Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Der er nok ikke megen tvivl om, at fotorammer bliver et stort hit under juletræet i år. AgfaPhoto markedsfører da også sine syv nye af slagsen som den perfekte julegaveidé. Det er da uden tvivl også en hyggelig lille gadget, som efterhånden har udviklet sig til at rumme mange avancerede funktioner.
Alle de nye modeller fra Agfaphoto besidder således ur, kalender, hurtig billedoverførsel fra hukommelseskort eller USB-nøgle samt automatisk billedkomprimering, så man kan gemme flere billeder, uden at det går ud over billedkvaliteten.
Rammerne giver mulighed for at lagre mellem 500 og 4.000 billeder på rammens indbyggede hukommelse, afhængigt af model.
Billederne vises i 4/3 format med en opløsning på 800x600 - for modellen AF5071PS dog i 16/10 format og med en opløsning på 432x234. Rammerne har Crystal Image teknologi, som automatisk optimerer billedkvaliteten ved at justere lys, kontrast, farvetone, balance m.v.
Rammerne i multimedieserien (AF5077MS, AF5087MS, AF5107MS) har desuden en sensor som automatisk tilpasser skærmens lys efter omgivelserne. Hvis der for eksempel er meget dagslys i rummet tilpasses skærmen så billederne vises tydeligere. Derudover finder man video- og MP3-afspiller med mulighed for at se billeder samtidig med, at man lytter til musik.
Alle modeller kommer flere funktioner som begrænser energiforbruget. De har således et forbrug på kun 3-6W og seks af de syv modeller kan desuden programmeres til at tænde og slukkes på bestemte tidspunkter.
Lægger man dertil rammernes nydelige hvide design har vi efterhånden noget der ligner en sikker vinder under juletræet.