Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

iMacs med power og nye skærme

De to nye iMac – du ved dem med en stor skærm, hvor computeren er indbygget – ligner umiddelbart sig selv. Men indvendigt har de fået en stor opgradering, og skærmene er med LED baggrundslys og i øvrigt i 16:9 format. De har begge fået kortlæser (det var på tide!) i siden.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den lille nye med 21,5” skærm fås ned til 8.299 kroner, og for de penge får du en 3,06 GHz Core 2 duo processor, 1920 x 1080 pixel opløsning, 4 GB hukommelse og 500 GB harddisk.

Dertil naturligvis optisk drev, WiFi og så videre. Den store 27” fås med samme processor og 1 TB harddisk og bedre grafikkort til 11.799 kroner. Og som noget nyt fås den også med en Core i5 processor på 2,66 GHz.

Så for første gang kan du nu få processorer i en hjemmemaskine, som ellers er forbeholdt servere eller de store Mac Pro computere. Den største med 27” skærm koster 13.799 kroner.

Vi har prøvet den mindste iMac, og den virker ærligt talt frisk. Vi har installeret Windows, og der er masser af muskler og power til det. De 4 GB hukommelse og processoren gør det godt.

På mange måder er den nye iMac et superhit. Til prisen er der meget at byde på, og den nye skærm betyder, at den er en fornøjelse at se film på. Skærmen har det rigtige format (Full HD), og LED baggrundslyset betyder, at alt står rent og meget lysstærkt.

Til almindelige applikationer går det også godt – både under Mac OS og Windows. Maskinen virker altid hurtig og kvik – også når vi bruger Photoshop til at redigere større billedfiler.

Designet af iMac har fået et løft, og glaspladen dækker nu hele computeren, og i bunden finder du en metalplade, der matcher foden og det trådløse tastatur. Med i prisen følger også den nye Magic Mouse, som også kan købes separat.
Alt i alt synes vi, at de nye Mac’er til skrivebordet er et kanonhit.

Når man kigger på indmad, ydelse, byggekvalitet og design, så hænger prisen faktisk meget godt sammen – men husk, at du skal lægge prisen for Windows oveni. Det er til gengæld let at installere, og alle drivere til Windows følger med maskinerne.