Modsat klassiske tv-udsendelser, som sendes i en lind strøm i et fastlagt program, også kendt som flow-tv, er streaming afvikling af indhold på abonnenternes præmisser. Det er brugeren af en streamingtjeneste, som bestemmer, hvornår en film eller tv-serie skal ses. Indholdet kan stoppes og genoptages efter behov, og der kan skiftes mellem indhold.
Når du bladrer i en streamingtjenestes indhold eller klikker på play-ikonet for at starte en film, sendes din forespørgsel fra den server, hvorpå tjenesten ligger, videre til en streaming-server. Her ligger indholdet lagret i forskellige varianter, som fordeles afhængigt af din opkobling og enheden, som indholdet skal vises på.
Ligesom princippet i et netværk af VPN-tunneler er indholdet spredt på servere over hele verden. Klikker du HBO’s serie The Handmaids Tale, hentes afsnittene på en server, som geografisk befinder sig i nærheden af dig. Softwaren på streamingserveren splitter indholdet op i mindre dele og sender det afsted til din enhed i realtid.
Teknisk set er streaming ikke mere indviklet end upload og download af indhold via ftp (filtransportprotokol). Der, hvor tjenesterne for alvor kommer på arbejde, er, når alle gerne vil smovse præcis samme tv-serie, som for eksempel Netflix netop har frigivet. I dag har tjenesten næsten 140 millioner brugere fordelt over 200 lande, hvilket nemt kan give klumper i datastrømmen.
Netflix har derfor opdelt sin tjeneste i omkring 700 små, selvstændige programmer, som hver tager sig af forskellige opgaver. For eksempel, hvad du har set af serier, eller forslag til nyt indhold, du kan se. Når programmerne arbejder selvstændigt, skal hele systemet ikke ned og ligge, hvis der opstår fejl eller en opdatering skal rulles ud.
Kerneindholdet hos Netflix ligger i bedste opløsning i en AWS-løsning, altså Amazons skylager-løsning. Via en anden AWS-server modtager din enhed data i forskelligt format og opløsning alt efter, hvad din enhed kan afvikle, og hvad du har betalt for. Hos blandt andre Netflix skal du betale lidt mere for at få en bedre opløsning.