Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Måske skal kæresten ikke se den forlovelsesring, du kigger på. Måske vil du være sikker på, at cookies ikke er inde og fingere med billetpriserne til dit næste rejsemål. Eller måske har du besøgt en hjemmeside, som din bedre halvdel ikke skal kende til.
Der kan være mange grunde til at bruge browsernes privattilstand, når du surfer på nettet.
Og danskerne gør i høj grad brug af muligheden for at værne om privatlivet online: En ny undersøgelse fra bredbåndsudbyderen Stofa foretaget af YouGov blandt 2.000 danskere viser, at hver tredje indimellem benytter sig af den anonyme browsertilstand, inkognito, når de er på nettet, hvilket bl.a. betyder, at de ikke efterlader sig nogen søgehistorik på computeren.
Men mange danskere har en fejlagtig forestilling om, at privattilstanden også beskytter dem mod online trusler. Undersøgelsen viser nemlig, at knap en fjerdedel af dem, som jævnligt benytter privattilstanden, tror, at det er mere sikkert at surfe på nettet på den måde. Ifølge Stofa, der står bag undersøgelsen, kan det få alvorlige konsekvenser, hvis det betyder, at man er mere lempelig med sine sikkerhedsforanstaltninger:
”Vores undersøgelse viser, at mange danskere bruger browserens privattilstand, når de besøger websites, de ikke vurderer som sikre. Men man er ligeså udsat for online trusler såsom malwareangreb og andre former for hacking, når man surfer inkognito.
Derfor er det stadig vigtigt, at man har et godt sikkerhedsprogram med antivirus,” advarer Dennis Gade fra Stofa.
Din arbejdsgiver kan stadig kigge med
Det er især mændene, der bruger browsernes privattilstand, når de surfer på nettet: 45 procent af mændene svarer i undersøgelsen ja til, at de nogle gange surfer anonymt, mens det samme kun gør sig gældende for 26 procent af kvinderne.
Den private tilstand benyttes især ved besøg på pornografiske hjemmesider. For mænd (41 procent) og unge mellem 18-29 år (56 procent) er det den primære årsag til, at de nogle gange anvender privattilstanden. Det samme gælder kun for 21 procent af kvinderne, som primært benytter sig af muligheden til at undgå, at søgehistorikken påvirker billetpriser på rejsesites.
Men den private tilstand er måske ikke så privat, som du tror. Fx kan din arbejdsgiver stadig se, hvad du foretager dig, selvom du benytter dig af indstillingen, siger Søren Debois, der er lektor og forsker i it-sikkerhed ved IT-universitet i København:
”Hvis man forestiller sig internettet som et slags postvæsen, der sender breve fra en computer til en anden, når du besøger websites, så kan postvæsenet altså stadig se, hvem du sender breve til, selvom du er på
nettet i privat tilstand. Det samme gælder for din arbejdsgiver, for det kan ses på netværket, hvilke sider du besøger, selvom du er i privat tilstand. Det eneste, privattilstanden sikrer, er, at den hjemmeside, du besøger, har svært ved at genkende dig. Helt anonym er du altså ikke, selvom du bruger browserens privattilstand,” advarer han.