Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

In-ear-høretelefoner [STORTEST]: Lækker lyd i øregangen

Du kan få rigtig lækker lyd i de små in-ears, bare du holder dig fra de billigste. Her vi tester vi in-ears-høretelefoner i den spændende prisklasse 1000-1500 kroner.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Stil dig ikke tilfreds med det sæt ørepropper, som fulgte med din seneste smartphone. Hvis du hører til de flere og flere af os danskere, som vil have muligheden for at lytte til god musik uanset, hvor vi befinder os, så tag et skridt op af kvalitetsstigen.

Dårlige hovedtelefoner er trættende at lytte til. Gode hovedtelefoner bringer dig ind i en anden og skønnere verden, du kan lytte i timevis, og på gode produktioner hører du pludselig nye, spændende detaljer i den musik, du syntes at kende så godt.

Hvor starter kvalitetslyden? Vores bud er: fra 1000 kroner og opad. Du kan da sagtens finde fine hovedtelefoner til det halve, men vil du være sikker på den optimale lydoplevelse, er du langt bedre stillet i prislejet 1000-1500 kroner, som vi fokuserer på i denne stortest, hvor vi har 7 deltagere med.

In-ear – optimal på farten

Philips Fidelio S2KB til 999 kr. Dårlig pasform og lyd

Det ellers flotte Fidelio-sæt skuffer desværre både med hensyn til pasform og lydkvalitet.

Trods et mindre arsenal af adaptere var vi flere, der havde problemer med at få Fidelio til at sidde sikkert og behageligt i øret. Det er lidt ærgerligt, nu da sættets ørestykker er lavet i lækkert aluminium og endda er vinklet ind mod øret, så alt burde være perfekt. Kablet er af en flad type, som ikke snor sig så let. Resultatet er, at de ikke er viklet sammen hver gang de hives op ad lommen.

Det er rigtigt godt! Den kablede hovedtelefon giver et lidt slapt lydbillede. De kan spille højt, men musikken roder noget sammen. Bevares, der er meget godt ”hul igennem”, og lydkvaliteten er klart bedre end fra de billige standardmodeller. Men i forhold til prisklassen skuffer Philips Fidelio S2KB.

Pris: 999 kroner

Kvalitetsindtryk: 3,5
Brugervenlighed: 3
Funktioner: 3
Ydelse: 2
Pris: 2,5

Samlet vurdering: 2,5

 

BEDSTE KØB Grado iGe til 995 kr. Musikalsk som bare ...

Den anonyme amerikaner brillerer med en overbevisende musikformidling klart, at Grado iGe fra Brooklyn New York leverer et overbevisende musikalsk lydbillede uanset, om du er til Metallica eller Brahms’ cellokoncert.

Du glemmer, du har hovedtelefoner på, da musikken kommer først. Det er en kæmpe fornøjelse og egentlig ikke så overraskende. For netop Grado har gang på gang imponeret os med en letflydende og engagerende måde at gengive musik på. Og denne nyeste udgave af producentens mindste hovedtelefon skuffer bestemt ikke.

Kablet er en ganske lækker type, og hovedtelefonen har en god pasform, der slutter godt tæt. Der er fjernbetjening på kablet, og du kan da også nappe et mobilopkald – en feature, vi har savnet ved tidligere udgaver af samme model. Du kan finde hovedtelefoner, der har flere detaljer og dynamik, men vi vil vove den påstand, at du ikke finder nogen, der gengiver musik så engagerende til prisen. Og derfor er det da også en let beslutning at gøre Grado til testens bedste køb. Med god margin endda!

Pris: 995 kroner

Kvalitetsindtryk: 3,5
Brugervenlighed: 3,5
Funktioner: 3
Ydelse: 4,5
Pris: 5

Samlet vurdering: 4,5

BeyerdynaDATATID ANBEFALER mic Byron BTA Wireless til 1499 kr. Gengivelse og komfort af ypperste karat

Et gennemført lækkert design kombineret med høj lydkvalitet gør Beyer til et fremragende valg. Alt signalerer høj klasse: Lige fra det lækre aluminium på ørestykkerne med magneter, så du kan klikke de to ørestykker sammen under transport. Og Byron-modellen fra Beyerdynamic skuffer da heller ikke lydmæssigt. Fra første strofe er det tydeligt, at her får du dynamik og detaljer i en grad, så du får lyst til at høre alle dine bedste indspilninger.

En af vores testere fik straks den idé, at han nu skulle have et musikabonnement med højere streamingkvalitet. Der opstår ikke helt det flow og den naturlighed i lydbilledet som med de fantastiske Grado-hovedtelefoner og ej heller den præcision, du kan opleve med Sennheisers testdeltager. Men hele pakken er ganske fremragende alt taget i betragtning.

Komfortmæssigt er Beyer gode, men det kræver, at du prøver dig lidt frem med de forskellige adaptere, da ørestykket vejer noget og skal sidde godt til for ikke at falde ud. Det tager præcis 5 sekunder at parre BTA Wireless med sin smartphone, og nu kan du spille i op til 7,5 timer på en opladning. Der kan skrues op og ned på fjernbetjeningen på kablet.

Den dublerer som oplader med speciel holder, der har samme lækre design som resten af telefonen. Eneste minus ved opladeren er, at du ikke kan bruge et standard mini-USB-kabel eller lignende, hvis du skulle miste eller glemme opladeren. Alt målt og vejet gør Byron et solidt indtryk. Nok har den nogle småfejl, der trækker ned, ganske som prisen er i den høje ende. Men en klar anbefaling giver vi alligevel.

Pris: 1499 kroner

Kvalitetsindtryk: 4,5
Brugervenlighed: 4,5
Funktioner: 4,5
Ydelse: 4
Pris: 2,5

Samlet vurdering: 4

Panasonic RP-HED5M til 999 kr. Lækker indpakning – men spiller ikke super

Panasonic leverer et lidt skuffende resultat og må se sig slået af konkurrenterne. De titaniumfarvede ørestykker i aluminium og den lækre transportæske skaber forventninger. Men allerede da vi pakker den kablede Panasonic-hovedtelefon ud, kan vi notere, at kablet er af den type, der let snor sig.

I en hovedtelefon i denne prisklasse forventer vi en højere kvalitet – og der findes kabeltyper, der ikke er så slemme til at krølle sammen, når de bliver lagt i en lomme. Der er en del kabelstøj, når du rører ved kablet – ret irriterende i længden. Komfortmæssigt vil de fleste finde Panasonic RP-HED5M gode, da de forskellige adaptere gør, at alle på testholdet kunne bruge ørestykkerne.

De sidder godt til i ørerne, og støj udefra undertrykkes ret meget – til trods for at der ikke er tale om en model med aktiv støjreduktion. Lydmæssigt er der godt med smæk på, og især rockmusik gør sig godt. Men diskanten har det også med at være lidt metallisk, ligesom bassen ikke er så dyb. Der er selvfølgelig tale om generelt høj lydkvalitet, men i prisklassen kan du få endnu mere velklang for pengene.

Pris: 999 kroner

Kvalitetsindtryk: 3
Brugervenlighed: 3
Funktioner: 3
Ydelse: 2,5
Pris: 2,5

Samlet vurdering: 2,5

Bose Soundsport til 1499 kr. Løb til god musik

Både lydkvalitet og komfort imponerer i dette bud på en fitness-hovedtelefon. Er du i god træning kan du nå både at gennemføre et maratonløb og komme i bad bagefter, uden at musikken slukker. For den trådløse Bose Soundsport har seks timers batteritid. Med både sved- og vandresistent indpakning er hovedtelefonen godt rustet til din træning og dine konkurrencer.

Der er endda lydstyrkeoptimering, som betyder, at Soundsport hele tiden justerer på lyden afhængig af musikken, og konstant forsøger at skabe bedst mulige lyd. Alt dette og andre features kan let opsættes via en app, du kan hente gratis. Hovedtelefonen er fysisk ret stor, men ørestykkerne hænger godt fast i ørerne og er med deres små greb i gummi også lette at få ud igen.

Kablet mellem højre og venstre ørestykke hviler i nakken og opleves ikke generende. Dette fungerer godt til løb, men mindre godt til fitness, hvor kablet i nakken kan komme i vejen ved nogle øvelser. Hovedtelefonen sidder ret behageligt og alligevel fast nok til, at den ikke opleves klaustrofobisk.

Lydmæssigt er Bose Soundsport en rar oplevelse og giver et lækkert og detaljeret lydbillede, hvor især mellemtonen står godt frem. Vi savner lidt varme i mellemtonen, men alt målt og vejet rigtig udmærket af en hovedtelefon til sport at være. Her er der nemlig sjældent kælet for lyden som her.

Pris: 1.099 kroner

Kvalitetsindtryk: 3,5
Brugervenlighed: 4
Funktioner: 4
Ydelse: 3,5
Pris: 2,5

Samlet vurdering: 3,5

TESTVINDER Sennheiser Momentum In-ear Wireless til 1499 kr. Her er kælet for alle detaljer

En virkelig fremragende hovedtelefon – både med hensyn til konstruktion og lyd Da al elektronikken er placeret i en bøjle, der hænger på nakken, er det meste af vægten fjernet fra ørestykkerne, og derfor opleves denne Sennheiser meget, meget let. Samtidig gør bøjlen, at der er plads til et større batteri, så du kan nyde op til 10 timers trådløs musik.

Selve bøjlen er lavet i lækkert, blødt sort læder og den røde syning i bøjlen går igen i kablet op til de meget lækre ørestykker i aluminium. Der er i den grad kælet for detaljerne fra eksperten i hovedtelefoner. Parring med smartphone foregår let, og vi noterer, at det er nemt at finde og styre knapperne på bøjlen, selvom de sidder på indersiden.

Selv efter flere timer opleves Sennheiser stadig let i øret, og vi glædes over den sublime og detaljerede gengivelse. Hør bækkenerne klinge helt ud på et jazznummer, de mange mikrodetaljer og den dybe og lidt kraftige bas kombineret med den meget luftige mellemtone.

Vi er ikke i tvivl om, at Sennheiser Momentum In-ear er testens vinder. Den er måske ikke bedst til alt. Grados testdeltager gengiver bedre i bassen og får musikken til at flyde lettere. Men det ændrer ikke ved, at Sennheiser har begået en trådløs genistreg.

Pris: 1.499 kroner

Kvalitetsindtryk: 5
Brugervenlighed: 4
Funktioner: 4,5
Ydelse: 4,5
Pris: 3

Samlet vurdering: 4,5

Jaybird X3 til 1099 kr. God konstruktion til træning

Her får du lang batteritid og hoved- telefonen er resistent over for sved. Er du typen, der helst er aktiv hele dagen – og bedst til musik – er den amerikanske Jaybird et godt bud. Med hele 8 timers batteridrift og svedresistens kan sættet ordne opgaven for de fleste. Vi er imponerede over den lækre kvalitet, hvor der er mange fine detaljer.

Ørestykkerne har et solidt ”greb” i øret takket være en ekstra, lille adapter, der vrides på plads yderst i øret. Dette trick bruges af mange andre producenter, men her er adapteren lavet i særlig lækkert gummi, som både sidder godt til og føles behageligt. Vi er også imponeret over, hvor lang trådløs rækkevidde X3 har.

Vi kunne bevæge os op imod 10 meter bort og stadig få god forbindelse – fin feature i fitnesscentret. Opladeren er en noget speciel type, og her ville det være mere praktisk med et standard mini-USB-stik. Fjernbetjeningen er placeret på kablet, som hænger i nakken, og det er overraskende let at betjene den herfra, da du let kan mærke, hvor knapperne er. Også når du skal tage et opkald.

X3 har et let tilbagelænet lydbillede, hvor øvre mellemtone er fremhævet og især s-lyde står rigelig stærkt i lydbilledet. Men alt i alt får du et detaljeret lydbillede, som klæder det meste musik. Testens Bose (også en sportshovedtelefon) er lydmæssigt bedre, men Jaybird har en bedre konstruktion og er noget billigere.

Pris: 1.099 kroner

Kvalitetsindtryk: 4
Brugervenlighed: 5
Funktioner: 5
Ydelse: 3
Pris: 3

Samlet vurdering: 3,5