Seks år er gået, siden Microsoft sidst lancerede en version af Windows, nemlig Windows 10, i juli 2015. Med Windows 11 fortsætter Microsoft vejen væk fra de farverige fliser, vi kender fra Windows 8 og Windows 8.1, og mod et mere enkelt, nogle vil sige skrabet, gennemsigtigt design.
Hvad er der så af nyheder, nu hvor Windows går fra 10 til 11? De mest synlige ændringer er en centreret Proceslinje og Startmenu, genintroduktion i venstre skærmside af widgets (kendt fra Windows Vista) samt et ”blødere” ikon-tema.
For de af os, som fra 1990’erne og frem puslede med grafiske temapakker som WindowBlinds, vil de nye, rundere ikoner nok ikke være så fremmedartede endda. Med Windows 11 får vi dog et styresystem, som visuelt synes at hænge bedre sammen.
I Windows 8 blev Modern UI med levende fliser mikset med blandt andet funktionsmenuer og Kontrolpanel med tilhørende kategorier, kendt siden Windows XP. Smag og behag er ikke ens, men designet i Windows 8 var på nogle måder forvirrende, da det tilbød flere indgange til de samme funktioner, for eksempel via førnævnte Kontrolpanel.
Med Windows 11 videreføres mikset, men dog med den fordel, at flere og flere menuer går over til det nye, lettere design, plus at gode gamle Kontrolpanel også har fået opdateret sine ikoner til det nye tema.
Ud over selve styresystemet, brugerfladens ændrede indgange og visuelt forandrede menuer med rundede hjørner giver Windows 11 også en overhaling til blandt andet Microsoft 365, tidligere kendt som Microsoft Office.
Under overfladen forbliver det meste det samme, da Windows 11 er baseret på Windows 10. Eller rettere: Kodebasen er. Det kan sammenlignes med skiftet fra Windows 8 og Windows 8.1. til Windows 10.
Grundlæggende var det samme styresystem, bare med en ændret brugerflade. Overgangen – softwaremæssigt – mellem de to seneste versioner af Windows bør derfor ikke give de store hovedbrud for brugerne. Microsoft har lagt sig i selen for, at skiftet sker så smidigt som muligt.
”En enkeltstående management-infrastruktur, der understøtter gængse programmer og apps på tværs af Windows 10 og Windows 11, skal hjælpe med at simplificere migrationsprocessen,” udtaler Panos Panay, produktchef hos Microsoft.
Sagt mere klart kan vi, ifølge Microsoft, altså bruge samme indstillinger, opsætninger og værktøjer, det vil sige allerede installerede og anvendte apps og programmer. Vi bør derfor ikke forvente nogle af de samme bump på vejen, som da vi gik fra Windows 7 og Windows 8 til Windows 10. For eksempel problemer med Registreringsdatabasen, som kunne resultere i manglende lyd og understøttelse af eksternt udstyr via Bluetooth.
Med en sammenhæng dybt nede i softwaren lover Microsoft, at gaming også får et boost med Windows 11. Blandt andet er Xbox-appen integreret fra start og optræder i den nye Startmenu. Dermed kan du spille dine spil på både konsol og pc via spiltjenesten Game Pass med understøttede funktioner såsom kontroller, mikrofon og stemmechat.
Stifinder, Kontrolpanel og Indstillinger har fået det samme nye og lette design ledsaget af rundede ikoner.
Nu er Proceslinjens ikoner blevet centreret. Du kan dog nemt ændre dette under Personlig tilpasning > Proceslinje.
Farver, baggrunde og temaer kan tilpasses i det uendelige med Personlig tilpasning. Flere temaer hentes i Microsoft Store.