Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: HyperX PulseFire Haste: Lynhurtig på aftrækkeren

Hvis spillet kræver hurtige reaktioner, er en let mus vejen frem. Sådan en får du med Pulsefire Haste.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi er nede på kun 59 gram. 

Den flyver hen over bordet, nærmest uden at du behøver røre ved den. Glatte PTFE-skates sikrer et minimum af friktion mod bordoverfladen, mens et stofagtigt paracord-USB-kabel giver så lidt modstand, det overhovedet er muligt, således at den gennemhullede plastmus kan bevæge sig helt frit. 

At den er kablet og ikke trådløs, vil være et plus for nogle og et minus for andre. Det betyder imidlertid, at man har kunnet undlade et indbygget batteri, og det bidrager til en ekstra lethed, der er svær at opnå med en trådløs mus. 

En kablet forbindelse minimerer teoretisk set også input-forsinkelse. Pixart 3335-sensoren sørger for øjeblikkelig og præcis reaktion på dine bevægelser. 

Rigtig god til prisen

Musen ligger godt i hånden, og skulle der være behov for et sikrere greb, følger grip-tape med, som kan klistres på siderne og knapperne. Knapperne reagerer kvikt med hørbart feedback og holder til 60 millioner klik. Scrollhjulet har en behagelig modstand, men er ikke så hurtigt i action som resten af musen. Over hjulet er der en dpi-knap, som gør det muligt at skifte mellem 400, 800, 1600 og 3200 dpi. 

Alle knapper kan konfigureres via HyperX Ngenuity-programmet, hvor det også er muligt at indstille musens RGB-lys, der stråler ud af scrollhjulet. Musen har indbygget hukommelse til at gemme dine indstillinger. 

Til prisen er det svært at forlange mere af en gamingmus. Pulsefire Haste bør være øverst på listen, hvis du søger en lynhurtig mus til under 500 kroner. 

Pris: 459 kroner
Samlet vurdering: 4 af 6 stjerner