hurtigere.

Pro2 er også IP56-certificeret, hvilket gør den vand- og støvtæt. En finesse er, at tasterne er dækket af epoxy, hvilket ikke kun øger levetiden, men også gør det svært for uvedkomne at undersøge, hvilke taster der bruges oftest.

Alt i alt et ret opsigtsvækkende produkt, der på mange måder er anbefalelsesværdigt, hvis du har meget kritiske data. For os andre er det nok lidt for dyrt og avanceret.