Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Apple iPad: Er den billige iPad god nok?

Der er stort set intet nyt under solen i den nye iPad, men den er billigere og hurtigere end sine forgængere. Er der så overhovedet nogen grund til at overveje en anden tablet?.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Modsat mobilmarkedet, der stadig buldrer derudaf med en konstant strøm af hurtigere, flottere og smartere modeller, så er tabletmarkedet stort set gået i stå.

Ikke fordi folk ikke bruger tablets længere, men fordi den tablet, man allerede har, gør det godt nok. For de fleste skal den blot tjene som en lille sofacomputer eller som underholdning til ferien. Det har Apple taget konsekvensen af med en iPad, som er blottet for nye funktioner, men giver brugeren alt det nødvendige til en fornuftig pris.

Klassisk iPad

Der er tale om en klassisk 9,7” iPad. I designet ligner den til forveksling iPad Air, den er dog lige en anelse tykkere end umiddelbare forgænger, Air 2. Det kan vi snildt leve med, men det er en skam, at den også er blevet lidt tungere, for selvom der ikke er tale om mere end lidt over 30 gram, så mærkes det faktisk, når man sidder med den i hånden længere tid af gangen.

[irp]

Til gengæld er der blevet plads til forbedrede højttalere. Et stereosæt som leverer en ganske hæderlig lyd, der godt kan gå an til film og serier, når der ikke er en ekstern højttaler ved hånden. Touch ID, implementeret i hjemknappen, får du også, så du nemt kan logge ind med dit fingeraftryk.

Glimrende billedkvalitet

Skærmen byder på klassisk Retina-kvalitet. Ikke helt så fantastisk som iPad Pros True Tone-skærm, men det er svært at klage over, for det er virkelig et skarpt og farvestærkt billede den giver, med fine betragtningsvinkler.

Der er kamera både for og bag, matchende dem på iPad Air 2. Det er ikke de bedste Apple kan levere, men til tabletbehov er det mere end tilstrækkeligt.

[irp]

Solid ydelse

På ydelsen tager den et skridt frem. I hvert fald sammenlignet med Air 2. Processoren er en A9, som også sidder i iPhone 6S. Den matcher ikke de allernyeste chips fra Apple, men leverer tilstrækkelig power til at banke mange af de aktuelle top-androider af banen. Med mindre du har meget krævende behov, kommer du ikke til at mangle kræfter.

 

Et rigtig godt køb

Selvom den nye iPad stort set er blottet for nyheder, så er det en rigtig fornuftig tablet. Især når man tager i betragtning, at en grundmodel koster 800 kroner mindre end den billigste iPad Air 2, og det endda selvom den har dobbelt så meget lagerplads.