Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hvilket 1080p-grafikkort skal du købe?

I gaming-gpu’ernes verden er der masser at vælge imellem i øjeblikket. Nvidia har for nylig lanceret GeForce GTX 1660-serien, og det er derfor noget af en udfordring at vælge det helt rigtige kort til 1080p-gaming. Det kan vi hjælpe dig med...

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi har udvalgt de tre bedste 1080p-kort, der i øjeblikket findes på markedet – det nye GTX 1660 6 GB, det ældre GTX 1060 6 GB og AMD’s Radeon RX 590 8 GB. Vi gennemgår dem i detaljer og afdækker deres fordele og ulemper og kårer til sidst en vinder.

1. Omgang: Valuta for pengene

Ved første øjekast fremstår GeForce GTX 1060 som sejrherren her. Det er det billigste af disse tre kort med en gennemsnitspris på 1600 kroner, men Radeon RX 590 til cirka 1900 kroner ligger ekstremt tæt på. Når vi ser på pris pr. gigabyte, slår RX 590 begge de andre kort, idet det har 8 GB gddr5-hukommelse i modsætning til deres 6 GB. Den ekstra grafikhukommelse styrker Radeon-kortet – på trods af at det er det ældste, klarer det sig godt og leverer en ydelse på linje med GTX 1660, selv ved 1440p ultra.

GTX 1660 er det nyeste af disse tre kort, men priserne er faldet hurtigt – man bør kunne finde et til kun et par hund-rede kroner over prisen på et RX 590. Som man kan forvente, giver GTX 1660 meget for pengene, når det gælder den grundlæggende ydelse, til trods for at hukommelseshastigheden ikke er hurtigere end hos et RX 590.

I betragtning af den minimale prisforskel må vores anbefaling her gå til RX 590. GTX 1060 er for gammelt til at retfærdiggøre prisen, mens 590 er et bundsolidt kort, der slår 1660 på prisen. Som en ekstragevinst har RX 590 nogle fremragende spilpakker – i skrivende stund kan man få Division 2 og World War Z gratis sammen med de fleste kort i RX 500-serien.

Vinder: RX 590

2. Omgang: Strømeffektivitet

Beklager, AMD, men Radeon vinder ikke denne omgang. RX 590 er et godt kort, men det kræver 175 W strøm uden overclocking; det er næsten en tredjedel mere end de to GTX-kort. Hvis man prøver at overclocke, bliver strømforbruget astronomisk, idet gpu’en kræver op til halvdelen af hele maskinens elforbrug.

Et skift fra Nvidia til AMD kan ofte fremtvinge en psu-opgradering. Kortet er heller ikke særlig stille, men de afhænger dog af, hvilken specifik model man køber. Og man skal naturligvis huske, at hvis man vælger at afkøle gpu’en med væske, er støj ikke noget problem.

GTX 1660 føles som en klar vinder i kampen om effektivitet. Dens krav til systemet er næsten identiske med det, man ser hos 1060, men det leverer simpelthen en overlegen ydelse og kører typisk omkring 10-12 procent hurtigere uden nogen signifikant stigning i støj eller arbejdstemperatur.

Nogle versioner af kortet yder endnu mere effektivt og tyst på grund af producentens proprietære ventilatorteknologi. Det betyder ikke, at GTX 1060 er et sløvt kort – de fleste modeller kører stilfærdigt og bruger en fornuftig mængde strøm – men det kan simpelthen ikke følge med sin yngre slægtning.

Vinder: GTX 1660

3. Omgang: Overclocking

Hvis vi kun ser på fabriksfrekvenser, brager GTX 1660 igennem. Med en boost-frekvens på 1785 MHz og en basisfrekvens på 1530 MHz leverer det både den hurtigste maksimumhastighed og den største procentuelle stigning fra basis til boost hos alle de tre kort.

RX 590 døjer med overclocking; selv da det blev lanceret, kørte det på en to år gammel arkitektur, og kommer derfor ikke højere end 1700 MHz – selv ikke med seriøs justering. Det kommer måske ikke som en overraskelse for de indviede – RX 570 og 580 bakser også med overclocking, hvilket fører til høje temperaturer med minimale stigninger i hastigheden.

På trods af dets alder kan 1060 yde næsten lige så godt som 1660. Det er relativt imponerende med en boost-frekvens på kun en anelse over 1700 MHz. Det kan stadig uden besvær slå RX 590 – manuel overclocking bør nemt kunne lægge i hvert fald yderligere 100 MHz på.

Når det gælder hukommelseshastighed, yder 590 fint, idet det kan nå 9 GT/sek. (et tal, der svarer til 1660-kortet). Hvis man hengiver sig til solid overcloc-king, dominerer 1660 simpelthen. Hvis vi dykker ned under kølerhjelmen, er der ganske enkelt større kapacitet til at rykke grænserne for 1660’s hardware. Med maksimale ventilatorhastigheder og varmebegrænsning kan dette kort komme op på 2000 MHz – imponerende for gddr5.

Vinder: GTX 1660

4. Omgang: Ydelse

Ud fra en gennemsnitlig betragtning er GTX 1660 det bedste af disse kort, men kun med en lille margen. Det er ikke overraskende, at 1060 ikke yder alt for godt, men det klarer opgaven. Den ydelse, vi har målt i vores benchmark-spil, varierer meget. RX 590 dominerer i nogle spil, men halter bagefter begge GTX-kort i andre. Det hænger primært sammen med spiludviklernes forkærlighed for enten AMD eller Nvidia, og det burde ikke være en afgørende faktor for valget af et kort – medmindre man agter kun at spille et eller to spil.

GTX 1060 halter bagefter på grund af sin alder, hvorimod RX 590 leverer gode tal på trods af, at arkitekturen er to år gammel. Generelt kan man sige, at i spil, hvor 1660 giver højere fps-tal, taber 590 kun med en smal margen. Begge kort kan nå 60 fps ved 1440p, hvis man er villig til at skrue ned for grafikindstillingerne.

Variation mellem gennemsnitlig fps og minimal fps (i den 97. percentil) adskiller også kortene. 1660 varierer i gennemsnit med 47 procent, mens 590 kun varierer med 39 procent og 1060 med 37 procent, og det gør dem begge mere stabile end 1660. Det kan imidlertid forklares med driver-modenhed; 1660 vil formentlig yde inden for strammere parametre, når det har eksisteret i et stykke tid. Alt i alt må vi give sejren til det nyeste kort.

Vinder: GTX 1660

Og vinderen er GTX 1660...

Tallene lyver ikke: Lige nu dominerer GeForce GTX, når det gælder 1080p-gaming. Men hvis det ikke var for prisfaldet på Nvidias kort, ville vi overveje at give prisen til RX 590. Det er en solid allround-gpu til en fornuftig pris.

Hvis du vil satse på Radeon lige nu, er det afgjort det kort, vi vil anbefale til 1080p-gaming. Vi kan ikke rigtig få os til at anbefale det stakkels GTX 1060 – det er en god enhed, og hvis du allerede har dette kort, er der ingen grund til at opgradere lige i øjeblikket, men det kan ikke konkurrere med den nuværende generation af kort.

1660 er ikke et kort, der slår benene væk under en, men hvis man ønsker sig et mellemklassekort, som ikke koster en formue, er dette det bedste valg i øjeblikket. Hvis du bruger noget, der er ældre end et 970, er det et fremragende valg til opgradering.

Imidlertid er de første Navi-kort tættere på, end vi troede, og det kan være klogest at vente et par måneder og se, hvad AMD disker op med. I øjeblikket tør vi ikke engang udelukke, at vi i den ikke så fjerne fremtid kommer til at se noget i retning af et Radeon 5600. Med andre ord: 1660 vinder her og nu – men hold øjnene åbne: Læs Alt om DATA.