Normalt skal Apples lille, runde MagSafe blot sørge for, at din iPhone bliver opladet, men opladeren kan også indirekte påvirke vigtig medicinsk udstyr, såsom en pacemaker. Det afslører Apple i en ny udmelding.
Advarslen angår den særlige, trådløse opladning, hvor de magnetiske spoler i en smartphone i iPhone 12-serien justeres ved hjælp af en MagSafe. For almindelige brugere udgør opladningen, som sker via telefonens magnetiske bagside eller et kompatibelt cover, ingen fare, men brugere med særligt hjerteudstyr kan til gengæld være udsatte.
Konkret går Apples advarsel på, at udstyr, herunder implanterede pacemakere og defibrillatorer ”kan indeholde sensorer, der reagerer på magneter og radioer, når de er i tæt kontakt.”
I udmeldingen, bragt på en supportside, forklarer Apple ikke, hvad der kan ske i sådanne tilfælde, men man kan selvfølgelig forestille sig, hvad der kan ske, hvis en pacemaker sætter ud.
Derfor kommer Apple med følgende råd:
”For at undgå potentielle interaktioner med disse enheder skal du holde dit iPhone- og MagSafe-tilbehør i sikker afstand fra din enhed.”
Her foreslår Apple en afstand på mere end 12 tommer, cirka 30 centimeter, når der udføres trådløs opladning.
Patienter med indopereret hjerteudstyr skal derfor heller ikke gå rundt med deres MagSafe-opladede iPhone 12 tæt ved hjertet.
Mistanken om en sammenhæng mellem MagSafe-opladning og medicinsk hjerteudstyr opstod efter en artikel i Heart Rhythm Journal. Artiklen beskrev tre læger fra Michigan, der testede den trådløse opladers påvirkning af en patients indopererede hjerteudstyr.
Da en iPhone, trådløst opladet med MagSafe, blev bragt tæt på patientens bryst, ophørte implantatet, i dette tilfælde en hjerterytmemåler, straks med at fungere normalt og skiftede til en anden funktionstilstand.