Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Intel Core i7-5820K

Hexakerne-slik, som vi næsten har råd til.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er tvedeling nødvendigvis et onde?  Det lyder som en søvndyssende hovedtale ved en kedsommelig konference. Men det har faktisk været et vigtigt spørgsmål for elskere af stærke pc’er, siden Intel delte sine desktopprocessorer op i to forskellige platforme tilbage i 2008.

Det betyder i praksis, at Intel har kørt to gensidigt inkompatible processorsokler, en til de dyre desktop-pc’er og en til alt det andet. Fordelen er, at en ægte topplatform betyder, at Intel kan inddrage funktioner, som ikke ville være mulige i enhver pc. Ulempen er, at man skaber en ubrydelig barriere i opgraderingsforløbet. Nu kunne man ikke længere sætte enhver Intel-cpu fra bund til top på enkelt sokkel. Nu skulle man mindst have en ny cpu, et nyt bundkort og sandsynligvis også ny systemhukommelse. Av.

Føj hertil, at springet i ydelse fra Intels bedste mainstreamchips til det nederste niveau på den dyre platform ikke har været overvældende. Og hvis man ser nærmere på Intels topplatform, har man altid fået en utryg fornemmelse af nødtørftigt forklædt serverhardware med funktioner, som ikke har meget at bestille på desktoppen.

Det er den iboende konflikt ved i7-5820K. Den er kun kompatibel med Intels topplatform, der i dag vil sige LGA2011v3-soklen og X99-chipsættet. Med sit quadchannel-ddr4-hukommelsessystem bevarer den indtrykket af båndbredde-overkill. Men 5820K er måske alligevel den hidtil mest tiltrækkende chip til en af Intels moderne topplatforme.

En opgradering til LGA2011v3-soklen er nu meget fristende. En opgradering til LGA2011v3-soklen er nu meget fristende.

Det hænger delvis sammen med prisen. Til over 3000 kroner er den ikke ligefrem billig. Men den er ikke meget dyrere end topchippen til LGA1150-soklen, i7-4790K. Bevares, man skal medregne udstyr som bundkort og hukommelse. Men man skal sandsynligvis under alle omstændigheder have et nyt bundkort, uanset hvilken cpu man køber. Derfor kan man måske begrænse merprisen for at komme med på Intels topplatform til under 1000 kroner.

Interessant, men hvad får man for pengene? Når det gælder 5820K, er den mest indlysende fordel et ekstra par cpu-kerner og dermed i alt seks kerner. Og takket være den omstændighed, at Broadwell-cpu’en blev forsinket, har begge chips Haswell-lignende cpu-kerner. Tidligere har Intels topplatform haft en tendens til at halte en generation bagefter.

Hurtig levering
Naturligvis har 4790K’s kerner en højere clockfrekvens på 4 GHz og 4,4 GHz Turbo, sammenlignet med 3,3 GHz og 3,6 GHz for 5820K. Men begge chips er ulåste. I vores overclockingtest topper 4790K ved 4,7 GHz, mens 5820K kun er en anelse bagefter med 4,45 GHz. Den forskel på 250 MHz repræsenterer cirka fem procent lavere frekvens, og det er næppe nogen stor pris at betale for at køre 50 procent flere kerner.

Selv ved standard-clockfrekvens kværnede 5820K uundgåeligt sin quad core-slægtning ved solidt multi-threadet software som billedrendering og videokodning. Hvis man lægger overclocking oveni, er der ingen diskussion.

Man kunne forvente, at de gode, gamle spil ville vende tingene på hovedet. Og 4690K er generelt lidt hurtigere i spil. Men fordelen er ikke opsigtsvækkende. Og hvis det er en ren gaming-cpu, man vil have, er det faktisk 4690K og dens enklere quad core-design og mangel på Hyperthreading-support, der tager prisen, ikke 4790K.


Hvis man imidlertid er ude efter en allround-chip, er 5820K meget tiltrækkende. Det gælder navnlig, hvis man medregner muligheden for flere pci-e-lanes end hos nogen anden Intel-cpu i LGA1150-soklen. Efterhånden som ssd’er flytter til pci-e-interfaces, kunne det udgøre forskellen på at køre alt ved fuld fart og indgå nogle tvivlsomme kompromiser.