Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: iFrogz Coda Wireless + Mic: Fint headset til billige penge

Frogz Coda Wireless + Mic er et Bluetooth in-ear headset, der ikke skal forveksles med et on-ear headset med næsten samme navn fra samme producent.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Som prisen lidt lægger op til, skal man ikke forvente den største musikalske åbenbaring her. Lyden i headsettet går tydeligt igennem, og Bluetooth-forbindelsen til ens smartphone er ligeledes stabil. Men det er en lidt 'tynd' lyd, de 10 mm-enheder leverer.

Lyden mangler lidt dynamik og virker en anelse 'flad' uden de store dyder i hverken mellemtone, diskant eller bas. Til prisen er det dog et fornuftigt headset, der ret beset er pengene værd. Ørekoppene er i plastik, fra dem udgår der en tynd men fleksibel ledning til kontrolenheden. Kontrolenheden er aflang med powerknap/parring samlet i en stor midterknap.

I hver side af enheden kan man enten skrue op eller ned for volumen samt skifte til forrige eller næste nummer. Der er lidt forskel på udformningen af disse knapper, men ikke nok til, at det alene gør det lettere at kende forskel. Det gør man snarere efter vane ud fra, hvorledes man har monteret headsettet på tøjet.

Headsettets kontrolpanel er udstyret med en lang gummirem, via magnetisme klapper den ind mod kontrolenheden og fungerer på denne måde som en kuglepens bøjle. Headsettet har tre forskellige ørepuder, man skal skifte mellem. Vi kunne derfor få ørekopperne til at sidde helt optimalt. Der er ikke indbygget støjdæmpning, men ørekopperne dæmper i sig selv mange af omgivelsernes lyde.