Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: IK Multimedia iRig Stream: Lommevenligt lydkort til streameren

iRig Stream er et lommevenligt lyd til den, der vil have sin musik på nettet ud øjeblikkeligt.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Måden at komme ud med sin musik er væsentligt anderledes i dag, end den var i de glade præ-internet dage, hvor der skulle et møjsommeligt arbejde i studiet efterfulgt af en længere trykke- og distributionsproces til, inden musikken nåede publikum.

I dag kan du producere en hel plade på din computer eller tablet og derefter sende musikken direkte ud til publikum via sociale medier.

iRig Stream er skabt for at gøre denne proces en lille smule nemmere. Der er tale om et lommevenligt lydkort, der kobles til iOS- eller Android-enheder via Lightning eller USB-C-stik. Du kan også koble det til en pc, enten med USB-C eller gammeldags USB-A. Alle stik følger med.

Gør mobilen til et ministudie

Via stereo RCA-indgange er det muligt at streame sin musik direkte ud på nettet eller alternativt optage den ind på mobilen først, for at tilsætte lidt tale eller sang.

Sæt et headset i minijackstikket på siden, og du kan høre musikken samtidig med, at du lægger vokal på via headsettets mikrofon.

Alternativt kan du bruge en selvstændig mikrofon, men det kræver at den har minijackstik eller i det mindste en adapter på. Og det må ikke være en type, der kræver phantom power.

IK Multimedia iRig Stream. IK Multimedia iRig Stream.

Lyd fra mobilen kan også blive en del af mixet, hvis du aktiverer ”loopback” på siden af iRig Stream.

Det er desuden muligt at vælge, om signalet ind i mobilen skal være stereo eller mixes ned til mono, hvilket eksempelvis er en fordel, hvis du streamer på Instagram.

Tjener sit formål

Strøm får det lile lydkort via din mobile enhed eller computer. Der er også mulighed for at sætte en ekstern strømforsyning i. Så vil iRig Stream kunne oplade din smartphone, når den er koblet til. Men kabel til dette følger ikke med.

iRig Stream er således en enhed, der tjener sit formål upåklageligt for dem, der vil have sin musik ud øjeblikkeligt.

Pris: 799 kroner

Samlet vurdering: 4/6 stjerner