Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hvilket Battle royale-spil er bedst? Apex Legends vs. Fortnite vs. PlayerUnknown’s Battlegrounds

Battle royale-spil er noget af en landeplage indenfor gamingverdenen lige nu. Og vi mener det på en positiv måde; der er masser at vælge mellem, og nogle er i særklasse. Alt fra skydespil til MOBA-spil til Tetris har prøvet lykken indenfor battle royal, men der er kun en håndfuld, der ligger helt i toppen. Med dette i tankerne sender vi de tre store hit i genren op mod hinanden: Ophavsmanden PlayerUnknown’s Battlegrounds (PUBG), gratis-spillet Fortnite og nybegynderen Apex Legends.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1. Omgang - Gameplay

Denne er svær at bedømme - hvor meget du nyder at spille et spil vil atid være et subjektivt emne, der deler vandene, og hvert har sine fordele. PUBG var det første til at gøre genren populær, og det tilbyder både første og tredjepersons synsvinkler. PUBG og Fortnite placerer 100 spillere i hver kamp, mens Apex kun har 60. PUBG vinder point for at have fem kort, hvor de andre kun har et, men kort-designet hos Apex og Fortnite er dog overlegent.

Fortnite og PUBG tilbyder squad-baserede og solo-oplevelser, mens Apex tvinger spillerne ind i trioer, hvilket giver en fordel til spillere, der kan danne grupper med venner. Dette kunne være afgørende for valget af spil, hvis ikke det var for Apex’ utroligt gode “ping”-system, der giver hurtig og effektiv nonverbal kommunikation. Alt kan pinges til dine holdkammerater, hvilket giver en god sammenhængskraft selv i sammensatte holdkampe.

Fortnite har den mest interessante mekanik; muligheden for hurtigt at bygge strukturer, der kan give dækning eller nye veje. I sidste ende er disse dog skydespil, så den endelig beslutning går på dette. Her er Apex kongen; Respawns erfaring med at designe det fantastiske Titanfall 2 har givet dem en fordel, og hvert våben føles tilfredsstillende at bruge.

Vinder: Apex Legends

2. Omgang - Grafik

Ok, først og fremmest. Vinderen i denne omgang er ikke PUBG. Beklager Player-Unknown, men et mindre udviklingshold betyder færre hænder, der kan arbejde på flotte teksturer og animationer. PUBG ser fint ud, men det er mere kedeligt. Epic Games og Respawn Entertainment er giganter til sammenligning men er gået i to helt forskellige stilretninger, så det er en svær beslutning.

Fortnite er fyldt med tegneserieagtige og karakterfyldte animationer i flotte farver og med et design, der ser godt ud på selv ældre computere. Miljøet er vibrerende og varieret, og hvert nyt event åbner op for en flod af nye kosmetiske elementer. Grafikken er rimelig basal, og stilarten gør, at nogle teksturer ser lidt flade ud.

Apex Legends går efter en mere realistisk visuel stil og sender spillerne ned i en militærinstallation på en frodig jungleø. Vand- og partikel-effekter er mere sofistikerede, og teksturer ser fantastiske ud på kraftigere maskiner; især er der kælet for våbnene, som ser utroligt sexede ud med stål og krom. Karakteranimationerne er også fuld af liv og giver et strejf af personlighed til battle royale-genren. Valget er svært, men vinderen må blive Apex.

Vinder: Apex Legends

3. Omgang - Ydelse

Et velskabt spil skulle kunne spilles på næsten alle midt- til top-serier af pc’er og battle royale-spil er ingen undtagelse. Med masser af aktivitet i enhver kamp er alle tre spil sårbare overfor udfald i netværket og har behov for at processere masser af samtidige handlinger. Vi ser derfor på optimering.

PUBG lider igen under et mindre udviklingshold, hvilket gør, at spillet ikke er særligt godt optimeret til at køre på ældre eller billigere maskiner.

Tekstur pop-ins, visuelle udfald eller hak i billederne under heftige kampe er almindeligt. Spillet blev rent faktisk i starten plaget af spillere, der kørte på minimale indstillinger, så de kunne se igennem løv, der skjulte deres højgrafik-modstandere. Apex Legends gør det ikke meget bedre; selvom det ser godt ud, forlanger det meget af hardwaren, og kan kun køre høj billedhastighed på en seriøs maskine.

Fortnite er en helt anden snak. Den simplificerede grafiske stil og minimale partikel-effekter gør måske, at det ikke er så smukt som Apex, men det kører glat på selv maskiner med lave specifikationer uden besvær. Billedhastighed er sjældent et problem. En klar vinder.

Vinder: Fortnite

4. Omgang - Værdi

PUBG får virkelig tæsk i denne omgang. I det mindste har det prisen for “Steam’s Game of the Year 2018” som trøst. Det ældre battle royale-spil koster 30 Euro (ca 225 kr.) på Steam, mens Fortnite og Apex Legends begge er gratis på henholdsvis Epic Store og Origin. Alle tre spil har (valgfri) køb i spillet og understøtter mikro-transaktioner, men kun PUBG holder sig stadig til det gamle loot box-nøglesystem.

Efter en stor gambling-kontrovers fjernede Fortnite loot boxes i deres spil og følger et sæsonbaseret oplåsnings-system. Sæson-passene er ikke alt for dyre og giver adgang til yderligere indhold, hvilket gør spillet delvist abonnements-baseret for langtids-spillere. Man kan stadig købe varer med “V-bucks,” men mange er meget dyre.

Apex følger loot box-systemet, hvor man optjener Apex Packs ved at gå et level op eller købe dem i butikken. Elementer kan også købes ved at bruge in-game valuta eller skabes ved at bruge dele fra loot boxene. Lige før trykkedeadline introducerede Apex deres egne sæsoner med Battle Pass, hvilket imiterer det, som Fortnite tilbyder. Vi føler dog, at Apex er lidt foran i denne omgang.

Vinder: Apex Legends

5. Omgang - Holdbarhed

Som den nye dreng i klassen er Apex fritaget fra denne kategori. Det er svært at bedømme, om et nyt spil vil kunne klare tidens tand, selvom det er godt nu. EA’s involvering er dog nok til at gøre alle nervøse. Det betyder, at PUBG og Fortnite skal dyste i denne omgang.

PUBG er det ældste af disse to, men Fortnites battle royale-mode er sammensat fra det originale co-op overlevelseskoncept (som stadig eksisterer som Fortnite: Save The World). PUBG har uden tvivl fordelen ved et mere fokuseret hold af skabere; Epic Games langer ud i nye retninger med penge fra Fortnites succes, mens PUBG Corp lever op til dets navnebror ved at fokusere på at levere den bedst mulige version af spillet.

Fortnite er dog blevet næsten allestedsnærværende. Hver gamer, journalist eller forstadsmor kender navnet, og Epic har porteret den til konsoller med betydeligt mere succes end sine konkurrenter. Mens både Fortnite og PUBG nu har mobile muligheder, så er Fortnite lige nu det eneste spil, der er kommet til Nintendo Switch. Et blik på Twitch leverer det endelige svar: Selv efter en lille lur efter lanceringen af Apex er Fortnite kravlet tilbage på toppen.

Vinder: Fortnite

Og vinderen er Apex

Det var en svær dyst - altså mellem Fortnite og Apex Legends; PUBG er begyndt at leve op til sin alder. Fortnite har for længst overgået den og sendt Epic Games til nye uforudsete højder. Det vil blive svært at slå kongen af tronen, men Apex går hårdt efter den med overlegen våbenhåndtering, grafiske detaljer og team-orienteret gameplay.

Respawn er et hold med talenter, og det kan ses. Apex føles bare skarp på en måde, som Fortnite ikke gør; hvert våben er skabt med stor omhu og hver tomme af kortene giver mulighed for maksimal blodpumpende kampe.

Titanfall’s halsbrækkende parkour-manøvrer er måske fraværende, men bevægelserne i Apex er stadig en fryd; at koble sig på en svævebane og dræbe fjenderne, mens du flyver over dem, sender masser af dopamin ud i kroppen. Fortnites arkitekturiske mekanik er ny, men kan få kampe til at udvikle sig til tårn-byggende snigskytte-fester.

Helt fundamentalt er Apex simpelthen bare bedre designet. Men som i enhver duel, vil kun tiden vise, hvilket spil der vil holde i længden.