Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Ikea/Sonos Symfonisk billedramme: Sæt musikken i ramme

Lyden er fin, og funktionaliteten ligeså overlegen som andre Sonos-højttalere, men billedramme-konceptet holder ikke helt.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ikea og Sonos har indledt et samarbejde, hvor formålet er at integrere god lyd i hjemmets indretning.

Først fik vi bordlampen og boghylden med indbyggede højttalere. Nu får vi en billedramme.

Kedelig Ikea-kunst

En væsentlig forskel er, at de to første produkter har en funktionel rolle. Det nye har udelukkende en æstetisk. Derfor er det i langt højere grad op til individuel smag om det er attraktivt.

Af den grund synes det mærkeligt, at der ikke er skabt større plads til individualisering. I rammen sidder et grafisk design, der lige nu fås i sort eller hvid – senere vil komme flere designs, men det er ikke muligt at indsætte sit eget.

Designet er ikke grimt, men en anelse kedeligt. Rammen stikker desuden et stykke ud fra væggen og en strømledning er nødt til at hænge ud fra den (to ledninger, hvis du anvender kablet net). Desuden lyser en lille farvet lysprik ud gennem stoffet for at angive højttalerens aktuelle tilstand. Det bidrager alt sammen til et lidt uelegant indtryk.

Der er dog smart nok, at man har placeret fysiske knapper under den yderste del af rammen, så højttaleren kan betjenes manuelt.

Foruden at hænge rammen op på en væg er det muligt at stille den på gulvet. Der følger små plastikfødder med.

Fin lyd og fremragende funktionalitet

Lyden fejler ikke noget. Der er ikke så meget bund som i en Sonos One til samme pris, men for en højttaler så flad som denne, er lyden velbalanceret, klar og relativ fyldig.

Opsætningen er supernem, og der er adgang til alle de funktioner vi kender fra Sonos, inklusive Trueplay, hvis du er på iOS. Stereoparring kan kun ske med en anden billedramme. For så vidt er der således tale et velfungerende produkt.

Du er dog nødt til at købe ind på præmissen om, at billedrammen er pænere og mere praktisk end en almindelig Sonos-højttaler for at det giver mening.

Pris: 1499 kr.

Samlet vurdering: 4/6 stjerner