Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hvornår tager robotterne dit job?

Robotterne har været på vej i mange år, men nu forvandler de sig og går ikke kun efter de fysiske jobs. Ingen er længere i sikkerhed, hvis man skal tro alverdens jobeksperter. Her får du en prognose for nogle af de mest udbredte stillinger.

Af Caspar Haarløv, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En maskine vil snart overtage dit arbejde, og det er ikke kun de lavest uddannede, der skal være nervøse. Bare spørg alle de bankfolk, der er blevet erstattet af hæveautomater, og alle de boghandlere, der er blevet gjort arbejdsløse af Amazon.com.

Men hvornår kommer robotterne efter dit job? Vi har undersøgt sagen og konsulteret centrale kilder til fremtidens jobmarked. Resultatet er denne liste over nogle af de mest vakkelvorne jobtyper.

Automatisering er ikke kun for de lavtlønnede. Ifølge en ny rapport fra konsulentbureauet McKinsey er det ganske vist nemmest at automatisere ”forudsigeligt fysisk arbejde” og sværest at få en robot til ”at lede mennesker.”

Hierarkiet springes over

Men robotterne respekterer ikke hierarki. De næst-nemmeste positioner at erstatte er nemlig alle dem, hvis opgaver handler om at behandle data. Det er typisk højtlønnede stillinger lige under direktørniveau som aktuar, revisor og finansanalytiker.

Omvendt er lavtlønsjobs som tjener, ekspedient, sundhedsassistent og andre jobs med direkte kundekontakt ikke i nær så stor fare for at blive erstattet af maskiner.

Bankfuldmægtig: Kontorerne tømmes

Du foretager allerede de fleste bankhandler med en robot – når du hæver udenlandsk valuta i en automat, får beregnet et kviklån over telefonen eller får lavet et budget ved hjælp af et spørgeskema i din netbank.

Det hele kører af sig selv, men bag ved alle beregningerne står et kompliceret netværk af teknologier, der har erstattet et utal af bankfolk ved skranken og i kontorerne. Udviklingen fortsætter stille og roligt: fra 2014 til 2015 nedlagde Bank of America 7 procent af deres stillinger som følge af automatisering.

Fordel: Objektiv kreditvurdering, når du bliver fristet af en ny lejlighed.

Journalist: Maskinerne skriver selv

Mange såkaldt humanistiske fag består i høj grad af dataindsamling og behandling af data efter bestemte regler og formler. Mange artikler skrives på baggrund af et oplæg fra en redaktør, der på forhånd bestemmer emne, form og længde. Derefter er det bare at gå i gang med sin research på Google og sammenfatte det i den aftalte form.

Kan en robot gøre arbejdet lige så godt? Flere steder i verden er der nu indledt forsøg med at lade computere skrive de mest simple artikler. En af pionererne er det amerikanske selskab Narrative Science.

Fordel: Standardiserede tekster kan skrives på sekunder.

Lastbilchauffør: Transporten kører selv

I 2016 manglede der 2500 lastbilchauffører i Danmark. Men det er ikke sikkert, at jobsikkerheden vil fortsætte. Industrien er allerede langt fremme med selvkørende lastbiler og perspektiverne er både sikrere veje og større fleksibilitet i transporten.

Fordel: Lastbilerne kan køre længere, og de kan køre, når vejene er tomme.

Bager i vognen

I Silicon Valley eksperimenterer Alex Garden med at lave pizzaer på samlebånd. Og det er ikke en uendelig strøm af ens fryserpizzaer, vi taler om, men individuelle pizzaer lavet efter bestilling.

En blanding af robotter og menneskehænder tilbereder pizzaen (robotten fordeler tomatsovsen, et menneske putter ost på osv.). Pizzaen bages i varevognen på vej ud til kunden. Ovnen forudser leveringstiden og tænder præcist i tide, så pizzaen er færdig lige i det øjeblik, den ankommer til kundens adresse.

Fordel: Frisklavet pizza lige til døren.

Taxachauffør: Førerløse biler tager over

Alle taler om Uber, men måske skal taxachaufførerne være mere bange for de førerløse biler. Teknologien præsenteres ofte som privatbilistens bedste mulighed for en god lur, men det er langt mere oplagt, at vi i byerne vil opleve en flåde af offentligt tilgængelige førerløse køretøjer, der kan prajes døgnet rundt via en smartphone og betjenes med stemmekommandoer.

Uden for myldretiden vil de førerløse biler kunne køre sig selv hen i afsidesliggende parkeringshuse og dermed kan hele cirkusset med de overfyldte parkeringspladser i byerne blive fortid.

Fordel: Billigere transport og færre parkeringsproblemer.

Bygningsarbejder: Robotten giver en hånd

SAM er murermedhjælper. Han går ved siden af murerarbejdsmændene og hjælper med at løfte tunge ting og giver også gerne en hånd med de mere simple mureropgaver. SAM er forkortelse for Semi-Automated Mason eller ”halvautomatisk murer” og er udviklet af Construction Robotics.

På sin vis kan robotten ikke meget mere end fabriksrobotter har kunnet længe, men SAM bevæger sig rundt ved mure og på stilladser.

Fordel: Billigere boliger – og hurtigere bygget.

Landmand: Væk fra marken

Snart vil de store landbrugsmaskiner blive erstattet af selvkørende markmaskiner, der kan varetage mange opgaver på marken. Landmanden reduceres til skærmoperatør, og de sidste medarbejdere siges op.

Teknologien byder dog ikke bare på effektivisering, men også på en helt anden måde at dyrke landbrug på, nemlig såkaldt ”precision agriculture,” hvor sensorer taler direkte med apparater, der tilpasser vanding og gødning helt ned til den enkelte plantes behov.

Den ultimative konklusion er allerede på tegnebrættet flere steder: Det fuldt automatiserede indendørs landbrug, hvor korn og grønsager dyrkes i højhuse uden nogensinde at møde hverken muld, mennesker eller sollys.

Fordel: Datastyret vanding og gødning mindsker spild.

Aktuar: Livsforsikring som data

Fukoku Mutual Life Insurance i Japan afskedigede i år 34 medarbejdere, fordi sygejournaler nu kan læses og behandles automatisk. Virksomheden bruger IBM’s Watson Explorer, der kan analysere alt fra ustruktureret tekst til billeder og videoer.

I dag bruges softwaren som et hjælpemiddel til sagsanalyse, men det forventes at automatiseringen om få år også skal gøre det muligt at administrere de over 100.000 årlige udbetalinger.

Fordel: Billigere forsikringer.

Fabriksarbejder: Kinesisk problem

Selvfølgelig er fabriksarbejderen truet af automatisering. Men det er ikke den danske fabriksarbejder. Det er den billige kinesiske. Fabriksproduktion bliver en langt mere kompleks opgave, der kræver ekspertbetjening og dygtig vedligeholdelse, og lønomkostningerne er ikke længere altafgørende for fabrikkernes placering.

Det gør, at mange vestlige virksomheder er begyndt at flytte produktionen tilbage i nærheden af hjemmemarkederne. Her kan der etableres produktionsenheder, der hurtigt kan justeres i forhold til det lokale marked.

Fordel: Den mistede produktion vender hjem igen.

Lagerarbejdere: Robotter plukker selv

Robotterne har længe domineret på store industrielle lagre, som f.eks. Carlsbergs lager i Fredericia, hvor 18 gigantiske robotkraner blev installeret allerede i 2008. Men udviklingen kan nu også mærkes helt ude i detailhandlen.

Lagerrobotter fra det odenseanske firma MiR er i realiteten små selvkørende rulleborde beregnet på at transportere varer fra et lager og direkte til supermarkedets hylder. Samme type robotter kan programmeres til en langt række meget forskellige situationer

Fordel: Lavere omkostninger og dermed billigere varer.

Finansanalytiker: Slut med dyre drenge

Nu går robotterne også efter de helt dyre drenge. Softwareløsninger som Kensho kan på få minutter levere komplekse finansanalyser, som det ville tage højtuddannede finansfolk timevis at udarbejde. Goldman Sachs er allerede en stor kunde hos Kensho.

Programmet sammenholder for eksempel politiske udviklinger med priserne på påvirkede varegrupper, sammenligner med lignende forhold og omsætter på sekunder komplekse informationer til overskuelige grafer.

Det er til gavn for sælgerne på gulvet, men samtidig gør det også en væsentlig del af deres kompetencer overflødige. 50 procent af alle stillinger i den finansielle sektor vil forsvinde.

Fordel: Gør din impulshandel med aktier mere kvalificeret.

Bogholder: Knust af tallene

Er du god til tal? Det er en computer også. Alt, der handler om at ordne data og behandle dem efter på forhånd bestemte definitioner, er guf for en computerhjerne.

Fordel: Nemmere for små virksomheder at lave regnskab selv.

Læge: Præcis knivføring

Lyder det skræmmende at blive behandlet af en robot? Det er det ikke nødvendigvis. Maskinerne kan bedre registrere symptomer, og de kan operere med mikroskopisk præcision. Glæd dig til at hilse på Doktor Robot.

Fordel: Mikro-operationer kan stoppe flere sygdomme, inden det er for sent.