Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Intel Core i7-7700K: Den perfekte processor til gaming

Intels quad core-cpu’er har i årevis været det oplagte valg til gaming. Deres kombination af fire kerner med Hyper-Threading og en høj clockfrekvens betyder, at de brillerer ved gaming og har ydelse nok til andre opgaver også.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sådan så det ud, da Intel Core i7-7700K blev lanceret, og det gælder stadig – til trods for at AMD bider fra sig med sin Ryzen-serie.

Grunden er denne chips høje clockfrekvens, der umiddelbart giver den et forspring på 13 % hastighed pr. kerne i forhold til den hurtigste Ryzen-chip. Og hertil kommer, at mens alle processorerne i denne test kan overclockes, er 7700K langt mere effektiv end nogen chip i AMD’s serie.

Mens alle AMD’s Ryzen-processorer døjer med at nå meget videre end 4 GHz, kan 7700K nemt ramme 4,8 og endda 5 GHz, hvis man er heldig.

Den ydelse er imidlertid ikke billig. AMD tilbyder seks- og ottekerne-processorer til en lavere pris, end Intel forlanger. Dermed er de et bedre valg til multithread-opgaver, og de får 7700K til at virke unødigt kostbar. Hvis gaming har topprioritet, er Intel Core i7-7700K stadig den oplagte processor. Husk blot at kombinere den med et hurtigt grafikkort, der kan drage nytte af dens hastighed.