Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: iMac med forbedret 5K-skærm og Skylake

Den nyeste 27" iMac repræsenterer ikke det største kvantespring i modellens historie. Det er dog en meget overbevisende computer, hvor blandt andet skærmen er yderligere forbedret.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den nyeste 27" iMac repræsenterer ikke det største kvantespring i modellens historie. Det er dog en meget overbevisende computer, hvor blandt andet skærmen er yderligere forbedret

Der er ikke mange brands, der har større gennemslagskraft end Apples iMac serie. Det går så vidt, at de fleste af os sikkert slet ikke tænker på iMac som værende en alt i en-computer, men slet og ret som iMac.

Der er ingen tvivl om, at den testede iMac stadig hører til i toppen af hierarkiet, når det kommer til alt i en-computere. Det er vist kun brugere, der ikke kan forlige sig med tanken om, at skifte til Mac OS X, der ikke ville være glade for at eje en.
Skulle det være tilfældet, så kan man via Boot Camp softwaren installere Windows som et supplement til Mac OS X i en dual boot-konfiguration.  
 
Opdateret 5K-skærm
Det er muligt at anskaffe iMac i en 21,5"-udgave, samt i en 27"-udgave, og vi har kigget på sidstnævnte. Fælles for de sidste nye modeller er, at alle 27"-
modeller er udstyret med en 5K Retina-skærm.

Det betyder, at skærmen rummer 14.745.600 pixel, hvilket er fire gange så mange pixel som en skærm med WQHD-opløsning rummer. Det kan også oversættes til en pixeltæthed på 217,6 PPi, hvilket er en virkelig høj værdi for en computerskærm.

Skærmopløsningen er ikke den eneste kvalitet ved skærmen. Der er ikke kun satset på den meget høje skærmopløsning. I forhold til den tidligere model, så er den nye iMac 5K Retina-skærm i stand til at vise 25 procent flere farver på skærmen.

Skærmen understøtter nemlig mere end 99 procent af DCI-P3 farverummet, der er et farverum, der er meget bredere end sRGB- farverummet.
Årsagen til, at man kan opnå det øgede farverum, er, at man i stedet for de traditionelle hvide LED'er er gået over til rød/grønne fosfor-LED'er, der resulterer i en mere balanceret farvegengivelse. Den blå undertone, der kan virke stressende på folk, dæmpes også som en sideeffekt heraf.

Endeligt bliver skærmen farvekalibreret fra fabrikkens side for at opnå så nøjagtig en farvegengivelse som mulig. Skærmen er da også isoleret set højdepunktet ved denne computer.
Den er ultra detaljeret med farvestrålende gengivelse og indbyggede funktioner til farvestyring. Den klarer sig også ganske hæderligt i lysstærke omgivelser.

Stilistisk fyrtårn
Designet ligner i det store hele sig selv, men der er vel heller ikke nogen særlig grund til at ændre på, hvorledes iMac'en ser ud. Det strømlinede design med de bløde linjer fremstår så enkelt og elegant som nogensinde.

Den eneste virkelige ulempe ved designet er, at computeren og dermed skærmen ikke kan højdejusteres.
Som altid hos Apple er der en tanke bag hver enkelt lille detalje, strømstikket går nærmest ud i ét på bagsiden via et sut-lignende strømstik. Ledningen dertil er som altid ufattelig blød og lækker at røre ved.

Det er de små detaljer, der gør det, og til computeren medfølger Magic Mouse 2 samt Magic Keyboard. Tastaturet er virkelig godt, Magic Mouce 2, tja den er strømlinet, men undertegnede ville langt hellere have en god ergonomisk mus i stedet.

Der er godt med tilslutningsmuligheder bag på computeren, herunder to lynhurtige Thunderbolt 2-porte, det kan dog diskuteres, om placeringen af tilslutningerne er særlig praktisk. Der er også indbygget 802.11ac samt Bluetooth 4.0.
 
Det indre tæller også
Hardwaren er også blevet opdateret, og i testeksemplaret er det en Intel Core i5 firkernet processor fra Skylake-familien, der sidder i computeren, grafikkortet er et Radeon R9 grafikkort med 2 GB gddr5 hukommelse samt en 1 TB Fusion drive. Det dækker i dette tilfælde over en 1 TB harddisk, der arbejder sammen med et flash-drev på 24 GB.
Ydelsen passer glimrende til diverse allround-opgaver, selv om den jo skriger på videoredigering og fotobehandling.

Slanke kanter, bløde buer og et enkelt minimalistisk design kendetegner iMac. Slanke kanter, bløde buer og et enkelt minimalistisk design kendetegner iMac.