Home » Hovedtelefoner og højttalere » In-ear-høretelefoner [STORTEST]: Lækker lyd i øregangen
In-ear-høretelefoner [STORTEST]: Lækker lyd i øregangen

In-ear-høretelefoner [STORTEST]: Lækker lyd i øregangen

Share
Panasonic RP-HED5M til 999 kr. Lækker indpakning – men spiller ikke super

Panasonic leverer et lidt skuffende resultat og må se sig slået af konkurrenterne. De titaniumfarvede ørestykker i aluminium og den lækre transportæske skaber forventninger. Men allerede da vi pakker den kablede Panasonic-hovedtelefon ud, kan vi notere, at kablet er af den type, der let snor sig.

I en hovedtelefon i denne prisklasse forventer vi en højere kvalitet – og der findes kabeltyper, der ikke er så slemme til at krølle sammen, når de bliver lagt i en lomme. Der er en del kabelstøj, når du rører ved kablet – ret irriterende i længden. Komfortmæssigt vil de fleste finde Panasonic RP-HED5M gode, da de forskellige adaptere gør, at alle på testholdet kunne bruge ørestykkerne.

De sidder godt til i ørerne, og støj udefra undertrykkes ret meget – til trods for at der ikke er tale om en model med aktiv støjreduktion. Lydmæssigt er der godt med smæk på, og især rockmusik gør sig godt. Men diskanten har det også med at være lidt metallisk, ligesom bassen ikke er så dyb. Der er selvfølgelig tale om generelt høj lydkvalitet, men i prisklassen kan du få endnu mere velklang for pengene.

Pris: 999 kroner

Kvalitetsindtryk: 3
Brugervenlighed: 3
Funktioner: 3
Ydelse: 2,5
Pris: 2,5

Samlet vurdering: 2,5

Bose Soundsport til 1499 kr. Løb til god musik

Både lydkvalitet og komfort imponerer i dette bud på en fitness-hovedtelefon. Er du i god træning kan du nå både at gennemføre et maratonløb og komme i bad bagefter, uden at musikken slukker. For den trådløse Bose Soundsport har seks timers batteritid. Med både sved- og vandresistent indpakning er hovedtelefonen godt rustet til din træning og dine konkurrencer.

Der er endda lydstyrkeoptimering, som betyder, at Soundsport hele tiden justerer på lyden afhængig af musikken, og konstant forsøger at skabe bedst mulige lyd. Alt dette og andre features kan let opsættes via en app, du kan hente gratis. Hovedtelefonen er fysisk ret stor, men ørestykkerne hænger godt fast i ørerne og er med deres små greb i gummi også lette at få ud igen.

Se også:  Vind helt trådløse in-ears til træning

Kablet mellem højre og venstre ørestykke hviler i nakken og opleves ikke generende. Dette fungerer godt til løb, men mindre godt til fitness, hvor kablet i nakken kan komme i vejen ved nogle øvelser. Hovedtelefonen sidder ret behageligt og alligevel fast nok til, at den ikke opleves klaustrofobisk.

Lydmæssigt er Bose Soundsport en rar oplevelse og giver et lækkert og detaljeret lydbillede, hvor især mellemtonen står godt frem. Vi savner lidt varme i mellemtonen, men alt målt og vejet rigtig udmærket af en hovedtelefon til sport at være. Her er der nemlig sjældent kælet for lyden som her.

Pris: 1.099 kroner

Kvalitetsindtryk: 3,5
Brugervenlighed: 4
Funktioner: 4
Ydelse: 3,5
Pris: 2,5

Samlet vurdering: 3,5

TESTVINDER Sennheiser Momentum In-ear Wireless til 1499 kr. Her er kælet for alle detaljer

En virkelig fremragende hovedtelefon – både med hensyn til konstruktion og lyd Da al elektronikken er placeret i en bøjle, der hænger på nakken, er det meste af vægten fjernet fra ørestykkerne, og derfor opleves denne Sennheiser meget, meget let. Samtidig gør bøjlen, at der er plads til et større batteri, så du kan nyde op til 10 timers trådløs musik.

Selve bøjlen er lavet i lækkert, blødt sort læder og den røde syning i bøjlen går igen i kablet op til de meget lækre ørestykker i aluminium. Der er i den grad kælet for detaljerne fra eksperten i hovedtelefoner. Parring med smartphone foregår let, og vi noterer, at det er nemt at finde og styre knapperne på bøjlen, selvom de sidder på indersiden.

Selv efter flere timer opleves Sennheiser stadig let i øret, og vi glædes over den sublime og detaljerede gengivelse. Hør bækkenerne klinge helt ud på et jazznummer, de mange mikrodetaljer og den dybe og lidt kraftige bas kombineret med den meget luftige mellemtone.

Vi er ikke i tvivl om, at Sennheiser Momentum In-ear er testens vinder. Den er måske ikke bedst til alt. Grados testdeltager gengiver bedre i bassen og får musikken til at flyde lettere. Men det ændrer ikke ved, at Sennheiser har begået en trådløs genistreg.

Se også:  Vind helt trådløse in-ears til træning

Pris: 1.499 kroner

Kvalitetsindtryk: 5
Brugervenlighed: 4
Funktioner: 4,5
Ydelse: 4,5
Pris: 3

Samlet vurdering: 4,5

Jaybird X3 til 1099 kr. God konstruktion til træning

Her får du lang batteritid og hoved- telefonen er resistent over for sved. Er du typen, der helst er aktiv hele dagen – og bedst til musik – er den amerikanske Jaybird et godt bud. Med hele 8 timers batteridrift og svedresistens kan sættet ordne opgaven for de fleste. Vi er imponerede over den lækre kvalitet, hvor der er mange fine detaljer.

Ørestykkerne har et solidt ”greb” i øret takket være en ekstra, lille adapter, der vrides på plads yderst i øret. Dette trick bruges af mange andre producenter, men her er adapteren lavet i særlig lækkert gummi, som både sidder godt til og føles behageligt. Vi er også imponeret over, hvor lang trådløs rækkevidde X3 har.

Vi kunne bevæge os op imod 10 meter bort og stadig få god forbindelse – fin feature i fitnesscentret. Opladeren er en noget speciel type, og her ville det være mere praktisk med et standard mini-USB-stik. Fjernbetjeningen er placeret på kablet, som hænger i nakken, og det er overraskende let at betjene den herfra, da du let kan mærke, hvor knapperne er. Også når du skal tage et opkald.

X3 har et let tilbagelænet lydbillede, hvor øvre mellemtone er fremhævet og især s-lyde står rigelig stærkt i lydbilledet. Men alt i alt får du et detaljeret lydbillede, som klæder det meste musik. Testens Bose (også en sportshovedtelefon) er lydmæssigt bedre, men Jaybird har en bedre konstruktion og er noget billigere.

Pris: 1.099 kroner

Kvalitetsindtryk: 4
Brugervenlighed: 5
Funktioner: 5
Ydelse: 3
Pris: 3

Samlet vurdering: 3,5

 

 

 

 

TAGS
in-ears

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S