Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

iPhone 5: Her er dommen

Længere, tyndere og hurtigere. Fem millioner solgte eksemplarer på tre dage … kan iPhone 5 leve op til hypen?.

Af Peter Engels Ryming, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der sker det samme hver gang Apple lancerer en ny iPhone. Den kritiseres for at mangle teknologi, og dommedagsprofeterne spår den som et flop. Så længe de bliver ved med at råbe, skal det nok ende med, at de en dag får ret. Men det bliver ikke denne gang. Trods al kritikken så er iPhone 5 dramatisk bedre end forgængeren på næsten alle punkter.

At kalde iPhone 5 for teknologisk tilbagestående er det rene vås. Apple har forbedret eller forfinet de mest vitale elementer i telefonen − og har samtidig gjort designet endnu mere strømlinet. Der er blevet snittet et par millimeter af tykkelsen og den er blevet en hel del lettere − helt nøjagtigt 20 procent lettere end iPhone 4G − og det er virkelig mærkbart.

Designet er blevet mere underspillet − nogen vil sige anonymt. Hvor 4G’eren var domineret af glas og metal, så er 5‘eren overvejende metallisk. Forgængernes sølvramme og glasbagside er udskiftet med et kabinet i anodiseret aluminium, og foroven og forneden har telefonen fået striber af keramisk materiale. Som det amerikanske magasin Wired skriver, så ligner iPhone 5 noget, der hører hjemme i Batmans bælte. Så sej er den. Både materialer og samlekvalitet er vanen tro i en klasse for sig selv.

Skærm i bredformat
Skærmen har været kilde til stor diskussion. Hvor de fleste Android- og Windows Phone-flagskibe forlængst har passeret 4-tommers-grænsen, har Apple stædigt holdt fast i 3,5-tommer. Indtil nu. Skærmen på iPhone 5 er vokset til fire tommer, men i stedet for at følge normen, hvor skærmen vokser på begge leder, har Apple valgt sin egen skærmstrategi: Den er blevet højere, men den er ikke blevet bredere, hvilket giver en spøjs aflang skærm.

Men der er mening med galskaben, for ideen er, at tommelfingeren skal kunne nå rundt på hele skærmen, så telefonen kan betjenes med en hånd. Noget, der er stort set umuligt på mobiler, hvor skærmen nærmer sig fem tommer. Samtidig vil skærmens format appellere til filmelskere, idet den nu er i 16:9-format.

Lad mig bare skære igennem høflighederne. Jeg er meget imponeret over skærmen på iPhone 5. I mine øjne klarer den sig markant bedre end forgængerne i sollys, den har færre refleksioner, farvekvaliteten er drastisk forbedret og Apples strategi er lykkes: Det kan rent faktisk lade sig gøre at betjene mobilen med en hånd − omend det ikke altid føles lige naturligt.

Det mest negative jeg kan finde på at sige om skærmen er, at den er hårdere ved batteriet end forgængeren − hvilket ikke er overraskende idet skærmen er større − og så er skærmens farver en anelse mere kølige end på forgængerne. Jo, der findes apps, der endnu ikke er optimeret til det aflange format. Det betyder, at du må leve med sorte striber i toppen og bunden indtil udviklerne får løst problemet − og det lader til at gå hurtigt.
Men kort og godt, så er skærmen på iPhone 5 en klar forbedring i forhold til iPhone 4S.

Perfekt afstemt
Kraftværket i iPhone 5 har også fået en overhaling idet det er en totalt redesignet processor, der ikke alene er mindre, men også hurtigere. Apple påstår at der er dobbelt op på hastigheden i forhold til iPhone 4S, og det er faktisk ikke helt ved siden af − afhængig af situationen. Da vi kørte programmet GeekBench 2 på iPhone 4S scorede den 611 point. iPhone 5 derimod toppede på 1176 point, og selv om den ekstra hastighed ikke er noget man falder i svime over i daglig brug, så viser en direkte sammenligning, at apps åbner markant hurtigere på den nye iPhone-model, ligesom du vil opleve at billed- eller videoredigering får et mærkbart boost, og websider loader lynhurtigt i Safari.

Hvis der udelukkende fokuseres på megahertz og mængden af processorkerner, kan A6-processoren i iPhone 5 slet ikke følge med de nyeste Android-modeller, der er rykket op i den firekernede liga. Men det er ikke specifikationerne på de enkelte dele, der gør en smartphone god at bruge. Det afgørende er, hvordan de dele arbejder sammen, og her er iPhone 5 i mine øjne unik. Hardwaren og styresystemet er perfekt afstemt, så mobilen reagerer prompte, når fingeren rammer glasset. Der er ingen ventetider, når du bladrer i billeder, og i Safari rulles der gennem websider uden nogen form for hakken. Det er efter denne T3‘ers mening kun iPhone og Windows Phone-modellerne, der i skrivende stund giver en følelse af at være ét med mobilen.

Jeg frygtede at den hurtige processor − og den større skærm − ville dræne batteriet hurtigere end en rød sodavand til en børnefødselsdag. Sådan er det heldigvis ikke. Efter en normal dags brug, har jeg stadig batteri tilbage, når jeg lægger den til at lade op om natten − og jeg betragter mig selv som storforbruger af mobilen. Bevares, spenderer du en hel eftermiddag på ryggen med at se YouTube-videoer, så skal du nok sørge for at have opladeren i nærheden ...

Fremragende kamera
Den hurtigere processor har også gjort godt for kameraerne på iPhone 5. Udover at frontkameraet nu skyder i 720p og gør selvportrætter værd at se på, så er 8-megapixels kameraet på bagsiden blevet en del hurtigere. Det mærkes mest markant, når du har slået HDR-funktionen til. Kvaliteten på kameraet er sammenligneligt med det, der sidder i forgængeren, men der er sket en lille ændring: Der er mindre støj på billeder, der bliver taget i mørke omgivelser. Nå ja, og så har det fået en ny gimmick: En panorama-funktion, hvor den sætter flere billeder sammen til ét − og den er god til det, men forvent ikke mirakler.

iPhone 5 har et virkeligt godt kamera. Men det er ikke det bedste smartphone-kamera på markedet. Den ære tilfalder Nokia 808 − i hvert fald lige nu. Kameraet i iPhone 5 er ikke markant bedre end kameraet i iPhone 4S, men det er bestemt heller ikke dårligere. Styrken er, at kameraet er hylende nemt at bruge. En lækker detalje er, at kameralinsen nu er beskyttet af safirglas − den samme type glas, der bruges til at beskytte armbåndsure.

Maps skraber bunden
Så meget for forbedringerne, men der er også et par nitter i iPhone 5-tombolaen. For det første er der Kort-app’en. Apple har smidt Google Maps på porten og udskiftet app’en med sine egne kort, der fås fra bl.a. Tomtom − hvilket burde borge for kvalitet. Sådan er det bare ikke. Kortene er smækfyldt med fejl − det mest kendte eksempel er, at Tårnby nu er placeret på øen Saltholm ude i Øresund − og mulig-hederne for at søge efter lokale butikker er stærk reduceret. Der er heller ikke længere nogen mulighed for rutevejledning via offentlige transportmidler − den service må du købe dig til i App Store fremover. Ærgerligt.

Det trøster lidt, at det trods alt er et softwareproblem, der kan løses. Endda uden at skulle opdatere telefonen, for Kort-app’en er en cloud-tjeneste, hvor data hentes fra Apples servere. Og jeg vil æde min hat på, at perfektionisterne hos Apple arbejder på højtryk for at forbedre produktet. Sæt i værk, Apple! Når det er sagt, så burde Apple have ventet med at udskifte Google Maps til de kunne præsentere et mere gennemarbejdet produkt, for i realiteten giver de brugerne et ringere produkt, end de er vant til, og det er simpelthen ikke i orden.

En anden ændring, der kan være problematisk for nogle, er skiftet til det nye Lightning-stik. Det rammer hårdt, hvis man har huset fuld af iPhone-højttalere og insisterer på at bruge docken, når man spiller musik. Men i disse AirPlay-tider, hvor musikken sendes trådløst rundt, tror jeg i virkeligheden, at problemet er ret minimalt. Personligt føler jeg, at jeg vinder ved at få det nye stik. For det første: I modsætning til det gamle 30-pins stik og til USB-stikket og mini-USB, ja, stort set samtlige andre stik, så kan Lightning-stikket ikke vendes på hovedet. Det er en lille ting, men det betyder faktisk noget. For det andet virker Lightning-stikket langt mere robust og tidssvarende end det gamle stik. Man skal heller ikke glemme at skiftet har været nødvendigt for at iPhone 5 kunne blive så tynd, som den er. Et stik-skifte vil altid komme ubelejligt, men jeg er overbevist om, at Apple har gjort det rigtige.

Nu vil jeg bare gerne have et kabel med Lightning i den ene ende og Thunderbolt i den anden. Så skulle det blive rimelig tjept at synkronisere iPhone med iTunes på computeren.

Hvad! Ingen NFC?
Efter lanceringen var der skuffelse over, at Apple har undladt at udstyre iPhone 5 med en NFC-chip (Near Field Communication, red.), der teoretisk vil kunne bruges til at udføre betalinger med mobilen. Jeg tilhører ikke den gruppe af skuffede. NFC-teknologien har været undervejs i syv år, og der findes stadig ikke konkrete løsninger derude. Og til trods for at både Samsung, Nokia, HTC og Sony har puttet NFC-chips i sine smartphones, så har jeg endnu ikke hørt hverken SAS, de danske biografer eller Billetnet melde ud, at de vil bruge NFC. Alle tre har til gengæld til-kendegivet, at de er i gang med at lave løsninger baseret på Passbook, der er Apples software-pendant til NFC. Risikoen for at måtte vente på NFC-toget, hvis man investerer i en iPhone 5 er altså lig nul − tag mit ord for, at der går en rum tid førend NFC-teknologien bliver andet end en kuriøs måde at udveksle digitale visitkort mellem to (identiske) enheder.

Lukket kredsløb
iPhone 5 vil ikke lokke fandroids over på Apple-holdet, for Apple er stadig et lukket kredsløb, hvor de færdige løsninger serveres på et guldfad. Det er vi nogen, der elsker, mens andre hader det − og de har heldigvis alternativer. iPhone 5 er ikke nogen revolution. Men i version seks er den blevet destilleret ned til at være den bedste iPhone nogensinde. Det er en forbandet god smartphone. Design, materialer og samlekvalitet er i schweitzer-ur-ligaen, skærmen er blandt de bedste − om ikke den bedste − på markedet lige nu, brugerfladen er den mest intuitive, og mobilen er generelt lynhurtig. Samtidig har iPhone stadig det bredeste udvalg af spil og programmer, samt et bekvemmeligt nemt økosystem af film, musik og bøger, lige på den anden side af glasset.

Til gengæld må man − i hvert fald indtil videre − leve med en elendig Kort-app og en pris, der betyder, at man enten skal have et godt job eller være meget gode venner med sin bankrådgiver ...